Den umulige digtning

Med den negative dialektik havde Opbryderen længe set på alting. Også på karnevallet, skønt dette løb af stablen under elmetræer og Dogville-lignende skønne settings, men så var det han ikke kunne lade være med at se denne imaginære hund gøende som noget arresteret. Det var den negative dialektik. Bevares være med det, tænkte han, og gik over Sufien, som nu havde sat sig på jorden for at kende denne. Karnevallet havde en evne til at opløse formerne, og når solen skinnede flød huden over sig selv til en anden, hvis duft blev til den andens. Det var hudens løsladelse, og så meget andet. Han kom til at tænke på - og så nej. Disse dispositioner. Oplandet tager fra Brasilien, musik og dans, og fra sig selv solens bedste egenskaber, og blander, og man ser folk trave mod Fælledparken, hvor Stadion for en gangs skyld tier. Det er to grupper af mennesker der i maj går mod fælledparken, men det er også to grupper af mange. Han drømte så, Opbryderen, om at mænd og måske kvinder kunne være menneske og bjørn på en og samme gang, og en anden gang, efter hypnosen slog igennem, drømte han om at jordens børn havde to biologiske fædre. Karnevallet havde tre kvinder, hans rute gennem bjergene måtte være en slange, formildende og logisk, og hans afsky blev siden forvandlet til et mandeltræ af Sufien, hans øde var sådan, og så kunne han puste. Stien var renset. Maj sprak som en gås ud over landskabet. Han gik til Fælledparken, resten var en umulig digtning.