Den havde siddet en stund på ryggen af Maria, og når den lukkede øjnene kunne den glemme den personlige situation. Hun skulle nok tage den med. Han kunne glemme Praha, og det forhold Beckett har til stuen. Det kunne jo også være en have. Nær havet. Som man ikke behøver at have. Hans havesyge var forsvundet, thanks to Maria. Kommer du da fra Sverige, spurgte han? Hun nikkede og smilede, og ryggen knasede, men han tightede benene, kom, lille fighter.
Han lånte en bog om keramik. Og om spejle. Dobbeltfløjede døre, men døre, der kunne rejse, over øjeblikket som en slags havesyge. Han glemte verden, cafeen, hvor knopforskydninger, og altså væk fra ryggen, piblede en smule af blod, så elgen might drukne, og at han så var en sømand. Han lavede en bøje på ryggen, manipulerede Lillebælt, og skreg så at han var bøjekommandør, hans verden, hans verden, kleenex elsket mod såret.
Der var så få elementer, en monotilbøjelighed.
Og et reservoir, lidt grå stær, nedenunder nedfaldsvandet. Det var blot den eneste dråbe, funklende som Armenien, der spejlede en elg, der potkyssede en underskål, mens tiden hibernerede. Kom igen, koma, kom igen, kannibaler, kom øgler og østen.
Når man så drømmer, hvilket kan gør hos mennesker, var det indlysende nok at elgen tiltede, pottede poten ned i underskålen, hvilket vel ikke laver nogen rar musik?
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment