Jeg gik lidt omkring, og egentlig var der flere store bøger jeg burde læse, men altså; jeg gik lidt omkring, og jeg var nærved at forkaste kærligheden, thi jeg var en ged, der passede så dårligt ind i stuen.
jeg sagde: elskede: jeg tænker kun på Armenien. Det er derfor jeg skriver, er et svin, og ikke er medlem af forfatterforeningen.
hun sagde han skal stå tidligere op om morgnen.
Jeg kiggede ind i stuen
og troede den var livet, en karrusel, der, hvis udhulet yderligere, opklodsede togvogne fra
Vemp
der trillede ansigt på ansigt forbi hinanden, kort sagt: jeg misunder
dem med hastværk.
Det er ikke dybt nok det sagde de i Fangekolonien, og jeg tøvede.
De sagde jeget. Jeg tænkte på henrettelsen, på cyborger, hvilket man næsten kan kalde Armenien.
Jeg tog en samosa, jeg kiggede på manden, øvede lidt mindfullness. Sådan en som ham, tag til Tangier, er man bange for døden?
Cafeen, mordet, oksen, den flygtende Gauguin. Jeg synger igen den gule konference, mellem bloggere og geder, sammen om noget. Er man virkelig da så bange som skriver, alene og komparativ?
Så kom Maria. Hun havde bulimi, kujoneret krabbede jeg ned i sygelejets satelitstat, og hun smilede, og hun lignede Lena Olin. Jeg sværger, hende med hatten og taktstokken, en halvarmenier!
Så var vi tre, i fællesskabet, og det løse, og dukken, af projektioner, mente hun, glat og totalitær. Jeg fandt den gamle varme tid, hvor ender mødes. Hun sagde det var rart at mødes, at jeg smilede, altså i øjnene. Mine fingre dabbede kruset. Jeg fik lidt dårlig samvittighed. Jeg ønskede at tage teserne fra tiden, i tidens havskum af krakeleret potentialitet, men svømmende i tåger, og gøre dem hårde som kosakker, som marmor, så jeg kunne sidde på nogens ryg. Jeg lå henover Marias ryg en stund. Hun havde smukke øjne. Et kort øjeblik var det kommende lukket ned.
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment