Puppetact 3

Wilhelm var faldet i fajance. Han var faldet i staver. Strandgade var rømmet for køretøjer og raketter. Han blot efterhørte, eftermørknende - dagens dundren, fistrende raketter og drenge, der laver høm-høm i korridoren. Han så en lille evighedsmaskine, op og ned travede den, ned i riggningen og op i sømmen, hen til pausen og lidt stuk, lidt glaseret marmortid oveni hatten. Han havde ikke noget badested, og Marienlyst var for lidt åbenbar. Så hvor han var, vidste ingen, heller ikke Ida Ilsted. Så kom en supercool puppet, en meget smuk kvinde, trampende ind i stuen, trampende som om hun lavede en polka fra Duino. Han kiggede op. Men, se nu hjernen, den forsikrede at synålen, små bits, at det var alt nok. Det var alt rigeligt. Han flynede hen, men dukken kom hen og sagde at de havde noget til fælles. Det havde han hørt i sin tid. Med Degas, letlevende kvinder og senere Nijinsky. Det var og er noget pjat. Han lod genopstå kammens, dørkammens suveræne fraseringer. Smed den over dukken som en kold tyrker. Han gad altså ikke plaske. Han elskede sin mor, operaen, tænkte han, var yderst pink i mælet. Ikke fåmælt nok. Det kom til en kamp. Dukken ruskede ham, skide elegantier, snob! Og sådan endte det: En dørkam, i oliven og bourgogne-grå, der kæmpede med den smukke kvinde om et overtag han havde begravet sidst i det 22.århundrede.