Krigen, byen og det politiske

"som man kan se med dette futuristiske projekt, der i vid udstrækning er inspireret af den nylige tunnelboring under Kanalen, drejer det sig stadigvæk - som det også var tilfældet med opfindelsen af metroen i det 19. århundrede - om at rydde overfladen for alt det, den er fyldt op med: de alt for mange biler, der fyldte Paris, da Fulgence Bienvenüe skabte sin metro, og i dag bjergkæderne, Alperne med "Swiss-Metro""

har du lavet din metro,
her i livet?

har du lært at skære dit ansigt gennemfarbart,
Ødipus og Emma Gad, og Kantoner i Alperne -

så du kan se andet end juvenil blogspot, størknet
i blot det eneste ansigt?

at ta bogen, den guddommelige komedie
på skansen i den gamle krig mellem to vandrehære
åbenbart tilpas beskyttet

o, Sverige, jeg læser aldrig dine bøger nok!

det her meget; en kvinde, der ligger i sengen med sin mand
forladt af Kafka i det rene,
or: perfect work or life?

dromokratisk, siger Virilio, siger samtiden, tak.

ideen om ekspeditionen, igen et kulørt net, et sjak, et sprog af fætre, ude i verden, med projekter, og hvor er kvinden, over foragten gennem synålen ind i det uendelige respekt for

dedersens mennesker, hvordan vi gør det hele. og kan huske koden til banken. mellem hvad som helst.

han havde samvittighed.
julen.

Forleden så jeg den der russiske film, hvor en pæn trekant af søgere tager ind i en magisk zone, hvor alle ønsker efterkommes. det var en lang film, og først var forfatteren oppe på mærkerne, så scientisten, så den hellige. efterhånden blev den hellige svagere, og forfatteren, så nær målet, smutter pistolen i den sanitært-ruinøse pyt, hvor den falder ned, og en eller anden hjælper på den på vej.
Freud, jeg har malede knægtens et russisk billede, og havde pakket sækken, og lavede fingermaling over tre lange timer, og gennembruddet mellem alperne, overkomme tidens ledvogter, og måske derfor kommer jeg til at tænke på Murnau, en tysk stumfilmmand, der kanske lod svære bygninger trille ned ad boulevarden som om de var polske hattedamer, hvis evner for at spadsere i skoven var perfide.

Virilio er tung som en kran, og krigens tre bevægelseskomponenter er rakket for morbær. Kantonen, det første ikke-æble forsøg, med krigeren, nej, veteranen Nobi, er agil-moppet mod kom-tiden. der er lys og ingen kinin, og ej heller tøvende poster af lysstandere i Mandelsstams gade. der, hvor brækket kvæster.

kan det hænge sammen?

en mand kom op fra rugekassen, og han kom i kirke, og han tog en blanket for samfundet. i dette velokromati kan kirker, krikker og kiksekager gennemskæres af en metro, hvormed recitationer får ekstra pondus.

overkodet. samtiden. flå, som en kommunist, en suprematisk, strøelsen, ålen, fra ophobningens ordklasser. en ren uforagtet elsket kvindelig vinkel, staset overfor flygtningen.

få elementer, glitrende som honning.

intra-nettet. hans ottos bog. disse betrådte stier, enten persille langs med ruten, noget der er for svært at nette, man har været her før, og man forsikrer sig at fortiden gløder, og man udvider generøst, flere og flere flækker har man elsket, og elsket broen.

og bogen, som stormer ud af helshirtingen, ud af skindet og væk med marven, for at indgå i tusindfold med levende spotlys og insekter. i smolensk kom en bog ravende, travende. hvor travlt, eller hvor sund var denne bogs udvidelseshumør? krøllet ud over formen, så ordet kan blive lidt kød, inden kvalmen eller stjernen siger noget.