Møde/ omgivelser til kommende puppetakt 6

Vi stiller mappen ved siden af stolen.
Nu har vi levet lige så længe som Borges.
Der sidder en sommerfugl på en hairpoint.
Du stiller mappen
tiden går
tiden går anderledes
altid det samme
mødet ved øjne der kigger
Det møde står stille, næsten en sarkofag
mens mødet rykker som en vidunderlig bordbombe.

Dirty/ did you meet the London Boys?

Can I have the car now -
I am gonna drive around?

Jeg har figureret lidt i Borgergade her på det sidste. Det er skræmmende at være i en ny bydel. Jeg har altid villet gabe over alting, og jeg bliver næsten misundelig når jeg ser en blomstrende blomsterbix jeg ikke kender. Jeg er dybt imponeret over menneskeheden, nu f.eks Keith Richard - at han står på benene endnu. Der må være en del liv inde under vesten. Jeg synes, når man går ind i en bank, at de mennesker er meget heroiske, for de sidder der oftest, på pinden, virkelig imponerende!
Det er måske godt at være imponeret af menneskeheden. Nogen forlader en militærcamp, og laver et teaterstykke bagefter. Jeg ville være død.

Dirty: sonic Youth, 02,03: jeg kører rundt i en leaset bil, ruden smadret, ingen benzin. Jeg er tilsyneladende stolt af det crash-halløj. Har fundet en gut at køre med, den der plads i Madrid, hvor spaniere sidder lunt spanieragtigt og fyrer den fede i solen, ligesom lidt mere naive. De napper vores bil, internerer den, vi hugger den og smadrer sidespejlet og kører mod Andalusien, el kiddo vil til Algeciras og forhandle lidt jerba. Vi stjæler benzin, jeg synger This is the end på gågaden og katolikkerne hoster ikke dogh op. Får en bajer og en tør spansk bocadillo, mens jeg snakker med et par hunde i gaden.
Jeg prøver ikke at være skør.

Det her skulle sansekrystallinsk handle om mødet.
På Borgerkroen efterlyser hun mødet, i prosaen, udviklingen, hvilket ikke kan affejes. Hvad kan affejes?
Så sidder prosamanden for enden af bordet, har Frank altid sagt, og styrer begivenhederne. Det er måske lidt ok. For han forhandler med det ydre. Jeg afskaffer ikke jeget, ved ikke noget om jeget, men laver prosa fra en indre flugtversion. Walser sagde noget om den uendelige jeg-roman.
Og Proust, hans alenlange ophold i sansningens hvirvler, lavet til krystaller. Måske. Og så ville jeg starte med en hund. Den sad i Borgergade, i solen, der mindede mig om Istanbul, bundet, så den næsten ikke kunne få vejret. Folk gik ind i fakta, og folk var en anelse tættere på hinanden, for det var nytårsaften. I borgergade, siger man, snakker folk med hinanden. Borgergade er for altid det ydre, mødet og elegancen, det kan afgøres og konkluderes på. Hunden trak snuden bort. Den kiggede ind i butikken. Jeg vidste ikke hvad den så. Det er afgjort dunkelt, sommetider, når man forestiller sig at man følge hundens transporter. Jeg kiggede på knuden, ved hundekrogen, den var brun, så lædret at den kunne springe op. Hunden lå ned. Det strammede snoren. For snuden, foran snuden en procession, vidunderværker, graciøst spildt over den fagre verden, utrolig. Vær fortolig med det utrolige. Jeg mærkede hverken solen, eller menneskemængden, for jeg lavede prosa fra en forskydning, der f.eks. gjorde Dostojevski erfaren.
Hvad er litteratur?
Wittgenstein, små traktater, samvittighed, brutalitet?
Hvad er litteratur?
I det fjerne i det indre hvorfor brækværker, der filer på liantyper, øv.
Det er meget noget lort.
Sprogspejlinger. Hunden hvæsede, og da jeg var lidt opklodset, og prototypisk blind, sagde den at jeg var en spasser, langt fra enhver fredspris. Så kom ejeren, og dette svigt kan have hundrede af årsager, at hunden ikke sagde adieu, kvinden i rød vindjakke, middelstanden, som hunden, fåret, næsten utjekket. Jeg holdt fast om det utjekkede for at kunne sige, i memoirer, at jeg ikke havde opgivet Antipes.
Hvordan skal man skrive litteratur?
Hvordan skriver du litteratur?
Gasser op, gasser ned, gasser.

Gegen die wand

Jeg tror muren ligner skyen ligner potteskålen.
Det ved Thomas Pynchon sikkert?
Pattebarn, historiske slave.
Næ: det er samvittigheden, sig det igen.
Med flere tråde, strengelegen, hvad er outfallet:
Det er et show på landevejen.
Der er en maler, i Horsens.
Der er en maler i syden.
Hvor det syder, hos maleren i syd.
Han blev endog afstumpet, han forsøgte at sælge
han solgte ud til verden
for havde han ikke marcheret ørenøgende,
ingen cap eller metropol.
Discountbilletter er blevet billige
men hans bentøj kendte kun til marchen i gården
mellem tolv og et.
Pjat, sagde Tommy, det var -
negative automatiske tanker.
Det var ligesom at være voksen
at ville kontrollere strengelegen
både gult og gråt -

There is a happy land where only children go

Kvad igen.

Igen.
Sangen fra transittens lammeskyer, nuvel;

Tommy skød bolden hen til mig. Jeg sad i græsset, jeg sad og så, eller drømte om - fede, selvsikre strøg, der tegnede verden - her & nu - som man ønsker den.
Jeg kom lidt på benene, og returnerede bolden. Græsset var mat, statisk. Det drømte nok om foråret, og foråret er noget man forbinder med fremtiden. Over Horsens var himlen statisk. Wenders, hans engle skulle nok komme, men her i Horsens, ved indfaldsvejene, og den drønsikre sidevej hen til faciliteten, der - ville de hoste, for luften var fuld af partikler, godt nok stædige partikler, der endnu smuttede fra lønkammer til lønkammer, idet de nægtede at opgive. Da jeg sagde til Tommy at bolden lå stille, havde gjort det en stund, pegede han op mod de knejsende mure.
Det er for de voksne, sagde Tommy.
Men der er sket en fejl: ham uden fangehuen er et barn ligesom os. Uden hastværk.
Der var os en maler, han hostede i den sure luft, og jeg kom til at tænke på de abstinenser man har, når man ikke har løbet og lungerne ejakulerer partikler; de partikler, der næsten var sekundære, altså ikke med på den gule vogn, der opliver landskabet som vi ønsker det.
Han malede, langt fra Cezanne, en næsten glaseret, statisk grå mur, plettet hid og did af skrinede akser.
Vi har en hemmelighed, her.
Det er fordi vi er børn.
Det er fordi vi har et forhold til samvittigheden. Sig det igen!
Halvkvæde, stuer med kvædete.
Der var kommet en inspektør, han havde skulet hen til Tommy, der tog sig noget for, og hentede bolden. Han hentede bolden, men han tænkte på græssets tekstur og prognose, prognosen, som er vinden, der kejter sig ind i græsset som børnelatter og giver det vindhår, lidt atterrejse.
For langt væk, borte, og der - lå skyen.
Inspektøren kom hen til mig. Jeg kunne ikke holde en tanke, men måske vidste han det allerede? Han slaskede hånden i mit hjerte, hvor samvittigheden havde ophold, og smed den mod muren. Maleren blinkede, men malede videre. Han havde opgivet kolonien. Hjertet sad på muren, næsten grafisk.
Nu var jeg uden samvitighed, og kunne blive voksen, og jeg nikkede til bolden, og Tommy, og ødelagde omtrent mine nærende omgivelser, da jeg gik hen til porten og bankede på.
Men tænk, tænkte jeg, at man kan skyde, jeg mener: bevæge fødderne i denne arkitektur.

Tell them that I live my dream -

Puppetakt 5/ van Gogh & den evige facilitet

En dukke kom marcherende hen ad landevejen, nær Horsens, og så en facilitet. Et fængsel. På muren flaprede pengesedler, og de var stedsegrønne.

Van Gogh, har jeg lært nu, har malet en fangegård. Hans strøg har ellers rusket op i landskabet. Hans landskab er et omformet landskab, et landskab, hvor glæden, livet rusker. Jeg fik en kimino af Addi, og kan derfor ikke forlade bagstræberheden.

Dukken sad på muren. Blot den ene centraliserede mand havde ikke fangehue på. Penslen, troede hun, var levende og rev streger af sig, ligesom forede engle, der fløj ned i gården og ønskede at befri nogen.

Må besøge den gulag-camp, hvor man afrettede Mandelstam. En giro til Novosibirsk. Himlen, helvede er glattere. Jeg lærer noget om akser, positioner, af Hammershøi.

Dukken tænkte den var mest levende
da den sparede på krudtet.
I mellemtiden var resten performance af en art, ligesom akryl. Det evige temperament dunker. Jeg maler livet rødere. Jeg bor i Kværndrup.

Kritik af fagerheden

Da det var ude
var det hverken yderst-ude eller tømt.
Det var hverken endestation eller mellemmåltid.
Det var demonstration, at alt er hjertensskærende imbecilt
når det kommer
eller når det holder op?

Vi har været her.
Vi var der.
Der begynder Maria.
Der holder it op.

Puppetformål 4

Den tog hånden.
Det hev hånden til sig.
Var der lys?
Var der metoder?
Dukken var aktanten, og homoen var
en revisor.
Vendt om.

Elgen oplister

Armenien, elg, kanvas, highfive.
Dukke, panel, alle talenter, simili.
Sverige, byggematadorer, Lorca.
Og udenfor?
Glæde, adjungeret, enhedslisten.

Da han havde tømt - det, måtte han stryge og stryge, flæser og flertal. Ud, ud fra glansen. Virkelig ud.
Sat på reol.
Sat på dag.

Da det var ude
saluterede det ikke bispen eller kisten
men fagerheden i ny ro. Ny ro?

Alle talenter er mine

Det var øjne.
Det var norske øjne. Hun tog min hånd, og, og.

Du er faldet til patten, du ønskede det modsatte, men du var falden, falangister, smok!

Nu, nu - skal jeg fyre en fed.
Det hele har været så løbende, så utålmodigt. Det har set en fælle, næsten lige meget hvor. Døden, den kunne ikke forhindre - det.

Nu, guld.
Nu - det mindst væsentlige.
Hvad er det her?
Det er, det er - anmamningen - af territorier, begærskæder, liv, liv, liv.

Old man before newdome

Gammel cypriotisk poet.
In age globalized.
Not herbalized.
Life Sized.
Puppet Zise.
Det brænder.
Han har stukket ild til rønnebærbusken
indtaget af gåder.
Ordet kommer. Det kommer.

Also Gerolsteiner

Nu kan det næsten være effektivt og lidt psykedelisk.

pause:

Men da jeg sagde det her til K bedyrede jeg at hendes kinder, deres fakkertalt gemenhed, qua koparretheden, ikke trak nogen egl hen.

Jeg kommunikerer med K og med første bog og med anden bog. Herinde, ude hos jer.

Gerolsteiner nappede først spaden, men spaden havde noget nær gudslys henover sig. Når man er stresset ser man ikke meget lys. Så tog han en klump jord, han kiggede til Toskerne, der enten sov eller slog mave, og gravede dukken frem fra skrinet, himlen var noget nær gul, citrongul, han konsterneredes inden han prakkede på dukken, tæmmede den, og lavede en omgang, den og ham, så linier blev lysere og bageren glimtede. Han skulle dog have tid til at lave en gennemført akt foran Krankenheimer, der pudsede fjeren på møddingen, og ikke fik talt jødisk nok.
Jeg tror Rilke kiggede direkte på dukkekvinden. Han blinkede næsten ikke.
Wilhelm så, men havde set allerede hvor han næsten-så, blot, og så altså Stevns Klint, og vinterens uhyre matte geologiske udfordring.
Krankenheimer så ikke meget.
Men det vækkede Toskerne. De plaffede mod Duino, så det gav genlyd.
Man så næsten ubemærket en vandrende karrusel.

Puppetact 3

Wilhelm var faldet i fajance. Han var faldet i staver. Strandgade var rømmet for køretøjer og raketter. Han blot efterhørte, eftermørknende - dagens dundren, fistrende raketter og drenge, der laver høm-høm i korridoren. Han så en lille evighedsmaskine, op og ned travede den, ned i riggningen og op i sømmen, hen til pausen og lidt stuk, lidt glaseret marmortid oveni hatten. Han havde ikke noget badested, og Marienlyst var for lidt åbenbar. Så hvor han var, vidste ingen, heller ikke Ida Ilsted. Så kom en supercool puppet, en meget smuk kvinde, trampende ind i stuen, trampende som om hun lavede en polka fra Duino. Han kiggede op. Men, se nu hjernen, den forsikrede at synålen, små bits, at det var alt nok. Det var alt rigeligt. Han flynede hen, men dukken kom hen og sagde at de havde noget til fælles. Det havde han hørt i sin tid. Med Degas, letlevende kvinder og senere Nijinsky. Det var og er noget pjat. Han lod genopstå kammens, dørkammens suveræne fraseringer. Smed den over dukken som en kold tyrker. Han gad altså ikke plaske. Han elskede sin mor, operaen, tænkte han, var yderst pink i mælet. Ikke fåmælt nok. Det kom til en kamp. Dukken ruskede ham, skide elegantier, snob! Og sådan endte det: En dørkam, i oliven og bourgogne-grå, der kæmpede med den smukke kvinde om et overtag han havde begravet sidst i det 22.århundrede.

Rapsodi med Hammershøi

Det her minder mig om filmene rød, blå og hvid. Og et slot. Og at han
ligner Rilke ret meget.

Secluded.
ligesom i skyerne, næsen å det hele.
Er vi ikke gode nok hernede?
Er det ikke godt nok hernede,
nede under Saturns Ringe, slottet af det hinsides.
Har du glemt at se dig godt omkring?
Malke det der ligger lige foran næsen på dig?
Rilke er fakkertalt en popartist sammenlignet med
Wilhelm.
Ser på maleriet fra bagerbiksen, en monumental albansk kone. Sværlinier, næsten syge af linier, af at skulle være noget. Har fået puden hevet godt ned over næsen.

Anna, Anna hedder søsteren.
Der er en magi, og den begynder med a.
Lige derhenne er sindssygen, men her, åh, begynder alfabetet.
Man har ramt en poesi, der kan overleve denne tid. For er A, er Maria

ikke sød?
Vildbasse, Gauguin. Lige til den barbariske delete-maskine. Næ, selvkværkning, en lille gynter i den grå stue, en rejsning af blot synåle, mens vi praktiserer raffinementet.

Lidt Fesen Rilke

Jeg ville se cirkus

og jeg så et cirkus

men det blå jeg nærede i begrebs

sensualismen

var muligvis skønnere

end hele Paris

jeg dør for drømmen om skøn

heden.

Puppetact 2

Der er en karrusel.
Nogen taler i mobiltelefoner.
De har en guide til Armenien.
Gertrude Stein.
The nigger u love to hate.
Han kommer ned fra himlen, han lægger telefonen.
Mere ser man ikke.
Han giver dukken en værkførerdragt på.
Valby.

Puppetact

En dukke.
En fører.
Mens man storvasker, tumbler.
Bolde falder over de to.
Jeg har brændende øjne.
Jeg vil noget.
Han kaster dukken op i luften,
sætter sig.
Han tænder en smøg.
Valby.

Bolde i luften

Jongløren var kommet af kokainen.
Man kommer ikke godt på kokain.
Pigen kan mærke det, og man sveder.
En rejerød bold han mod luften verfede.
En Suzanneblå bold han mod himlen flåede.
Og flere.
De mødtes i nanoteknologien.
Så næsten ikke hinanden.
Det play, måske Cocteau mf.
Mod folketinget.
Karuseller, det gamle manus: fair.
Han var kroppen nede.
Bolde i luften.
Den gamle barber har haft den samme shop hele livet.
Her starter livet?
Og narren?
En mand i en univers i ene bold under en elg i ryggen det forenede Armenien monosmos

Det var den dag, hvor Pus var stærk nok til Kreta

Gentaget. Det var den dag, hvor ...

Det kommer jo mens man gør det, sagde coachen.
Men det gør hele tiden så ondt.
Husk at du har booket billetten.
Det mente coachen bogstaveligt.
Han tog die immer-pencil, spidsede den, og fløj væk, on accord med overenstemmelsen. Mellem drømmen og virkeligheden. Det pandetag han havde undersøgt som vinduspudser, suspenderet i mid-air, ja.
Han slog sig på rejsejournalistikken, skønt beslutningsstunden var forkætret. Forskruet og furiøs. Men furien var borte.
Så let var det. I bjergene, inde på øen, boede veteraner. Så han måtte derind, og altså ikke, og jo, og nej. De havde sorte huer på hovedet. Den tid de var i havde rynker i ansigtet. De sad under et træ og skubbede træbrikker over ryggen, og når elgen kom i brunst, stod den i en anden tid de ikke kunne høre.
Det her var ham. I panden.

Ligesom fra skratch. Og så iler palmesnipperne ud i alle retninger. Og laver koncidenter. Hvis de mødes, korresspondenter.
Og midten? En joke? En bøn?
Siger det så noget om alle de retninger, eller skammen i centrum, eller midtens overflødighed, eller det hele?
At have en strategi?

Stadig femte symfonien. For brormand var også en go maler.
Det er da generøst?

Himmel & helvede

Ivan (IAM) har lavet to malerier, so far: af himlen & af helvede. Der skal komme et tredje, fra jorden; det sære mennesker kalder mellemhavet. Igår sagde de det hed rimeligheden. Overensstemelsen mellem det man siger & det man gør, sagde en anden tysker. Igår. Igår mødte jeg folk fra Hamburg og Berlin, hvoraf mest Hamburg minder om vores by.

Himlen er grå, magenta, violet, blå, bly, cirkumcentrisk. Rundt og rundt, blidere end Strindbergs skyer hvirvler skyerne mod et åbentstående sart-blåt centrum. Her er det meget blåt. Og er der forskellige mærkater placeret på lærredet, som varianter over trekanter, firkanter, ellipser. De snurrer med, mod det kaldende blå centrum. Det er sart, så, og geometrisk. Hver matematiske label har sin strengede sarte valør. Fra de største nær skyerne til midtens små prikker og pile. Ligesådan med helvede. Gult som cafeen, og aggressionen, og rød, næsten terracotta, mod helvedsportens miderste regime. Hvor der er meget ild. Den samme sugende fornemmelse. Hver label, hver stikker har sin brandende valør. Ind. Han siger det er to kusser, varm og kold, og jeg fniser lidt. Det er meget sjovt. Kan det hele barberes ned? Det, som blandt andet er spændende, er hver lille dels uhyre strenge-begavelse. Der er kælet for detaljen, siger Skyum. Det er vel blandt andet her man kan sige om et kunstværk er godt. Hvor meget overskuer det det største, og det mindste, og alle atom-udvekslingerne det store og det småtte imellem? Gad vide hvad han gør med jorden? Og hvad er man mest til? Den grønne himmel, eller den Goyaagtige underverden, af tiden dæmpet med ellipser i utroligt holdte valører, når man tænker på den storm vi alle sammen lever med?
Måske?

Elgen har muligvis en interesse for keramik

Den havde siddet en stund på ryggen af Maria, og når den lukkede øjnene kunne den glemme den personlige situation. Hun skulle nok tage den med. Han kunne glemme Praha, og det forhold Beckett har til stuen. Det kunne jo også være en have. Nær havet. Som man ikke behøver at have. Hans havesyge var forsvundet, thanks to Maria. Kommer du da fra Sverige, spurgte han? Hun nikkede og smilede, og ryggen knasede, men han tightede benene, kom, lille fighter.

Han lånte en bog om keramik. Og om spejle. Dobbeltfløjede døre, men døre, der kunne rejse, over øjeblikket som en slags havesyge. Han glemte verden, cafeen, hvor knopforskydninger, og altså væk fra ryggen, piblede en smule af blod, så elgen might drukne, og at han så var en sømand. Han lavede en bøje på ryggen, manipulerede Lillebælt, og skreg så at han var bøjekommandør, hans verden, hans verden, kleenex elsket mod såret.

Der var så få elementer, en monotilbøjelighed.
Og et reservoir, lidt grå stær, nedenunder nedfaldsvandet. Det var blot den eneste dråbe, funklende som Armenien, der spejlede en elg, der potkyssede en underskål, mens tiden hibernerede. Kom igen, koma, kom igen, kannibaler, kom øgler og østen.

Når man så drømmer, hvilket kan gør hos mennesker, var det indlysende nok at elgen tiltede, pottede poten ned i underskålen, hvilket vel ikke laver nogen rar musik?

Man skal

skal man læse
skal man formere
skal man tage til Armenien
skal man læse, løbe
skal man lave brand, brand
skal man opgive
skal man tænke videre
skal man oversætte
skal man lytte
skal man jobbe med -
skal man bæres på ryggen
skal man anmelde
skal man opium
skal man biffen
skal man flere ting og skjorter
rejsejournalistik
kloster
socialisme
det du gør gør du
det jeg gør gør man
det?

Jeg må få et nyt kid/ gudskelov kom Maria

Jeg gik lidt omkring, og egentlig var der flere store bøger jeg burde læse, men altså; jeg gik lidt omkring, og jeg var nærved at forkaste kærligheden, thi jeg var en ged, der passede så dårligt ind i stuen.

jeg sagde: elskede: jeg tænker kun på Armenien. Det er derfor jeg skriver, er et svin, og ikke er medlem af forfatterforeningen.

hun sagde han skal stå tidligere op om morgnen.

Jeg kiggede ind i stuen
og troede den var livet, en karrusel, der, hvis udhulet yderligere, opklodsede togvogne fra

Vemp

der trillede ansigt på ansigt forbi hinanden, kort sagt: jeg misunder
dem med hastværk.

Det er ikke dybt nok det sagde de i Fangekolonien, og jeg tøvede.

De sagde jeget. Jeg tænkte på henrettelsen, på cyborger, hvilket man næsten kan kalde Armenien.

Jeg tog en samosa, jeg kiggede på manden, øvede lidt mindfullness. Sådan en som ham, tag til Tangier, er man bange for døden?

Cafeen, mordet, oksen, den flygtende Gauguin. Jeg synger igen den gule konference, mellem bloggere og geder, sammen om noget. Er man virkelig da så bange som skriver, alene og komparativ?

Så kom Maria. Hun havde bulimi, kujoneret krabbede jeg ned i sygelejets satelitstat, og hun smilede, og hun lignede Lena Olin. Jeg sværger, hende med hatten og taktstokken, en halvarmenier!

Så var vi tre, i fællesskabet, og det løse, og dukken, af projektioner, mente hun, glat og totalitær. Jeg fandt den gamle varme tid, hvor ender mødes. Hun sagde det var rart at mødes, at jeg smilede, altså i øjnene. Mine fingre dabbede kruset. Jeg fik lidt dårlig samvittighed. Jeg ønskede at tage teserne fra tiden, i tidens havskum af krakeleret potentialitet, men svømmende i tåger, og gøre dem hårde som kosakker, som marmor, så jeg kunne sidde på nogens ryg. Jeg lå henover Marias ryg en stund. Hun havde smukke øjne. Et kort øjeblik var det kommende lukket ned.

Rejsen til Armenien

"Jeg tilbragte en måned på Sevan-øen, kendetegnet ved sine to fornemme arkitektoniske mindesmærker fra det syvende århundrede, men også sine lerhytter, forladt af nyligt afdøde , utøjsbefængte eremitter, overgroet med nælder og tidsler, og dog ikke mere afskrækkende end forsømte sommerhuskældre".

Hørte Leningrad-symfonien igår.
Det klassiske projekt.

Den eklektiske svøbe.

Smyger sig ind i the smok of biografism, amøbisk, som en syfilitiker. Hertil og længere, det er min verden.

Rudimenter fra Hammershøi: den, som altid er fraværende. Det er som om verden uudtalt har fortalt ham at verden ikke kan præstere fuldendelse, den match af verden og bevidsthed, der kan formilde udrejsen, afgangen. Flugten til Armenien. Han drømmer om Benn, Morgue, udslyngninger, men ser hvor primitivt det er. Han bruger halvandet år på maleriet af Job, hvilket rådner, blot kultegningen består. Stivnet. Homoseksuel. Disse giftemænd, længsel. Ud over stuen og væk fra søsteren, måske hen til Willumsen. Er der noget derude? Flere tekster, mere Rembrandt måske? Han bliver der, og elsker med stuk og paneler, har indset at stuen er hans verden. Her. Han siger det: Her. Når han destruerer alt hvad der ikke er grånuanceret, beskeden grøn, booster han stilheden, hvor flugten bedst kan fornemmes. En hånd, en tot.

Fra psyken
Kun tænke verden.
Det I gør/ Armenien.
Det er kedeligt, siger motoren.
I ånden har jeg nedlagt Moskva.
Barn, stue.
Job oplivet/ aflivet over flere år.
Hjorden i Kantonen, forstrækket fra hjernens funktionsmåde (Valéry).

Her/ der.
Men for fanden, som Synnøve sagde her til morgen:
Der er dit Bornholm, og mit.
Næsten Rusland.
Svimlende hvad der er tænke-muligt.
Spiker her.

Roman Jakob?

Romaner


Romanen foregår på en tid hvor alt stod til at ændre.Romanen står som et lydhørt kammer om hovedpersonen. Romanen rummer en advarsel om den fremtid, der forekom uomgængelig da den blev skrevet.Romanen trækker veksler på forfatterens indgående viden om landbrug.Romanen har flere kapitler i hvilke hovedpersonen krydser marsklandskabet på hesteryg.Romanen bærer præg af forfatterens ikke fuldstændigt overståede lykkefølelse over at skrive romanen.Romanen præsenterer et persongalleri, som eftertiden har kaldt asymmetrisk, fordi alle kvinderne er stumme.Romanen anklager lokalsamfundet for at fejlfortolke hovedpersonens ildhu.Romanen peger på det livsbekræftende i et får der styrter hovedpersonen, som ellers er forhadt af alle, i møde.Romanen slår et slag for geniet, der dog alligevel lider druknedøden i branddammen aftenen efter den mislykkede revolte.Romanen beviser forfatterens evne til at tænke klart på flere planer.Romanen står som et ildrødt tegn på det politiske midt blandt præstegårde og roekuler.Romanen ryster folkets tro på folket.Romanen ærer hovedpersonen ved at lade ham dø fra sin uforstandige samtid.Romanen går ikke af vejen for lade afskedsbrevene gå tabt.Romanen placerer sig mellem to stole for at læseren ikke skal kunne finde hvile.Romanen konstruerer et univers, hvor en natlig stjernehimmel er en uvedkommende parfumering af hovedpersonens tænksomme blik.Romanen afhænder poesien og stuelærdheden til borgermusikken.Romanen napper godbidder af evighedens hånd.Romanen giver forfatteren lejlighed til at sidde sin selvros overhørig, idet omverdenens ros bør være rungende.Romanen slipper væsentlige dæmoner løs i selvtilfredshedens kaffeselskaber.Romanen forstyrrer den offentlige orden på sjældent subtil vis.Romanen styrer udenom romantiske pausefisk.Romanen fungerer som et langt smædeskrift mod alle tænkelige indvendinger.Romanen fikserer hovedpersonens omverden som et materiale han kan modellere efter forgodtbefindende. Romanen tårner sig op over forfatterens hensigter.Romanen læser sine læsere og udrydder deres tvivl.Romanen dirrer som det politiske dyrs næsefløje.Romanen langer ud efter forestillingen om et andet rum end hovedpersonens.Romanen finder udveje på problemer vi først kender i dag.Romanen polemiserer mod snart sagt alt andet end handlingens mænd.Romanen triller en enorm diamant ind på samfundets scene.Romanen svækker enhver der vægrer sig imod at læse den.Romanen lever ikke mindst i kraft af den manglende passiar.Romanen evner det som ingen revolutionær hidtil har evnet.Romanen slukker lyset med et endnu større og sandere lys.Romanen finder vej til samfundshjertet som et svin finder trøfler.Romanen svirrer som en bisværm mod magtens bastioner.

(fra renes side)

Krigen, byen og det politiske

"som man kan se med dette futuristiske projekt, der i vid udstrækning er inspireret af den nylige tunnelboring under Kanalen, drejer det sig stadigvæk - som det også var tilfældet med opfindelsen af metroen i det 19. århundrede - om at rydde overfladen for alt det, den er fyldt op med: de alt for mange biler, der fyldte Paris, da Fulgence Bienvenüe skabte sin metro, og i dag bjergkæderne, Alperne med "Swiss-Metro""

har du lavet din metro,
her i livet?

har du lært at skære dit ansigt gennemfarbart,
Ødipus og Emma Gad, og Kantoner i Alperne -

så du kan se andet end juvenil blogspot, størknet
i blot det eneste ansigt?

at ta bogen, den guddommelige komedie
på skansen i den gamle krig mellem to vandrehære
åbenbart tilpas beskyttet

o, Sverige, jeg læser aldrig dine bøger nok!

det her meget; en kvinde, der ligger i sengen med sin mand
forladt af Kafka i det rene,
or: perfect work or life?

dromokratisk, siger Virilio, siger samtiden, tak.

ideen om ekspeditionen, igen et kulørt net, et sjak, et sprog af fætre, ude i verden, med projekter, og hvor er kvinden, over foragten gennem synålen ind i det uendelige respekt for

dedersens mennesker, hvordan vi gør det hele. og kan huske koden til banken. mellem hvad som helst.

han havde samvittighed.
julen.

Forleden så jeg den der russiske film, hvor en pæn trekant af søgere tager ind i en magisk zone, hvor alle ønsker efterkommes. det var en lang film, og først var forfatteren oppe på mærkerne, så scientisten, så den hellige. efterhånden blev den hellige svagere, og forfatteren, så nær målet, smutter pistolen i den sanitært-ruinøse pyt, hvor den falder ned, og en eller anden hjælper på den på vej.
Freud, jeg har malede knægtens et russisk billede, og havde pakket sækken, og lavede fingermaling over tre lange timer, og gennembruddet mellem alperne, overkomme tidens ledvogter, og måske derfor kommer jeg til at tænke på Murnau, en tysk stumfilmmand, der kanske lod svære bygninger trille ned ad boulevarden som om de var polske hattedamer, hvis evner for at spadsere i skoven var perfide.

Virilio er tung som en kran, og krigens tre bevægelseskomponenter er rakket for morbær. Kantonen, det første ikke-æble forsøg, med krigeren, nej, veteranen Nobi, er agil-moppet mod kom-tiden. der er lys og ingen kinin, og ej heller tøvende poster af lysstandere i Mandelsstams gade. der, hvor brækket kvæster.

kan det hænge sammen?

en mand kom op fra rugekassen, og han kom i kirke, og han tog en blanket for samfundet. i dette velokromati kan kirker, krikker og kiksekager gennemskæres af en metro, hvormed recitationer får ekstra pondus.

overkodet. samtiden. flå, som en kommunist, en suprematisk, strøelsen, ålen, fra ophobningens ordklasser. en ren uforagtet elsket kvindelig vinkel, staset overfor flygtningen.

få elementer, glitrende som honning.

intra-nettet. hans ottos bog. disse betrådte stier, enten persille langs med ruten, noget der er for svært at nette, man har været her før, og man forsikrer sig at fortiden gløder, og man udvider generøst, flere og flere flækker har man elsket, og elsket broen.

og bogen, som stormer ud af helshirtingen, ud af skindet og væk med marven, for at indgå i tusindfold med levende spotlys og insekter. i smolensk kom en bog ravende, travende. hvor travlt, eller hvor sund var denne bogs udvidelseshumør? krøllet ud over formen, så ordet kan blive lidt kød, inden kvalmen eller stjernen siger noget.

Fråde lavmælt

Jeg har lyst til at lægge det manus ud jeg har gang i.


Kantonen eller
Terpsichore is a whore.

to sektioner
1. syn, farve, optrapning.
2. vold, blindhed.

neat as a bird.

men jeg ved ikke hvordan man gør.

jeg sad og så Palin traske rundt i Hammerhøi, og han er jo moden for now, og da jeg besøgte min elskede havde hun sgu Vads monografi liggende fremme.

jeg tænkte at malere er heldige. de har koner, blivende uukrainske tøser, med opslået hår, og jeg tænkte i min dialogiske krampe når man ønsker at køre bogen ud over sin egen bog

at lave:

en super-tyst bog. interiør. konen kigger på aben (Hammershøi)

for engangs skyld indlevelse. ro. skønhed, sart som teenage-kiks.

hvor man dog hiver og flår i sin egen skabning for at se
noget.

jeg er flov, dog, over denne egocentriske start.

verden er verden.

Tomater

satans, jeg sku ha opsettet en figur, en karakter mandenstam baserede det egyptiske frimærke på, en hero-jøde, mast lidt i verden.

det tager lidt tid.

jeg har en ven der er kommet i besiddelse af
en fin slavisk poetisk-politisk samling.

så Rusland stunder lidt til.

den alder,
og så få tomater.

Immer die ost

hvornår lærer jeg at tage mig og finde et arbejde og ikke drømme om folk i min bil der kører gennem Rusland for at tage shoots og undersøge Mandelstams grav, for hvem er han, og ikke mere antropologi.

jeg har fundet et arbejde.
jeg skal ikke til Rusland i morgen.

her.

turen til Korea af ham der, ja.
turen til Iran af ham der, ja.

der er så kort tid.
jeg skal have flere tomater.

her kan jeg vise
jeg ikke ser verden.

overvældet. af muligheder. ja.

lorca bumler over bakken. verden er stået stille. kirkevinduet. de bøger jeg læser. at jeg hører musik og er et menneske der læser for få tidskrifter. har røget lidt. stoppet af salatfadet i Stengade. de sagde det var jul, og jeg kunne køre.

at min lallende eneste pointe er: Masse, åh, masse. fakler og indgange og udgange.

når jeg har arbejdet mig stærk, og læst en masse som mine dygtige venner

søger jeg efter kompaner til Shibulsk.

shibulksk?
læs noget Tranströmer. tænkte det måtte være etisk dialogiosk forsættelse. brække sig selv igen over udover formnødvendigheden. den klipper i kroppen. det er synet igen.

Virilio, Nielsen, mandelstam, brøndbogen, benn, synonymordbog. mere. tiden. tiden. isadora duncan.

her skat, jeg har lavet en juledekoration.

fragmenter. com. multibogen. digtsamlingen sidder ved katederet. den er en digtsamling, den refererer til solen og månen og skinnebach, men der os en digtsamling. bogen der tilter ud af sprækker, flov over at være bog, i det eksploderede. muligheder. nej, ikke fortyndelse.

han sagde epitafgh: overvældende.

bandt det sammen
i joken
over sweateren af bræk.

Scot Walker, æslet bræger. du har et sted.

du skal nok få mere mad.

What can be done?

jeg tænker at en ny bog kan opstå her. måske lidt lisom dennis.

åh de ekcentrisk skriblende

og de henvisende.

jeg har en far, der sidder et sted, og han har sine rejsende agenter. der skal være et spindelvæv. tråde, der føres sammen.

altså: værk i kim.

og det sociale?

what is going on?

men hvordan begrænse det?

Skyum begrænset.

en pato-kasse?

åh, verden.

Considerations

jeg skal, måske, til at overveje hvad det her, altså mediet.

men computeren er lisom

den der kusse-skrivemaskine i naked-lunch-filmen.

hvad optager mig?

mandelstam, sibirien.

kusse-teknologien.

jeg er næsten færdig med en ny kladde, immer overload.

jeg mangler blot en tekst, men mine fingre er forvirrede, dvs. skrivekolde.

pause. produktiv afventen. afhentet.

teksten er næsten skitseret: en mand er fanget i fangekolonien. en maskine har taget ham. skørt lyder det. han er blind. og her står man så

med slutningens fanebjælke der så gerne vil betyde hele bogen. klimaks. antiklimaks.

rod.

nå.

Roser og halløj

yeats in ruins

når spørgsmålet

nej farten

nej

hende

Newdome

is this newdome?