Fra: opera (18-20)

Ragusa

Imens man roligt opsætter et podium, nær pynten, hører man en reklame; nej: man hører og ser en reklame for nykredit, der har brug for nye testpiloter til deres nye fremstød. Man hører et behageligt klaverstykke, thi dannelsens gamle slidmærker kommer mennesket næppe over foreløbigt.
Roadies sætter mikrofonstativer op, en setmanager kører noget glitterstads rundt om podiet. Vi måber, vi hader af rene hjerter. Vi står i køen ind til kabyssen, glamourforskrækkede, mens man ufravendt, som om det er dagligdags at nattergalen synger om vinteren, lader en kreation opsætte, og vi har forskellige naturer, og forskellige kompetencer, nogle er tykhudede, andre er tyndhudede som Orfeus, neurastenikere, nogle er distræte; det er kreationismens og krukkeriets tidsalder, og vi burde ikke måbe. Vi er stjerner for en aften, her i Kantonen.
Vi nyder en faustisk frihed!
Vi er spytdresserede!
Vi har lært at handle ind om søndagen, når vi har fri. Vi har lært vores børn at de skal være ude i den frie natur.
Åndedrættet, åndedrættet: det kan omsider begynde! Jeg har lyst til at skrige, jeg har lyst til at skrige: THE OUTSIDE! THE OUTSIDE!

IMMUNITET! IMMUNITET!

Jeg ved sgu da godt hvad der skal ske, og narren ved det! Han er henne hos kreatøren, den eneste, der kan tillade sig det. Han går ham efter i sømmen, han går ham efter som om kreatøren, en mand, har aftenkjole på: lidt hjælp til opsmøgningen af de sidste fem overflødige stofcentimeter.

Up out of an evil clinging pool/
I grew, whispering like a reed,/
Breathing the forbidden life./

And I bend over/
Back into the cold refuge of the swamp,/
Marked by no-one …/

Det er det DE ønsker vi skal hoppe på, limpinden er udliciteret som en bedøvet drøm: fra forseglingen: vi ønsker at rekruttere nye testpiloter. Det er den tamme, stinkende løgn DE ønsker vi skal sluge. En eller anden har udtalt: han valgte blindheden frem for at standse sine tanker! Som en opera, af modstand. Det er det DE ønsker: at vi kravler over jorden som mætte bænkebidere, sovende i graven, men pludselig kan barometeret vende; der er noget I ikke har forstået.
Hvad er det vi glemmer? KADMIUMGUL! KRAPRØD! GALDEGRØN! AMARANTRØD!
DENNE SEGNENDE DRØM!
I kender en tyrefægterarena. Hvor er det flovt! Kan Kantonen ikke gøre det bedre? Spærret hejses op, og den ophidsede, brutaliserede tyr kommer drønende ind i arenaen. Og matadoren, hvis moustache lige skal rettes på, inden han skal ind. Han hviler så dejligt i Spaniens farvekusse: rødt og sort.
Ragusa står som en mellemting mellem en troværdig kvinde, og en hind. Jeg kommer til at tænke på Golan-højderne. Der er våbenhvile. Der er våbenhvile? Hun kigger sig omkring. Først er hun let og overvåget. Sekundanter står, som sekundanter altid har stået, på en kavalet af selvtilfredshed. Hun bliver bange. Hun piler af sted. Hun er bange og vil ind i buret igen.
Jeg råber: THE OUTSIDE!
Man losser hende væk fra buret. Hun laver et firspring, mod det åbne, hvis institutionsløshed skræmmer mennesket. Hun er som en springer. Hun er så smuk, Ragusa, og jeg ønsker kun at redde hende. Redder jeg hende? Kan hun tro på friheden? Giv mig en hel sætning, hævnen! Battement frappér!
Så forsvinder springerens, hindens følsomme lethed. Forseglingen viser en grøft, hvor der ligger en masse døde mennesker. Farven bliver grumset, brun. Et ælte, pløre, så benene strander til.
HVOR VILLE KANDINSKY VÆRE FORFÆRDET HER!
Hun strander i æltet, alle muskler forivres, men Ragusa kommer ikke ud af stedet. Forseglingen viser panserbatterier. Så sætter forfølgerne ud. Der er ingen niggere. Ragusa kunne være en nigger. Hun vrider sig løs, kommer fri, snubler, kommer op igen. Et voldsomt lys brager ud over Kantonen. Hun kommer ind i keglen, snigskytternes offer og datter: årsagen til nattens orgier.
RAGUSA!: THE OUTSIDE!
Man får fat i hende. Hun er forpustet, men hun spræller kun en kort stund inden meuten af forfølgere afleverer hende hos afretteren, der er en lille, men korpulent og fattet mand. Han, afretteren, griber hende om nakken, og stiller hende til skue, drejer hende rundt som en amfora fra en kinesisk epoke.
RAGUSA: THE OUTSIDE …
(18)




I´LL PUNCH A DONKEY/ IN THE STREETS OF GALLWAY!
En udsplattet ræv, en nybagt mor, ligger på hovedvej 13 mellem Viborg og Vejle! Jeg kan se at den har ammetid; den havde småtravlt og skulle over landevejen, ind gennem krattet og gennem plantagen, ile langs med rydningen, hvor man begraver spædbørn, der ønskede at ryge cigaretter og derfor ikke måtte være i verden; jeg lytter til tre karle, der banker et muldyr ihjel. Jeg betragter alverdens bachelorer forlade deres elskende kvinder fordi de har lyttet til underverdenen, har INDLADT sig med Orfeus og nu har en mission med den såkaldte kunst og alle kvinder i verden under tyve år. De skrider på en gang, mens æslet brøler, kastraten hviner, marmorpaladset segner i gråd, jeg segner i gråd; Ragusa: det er med dig at jeg slår mig ned og kan leve, og overleve, i mandagens sinistre kabinet.
JEG GRÆDER!
JEG GRÆDER!
JEG GRÆDER OVER DIG: RAGUSA!
Mit panser er væk: VERDEN ER EN OPERA!
(19)




Potpourri over uskyld: vi har tabt så meget far, vi har tabt huset og æren, og den gamle schæfer er død. Jeg tror de nye beboere er aktiespekulanter; dem kan vi ikke lide, vel far? Det er det du har fortalt mig. De bar den smukke Londonsofa ud i mørket: en eller anden tog den med. Jeg ser en baby i en amerikansk flække nær motorvejen, en junkiebule. På gulvet ligger babyen, som jeg ikke skal se vokse op nu, TABETS KATEDRALER!, FAR.
Barnet får lungecancer. Det ligger og hyler på gulvet, men junkierne ænser det ikke. En galant, lille rytter rider ind i tordenskyen. Det er musik og vinger som når uskylden kreperer på gulvet i en amerikansk flække, og alle mennesker poserer foran fotografen og ludersminkøsen når de har krydset Storebæltsbroen i en automobil!
Det er en lille, porøs sten i tumulten, regnen og canceren og tyfonen. Den gisper: den bliver sprukken og tørrer ind som en snegl på vejen. DON GIOVANNI, far!
Det giver et slip, som noget umærkeligt, og alligevel bestialsk. Jeg spejder efter den galante rytter. Han er træt af at smile til verden, han bliver til et spøgelse. Og mændene forlader kvinderne for at slå ihjel. Det er som om, far, at jeg har mistet dette mindste, der er større end oceanet sammenlagt. I fremtiden kan alle kneppe alt!
(20)