Fra en ansvarsfri opera

Andet optimum: Gode mennesker er ikke i stand til at stå fast på benene

Jeg skal i denne sidste belastende tale berøre en hel del emner. Det har altid været naturligt, i menneskehedens historie, at starte ud med solen, og havstokken, eller stationsforstanderen, eller i nyere tid: dumaen, fremmedgørelsen, eller lovens altomfattende virke.
Jeg skal nu, i dette monster kaldet afslutningen, manifestere hvor letkøbt et menneske jeg er. Og jeg skal vise hvor hurtigt det kan gå op og ned for et menneske. Jeg skal rive tæppet væk under THE OUTSIDE, og analytisk bevise hvordan THE OUTSIDE er en kapitalistisk kimære, nomadisk produceret som en GIMLE-FANTASI, der ikke har en skid på sig. Jeg skal vise dig hvor lykkelig man er i meuten, i dens kreds, og jeg skal slutteligt portrættere hvorledes jeg bliver likvideret. Jeg skal sige dig at man hurtigt glemmer frænder og forlovede, idet den kapitalistiske meneder har den intention at implantere for meget af det hele, så alle bliver disfokuserede og forvirrede. Thi en kort stund er jeg et rask, klarttænkende menneske, hvis mave har fået mad. Jeg skal blot oplyse at denne sidste optimum ender med en hævntørstig skare af mennesker, en duma fra hvilken en skrækindjagende og usynlig magt udgår, da man i Kantonen hverken har set noget til kartellet eller myndigheder som sådan, for jeg har tænkt over det, og jeg er blevet ganske forbavset: for udover disse kontraktbaserede køkkenkoner, andenrangspersonel samt diverse sekundære funktionærer glimrer det egentlige KARTEL ved dets fravær, da dette jo er helt rationelt, helt igennem praktisk, helt igennem forståeligt og desto mere vanskeligt, for hvis overmagten ikke viser sig in carte tremula kan man ikke spytte efter den, endsige forføje den, endsige fremstå som et satirisk alternativ. I øvrigt er satire en tam omgang. Det har intellektualismen bestemt sig for: det har ornamentalismen besluttet for længst, idet satire og ornamentalisme ganske subtilt hænger sammen på et bestemt niveau, nemlig skyende tilværelsens ulidelige lethed forstået som livet som noget, der hænger uløseligt sammen med raten for spædbørnsdødelighed og ældre menneskers ufrivillige afføring.
Jeg er kommet for at fastslå at ORNAMENTALISMEN er REAKTIONÆR. Førhen, før min indlemmelse i meuten, var undertegnede, Kasper Nørgaard Thomsen, en uforbederlig ORNAMENTALIST, afsonende en perfid dom i THE OUTSIDEs eldorado, hvor jeg tilmed bildte mig ind at jeg kunne forlade Kantonen, revurdere min salige far, hvis afgang jeg tilsyneladende fortrængte, og jeg var overhovedet ikke indstillet på nogen som helst kollektiv indsats, og for min egen skyld jubilerede jeg krigens distraktioner således at jeg glemte mine egne trængsler.
Disse ærkekapitalistiske dragoner, der, når de bespises med hestekød, klager deres nød over at kødet smager lidt sødt!
Jeg eksede rundt i min egen ORNAMENTALISME, og så lidt blip og blop, umulige fristelser i farve, mestendels gul, hvad var det?, atlaskhvid, og hvorfor? Nu skal jeg sige det! Disse valører, disse springende fantomer forbandt jeg uhildet med det allermest eksistentielle, og med det allermest personlige, og jeg må have befattet mig med et patetisk agglomerat, der sagde mig at dette GULE, INTERPERSONELLE AGGLOMERAT sagde noget om alle mennesker, om mig og alle mennesker, hvormed jeg overså en forskelsrigdom, i bakspejlet EN ORNAMENTALISTISK FORBRYDELSE!
For det gode ved kommunismen er at den indser, og for længst har indset - at alle mennesker er forskellige og derved ligner folk og fæ hinanden. Når kommunismen ikke fik en længere levetid (man kan ellers hævde at enhver meute til enhver tid er kommunistisk, og at det blot er den tekniske, formelle kommunisme, der sagt os imellem styrtede i graven i 1989), skyldes det naturligvis at den forvekslede fæ med magt. Kommunismen blev simpelthen ORNAMENTALISTISK, og begyndte at blande dumme gule reaktive kræfter ind i folkelegen.
Her i meutens sold kunne jeg aldrig finde på at begynde at brokke mig over maden! Gu smager narren ikke deliciøst, men ensomheden smager ad helvede til! Jeg har jo for fanden vandret som ORNAMENTALISMENS forkvaklede vandbærer i decennier, og jeg har blæst den op, ORNAMENTALISMEN, som om den var Orfeus syvende søn, og jeg har næsten, i tabsperioder, troet at ORNAMENTALISMEN var et menneske!
Det er sandelig kapitalismens effekt: det syge!
Jeg er blevet noget andet end det jeg var!
Jeg tales i mumlen!
Jeg har sunget om de hellige køer! Siger han ikke, ham bondedigteren, siger han ikke, almuegiganten, at hans salige mor kommanderer ham hjem til stævnen, væk fra ORNAMENTALISMEN, fra champagnen og løgnen? Satiren er den sjofle deviation, der leder opmærksomheden væk fra folkets ve og vel. I kapitalismen er vi alle blevet degenererede guder! Det ved vi alle sammen. Det er næsten for dumt at sige det igen, ikke? Meuten er kapitaliseret, meuten har mistet forestillingen om meuten, og det vi kalder fri udveksling og fri konkurrence er markedslogiske akronymer. Blot idioten kan sige den slags nu om dage, og jeg overvejer et kort øjeblik at starte ud der, hvor narren slap op.
Er I, meuten, er I lykkelige? De tier, mine kammerater: jeg forudsætter de er mætte og lykkelige, og for at skænde den reaktionære reservation, laver jeg et vrinsk ligesom en hoppe ville vrinske, at de ved det med at når man fighter for meuten og kommunismen, så kan man ærligt talt ikke tillade sig at brokke sig over maden -
Jeg forstod at når entertaineren var max-sjovest, var han mest systemkritisk! Asger Jorn har været og vil altid være kommunist, og denne herostratiske kunster får hele den amerikanske nation til at ryste i bukserne!
LÆNGE LEVE MEUTEN!
Som en powerørn baskede jeg med vingerne, forlod jorden som et teknisk vidunder, belastet med notoriske ideologier, afslørede THE OUTSIDE som en kapitalistisk fælde, og fik alle disse reklamerende jingler til at holde kæft, for jeg gør jorden en tjeneste!
Jeg bar en vision: mærkede ikke blindheden.
Jeg tryglede om at måtte få lov til at leve lidt længere: jeg mener: jeg var ørnen, der holdt menneskeheden i min hånd. Jeg havde gennemskuet den nye SEKSUALISME. I kantonen horede man, og åd hinanden, forrådte hinanden, horede hinanden, stak hinanden for at overleve, og jeg vidste at man blot skulle introducere KOMMUNISMEN igen: så blev det hele bedre, så kom de lykkelige tider igen. For det nye rum var udstafferet. Det var udstafferet som en narrefisse, og hver enkelt slimbaron kan residere i udstafferingen og få en større og større pik! og mere og mere personlig frihed, så det gælder at alle er sultaner ved hoffet ved den udborede seksualismes banket. Og DE griner hele vejen hen til banken, mens KOMMUNISMENS ÆSEL i ly af natten bliver eskorteret til slagteriet. Således hulker ingen kapitalister, over verdens uretfærdighed, når de ofrer æslet og meuten! Jeg var ørnen, der havde gennemskuet tricket: brødre, formanede jeg: I må indse at THE OUTSIDE er en lodret løgn!
Revolutionens passatvinde irrede om mine skørter, gav mig et mægtigt opsug. Jeg steg højere, højere, og så satellitbyens kleptokrati, så individualismens bersærkergang, reklamesøjlernes dekadente babelstårne, og jeg brølede min vision ud over nomadekapitalismens slagmarker, mens en sælsom, kildrende følelse omringede mine anklers svajende ørnevinger!
Jeg skreg!
Jeg mærkede smerten: det var partisaner, stoiske ørneunger, der kom med tornekransen. Jeg ville have det hårdere, smerten, ideens rekyler skyllede igennem mig; man gennemborede markedsøkonomiens flagskib med kampberedte bajonetter, og jeg skreg igen og tog mig om anklen, og så mit eget blod.
DE begynder at tage af mig.
Først den ene: prøvekluden. Han trisser hen, som om bomben er faldet i den næste provins, så sandelig ingen fare her! Svin! Han skal bare lige tjekke om målet står som det skal. Men det gør målet ikke. Han pifter efter de andre. De andre kommer luskende. Meuten har en klar struktur, men en skal forsøge sig først. Den er ligesom en bums, der brister, og ups: en brister sig løs, vedkommende åbner kæften: denne avantgardistiske ORNAMENTALIST. Så omringer de mig som ulve.
Jeg sparker i vilden sky, og skriger. En har sat tænderne i mit skinneben. Ørnen er skamskudt, torpederet: dette limbo, af polyfoniske fjer, der daler ned over Kantonen, schatteret i lakonisk gul. Jeg sparker om mig så godt jeg har lært, kommer fri, knebles, smaskes mod jorden, rimer på smasker, når man æder fabrikanten, kommer fri og løber så hurtigt jeg kan: væk!
Mine sanser er overtaget. Flugten har - atter - overtaget sanserne. En hvid støj: en hvid hvirvelvind. Det er mest, i flugten, åndedrættets piskende dimension, en helikopter, der krakelerer, en dobbeltblindhed, der beskaffes. Thi flugten er blind, og jeg er blind i forvejen, jeg snubler: jeg snubler ind i noget hårdt og kan ikke længere bevæge mig. Mit sind er som babymos, i dette hævnende ælte.
Immobil! Noget hårdt, surret mod tanden. Is. En klar røg. Jeg kan ikke bevæge mig. Det er mørkt. Far! Og alligevel: bliv her! Sæt dem ikke ud, kohorter, tanker af uforenelighed. En tandlæge. Her dufter som om jeg befinder mig i en konsultation. En spritny fabrik, synet af udrykningen, der har bestået en eller anden virksomhedstest. Det dufter som fiber, spulet fiber. Det er nemt. Det er udenfor tanken. Tanken: jeg er blevet angivet. Jeg skal dø. Meuten ville æde mig. Kapitalismen har sejret. Kommunismen har sejret. Ordet armatur. Ikke tænke så meget. At jeg ved at jeg skal dø, og hele tiden har vidst det, næsten skam: jeg har overlevet Ragusa. Jeg har ædt af narren. Jeg hulker. Det er uden glans. Man siger om de blinde, om de døve: at - de kommer til at se bedre, løbe hurtigere, slet ikke.
Jeg har hele tiden vidst at jeg skulle dø! Det har påvirket mig, hele tiden, når jeg joggede og når jeg smaskede. Og ørnen er krypteret: den kan ikke længere genkende sit eget afkom, engageret i sit-com, fremmedgjort i fjeldet, som den lyng jeg agtede at lægge på din gravsten, far.
Der kommer en milliard betroelser! Der kommer en billion bekendelser. De kommer til at rumstere, få nu for helvede den straf eksekveret. Sindige ordonnanser, udstoppede retspræsidenter, der klør sig i skægget over hvem jeg er, hvor appellerende jeg er, hvor lidt jeg fortjener den ultimative straf: døden. Dumaen kommer i affekt. Splittes op i to fraktioner, de kyler papirflyvere mod hverandre, og den kvindelige tilforordnede må udvandre, da tårerne står som bække ned over kinderne på hende.
Jeg har ædt narren, hvisker jeg!
En serie måbende munde. Han fortjener ikke at dø. Han kan forvises. Jeg kender hemmeligheden: THE OUTSIDE er en løgn. Jeg har ikke opgjort mine værdier, siger jeg! Jeg har svigtet. Åh, jeg har svigtet. Jeg tier, luften er så anæmisk, blegnet: stillesiddende. I blindheden, i det hvide, står luften stille som en afgangshal efter midnat. Jeg venter. Jeg forbereder min bekendelse. Jeg forlanger amnesti for Nobi: det er det mindste jeg kan gøre! Jeg venter på døden: hugget. Jeg forlanger, basunerer jeg, en spektakulær død!
Det bliver en stille død.
(30)