Rejsen til Armenien

"Jeg tilbragte en måned på Sevan-øen, kendetegnet ved sine to fornemme arkitektoniske mindesmærker fra det syvende århundrede, men også sine lerhytter, forladt af nyligt afdøde , utøjsbefængte eremitter, overgroet med nælder og tidsler, og dog ikke mere afskrækkende end forsømte sommerhuskældre".

Hørte Leningrad-symfonien igår.
Det klassiske projekt.

Den eklektiske svøbe.

Smyger sig ind i the smok of biografism, amøbisk, som en syfilitiker. Hertil og længere, det er min verden.

Rudimenter fra Hammershøi: den, som altid er fraværende. Det er som om verden uudtalt har fortalt ham at verden ikke kan præstere fuldendelse, den match af verden og bevidsthed, der kan formilde udrejsen, afgangen. Flugten til Armenien. Han drømmer om Benn, Morgue, udslyngninger, men ser hvor primitivt det er. Han bruger halvandet år på maleriet af Job, hvilket rådner, blot kultegningen består. Stivnet. Homoseksuel. Disse giftemænd, længsel. Ud over stuen og væk fra søsteren, måske hen til Willumsen. Er der noget derude? Flere tekster, mere Rembrandt måske? Han bliver der, og elsker med stuk og paneler, har indset at stuen er hans verden. Her. Han siger det: Her. Når han destruerer alt hvad der ikke er grånuanceret, beskeden grøn, booster han stilheden, hvor flugten bedst kan fornemmes. En hånd, en tot.

Fra psyken
Kun tænke verden.
Det I gør/ Armenien.
Det er kedeligt, siger motoren.
I ånden har jeg nedlagt Moskva.
Barn, stue.
Job oplivet/ aflivet over flere år.
Hjorden i Kantonen, forstrækket fra hjernens funktionsmåde (Valéry).

Her/ der.
Men for fanden, som Synnøve sagde her til morgen:
Der er dit Bornholm, og mit.
Næsten Rusland.
Svimlende hvad der er tænke-muligt.
Spiker her.