Felix-ouzo

Det var som om, brægede Felix, at jeg står her med en gyros, altså en græsk snack, og parabol-ryster efter at have modtaget maskinen, blandingen, og jeg så denne parole, og den var lind og perpleks som en patient. Mod den kom gyros-pap, ned i låget, ind i hatten, at det sku holdes. Han vidste ikke hvad der var løbet, trækkeren og aftrækkeren: ensemblet eller den vidunderlige, trængte parole, forsinkethedens jammerlige etik, der stod som en kontorist, svedte og ordnede da alfabet of samvittigheden, indtil massen af tværkunsteriske sociale opfindsomheder forduggede? Åh, Felix, deres dysmorfisme: det er netop masseløbet der er skriften og de er blandingen? Eller omvendt? Skulle det da holdes som et speciale? Da alt er sandt, not, kunne denne groundære skrift, Orfeus, stå nedenunder masseregnen, og samle det for at give det til hundene og folk? Så bøvsede Felix. Gerolsteiner så det tiltede, overvæltede ham. Bland De blot med, sagde han, men Felix så instant at det var nedrigheden, der talte. Han tav.