There is a happy land where only children go

Kvad igen.

Igen.
Sangen fra transittens lammeskyer, nuvel;

Tommy skød bolden hen til mig. Jeg sad i græsset, jeg sad og så, eller drømte om - fede, selvsikre strøg, der tegnede verden - her & nu - som man ønsker den.
Jeg kom lidt på benene, og returnerede bolden. Græsset var mat, statisk. Det drømte nok om foråret, og foråret er noget man forbinder med fremtiden. Over Horsens var himlen statisk. Wenders, hans engle skulle nok komme, men her i Horsens, ved indfaldsvejene, og den drønsikre sidevej hen til faciliteten, der - ville de hoste, for luften var fuld af partikler, godt nok stædige partikler, der endnu smuttede fra lønkammer til lønkammer, idet de nægtede at opgive. Da jeg sagde til Tommy at bolden lå stille, havde gjort det en stund, pegede han op mod de knejsende mure.
Det er for de voksne, sagde Tommy.
Men der er sket en fejl: ham uden fangehuen er et barn ligesom os. Uden hastværk.
Der var os en maler, han hostede i den sure luft, og jeg kom til at tænke på de abstinenser man har, når man ikke har løbet og lungerne ejakulerer partikler; de partikler, der næsten var sekundære, altså ikke med på den gule vogn, der opliver landskabet som vi ønsker det.
Han malede, langt fra Cezanne, en næsten glaseret, statisk grå mur, plettet hid og did af skrinede akser.
Vi har en hemmelighed, her.
Det er fordi vi er børn.
Det er fordi vi har et forhold til samvittigheden. Sig det igen!
Halvkvæde, stuer med kvædete.
Der var kommet en inspektør, han havde skulet hen til Tommy, der tog sig noget for, og hentede bolden. Han hentede bolden, men han tænkte på græssets tekstur og prognose, prognosen, som er vinden, der kejter sig ind i græsset som børnelatter og giver det vindhår, lidt atterrejse.
For langt væk, borte, og der - lå skyen.
Inspektøren kom hen til mig. Jeg kunne ikke holde en tanke, men måske vidste han det allerede? Han slaskede hånden i mit hjerte, hvor samvittigheden havde ophold, og smed den mod muren. Maleren blinkede, men malede videre. Han havde opgivet kolonien. Hjertet sad på muren, næsten grafisk.
Nu var jeg uden samvitighed, og kunne blive voksen, og jeg nikkede til bolden, og Tommy, og ødelagde omtrent mine nærende omgivelser, da jeg gik hen til porten og bankede på.
Men tænk, tænkte jeg, at man kan skyde, jeg mener: bevæge fødderne i denne arkitektur.

Tell them that I live my dream -