Hostiens profanation

Videreført: det kan ikke kun være funktionalismen, sekulariseringen, the regime of light, der til dels håner patos, det høje. Der er kommet et lag i bevidstheden, der er afskåret fra højden, kan se den ude fra: det kan bero på massen, massen af scener vi kender: når vi har set, "set" det værste, 2ww f.eks. kan gengivelsen af denne terrorhøjde måske kun dæmpes, da den jo er set. Og ironien: en opkomst i os, en anden distance, fremkommet efter hulemalerierne. Latterigheden, latterlighedens gedemælkende apoteose, der vel også er en kamp om magt. Da jeg har gennemlevet og forstået og ransaget højdens gentagelse samt dens utidsvarende pomp, må jeg vende hovedet væk når endnu en stodder brækker op om borderline, eventyr i Østgrøndland, eller misbrug af stoffer. Elegancen er sat ind. Funktionalismen er den hånende elegances fremkomst, og alt hvad der ikke ligger indenfor middelstanden af denne nye antihøjdens elegance er uelegant. Det er det ironien dikterer: ambivalensens og gennemskuethedens elegance. Hvorfor have det dårligt, når det ikke er elegant. Det har vi hørt før.

Hostiens profanation: lært fra Bretons Nadja.

Og så lige den her krammer til natteravnen:

"Invention will almost never occur unless the artist, having scrutinized his world of meaning (including his own cognitive functionings), knows the events and discources of his time, all sorts of extreme mental states, all available sources of sensory variations and spiritual specialties, and the sensitivities displayed in the work of his colleagues and ancestors. It takes learning, curiosity, intelligence, ambition, creative maladptation, stubbornness, perhaps even contempt, and probably a borderline personality, to be a creative artist in this historical sense. Without such persons, we would simply not have art".

Per Aage Brandt, 2006.