To udfald mod lokale meuter

1. Hun havde været et æsel for ti minutter siden. Nu var hun en fyr, der var ved at blive til hende igen. Hun boede i en verden, åh, for familiært, var i space, hvor det hun sagde var sagt af alle. Alle over en. Hun havde ikke sjæl. I snakker. For det siges af antistalinister. Så hun blev teaterfjendsk, og bleg som en sok, og trak i alle fraser, så hun vidste hun lod dem tale.

2. Der var i meuten, mellem fjeldet og den lave bakke, en ting med at lukkeloven var nær og elegant. Man pludrer, sagde dem, og er kritiske mod lofter. Det skyldes man kom over Ejnar Bakkedram, og ned igen, og nede havde man set, hvor langt ude i grunden Dantes paradis er.

3. Det sagde jer, drengen og I kvinder, mellem os, mellem vores dejlige elevatorer; dem, der sagde hint fordi hint var godt, og dint for dem, der synes at dint er rammende.