Circuit Rimbaldien

Vi er nu ældre forslåede og bange slagne af hestekvinder to meter høje, der river vores arme i stykker og tager vores børn, imens bekymrings-avalanchen styrter ind over os. Pludselig rammer vi Diskotek Smedjen i Sønderborg, hvor en rockerklan i alle aldre tatoverer natten. Natten tatoverer. Mit frygt-parameter er slået til. Det hele er en lysende tragedie. Over Belgien, stakkels Belgien ind under Ardennerne til Charleville, hvor Rimbaud falder ned fra Ardennerne da han mærker at gru-blå falmer, så mere vagabondage. Den gamle vandmølle meler skønt åbningstiden forsøger at klukke langs Meuse ligesom vandet kalder på sønløst selvmord. Hvor han boede, de seks skrivende år, inden han æder lyset med strå. Hitter en ægtemand, æder ham igennem. Boligerne her, torvet, glemt er navnet, tiden stejler, klunke-brune indramninger der hvor et ækelt rådhus kunne stå mellem arkader af kaffe. Kører rundt, finder den forblæste grav, hvor hittebarnet flygtede for at op-rådne igen. Ved siden af mor. Ardennerne, som sender en træløs vind ned over Champagne og byen lavnet i brun, britisk råd. Faldende mod Paris uden fart. Af sted i vinden terror. Her. Bor han. Min mave bløder. Farten i bilen dræber mig op. Floden, som sender ham ad helvede til hinsides hitparader og kommentarer af stenet-tid. De små, der skriver for meget. De små, der ytrer-mig. Alt det hesteæderi, som er sarkofag-bundet i koprografisk grimhed af pytterier. Min ven græder ved graven og snakker om seer-brevet og om det ukendte og om digteren, mens denne knægt lossede sin grav gennem lysende metropoler for at opbruge menneskeknoglen. Nevermore! Den dobbelte billet, som Rimbaldinen sælger inden man skrår over gaden til digt-huset, hvor små russiske lydinstallationer messer om destinationernes spedalske steder: Aden, London, Harar, Cypern, Belgien. Belgien ligger her overfor som et øg, bulmende ned efter fladmarken skriger. Så man tonser eller ruller mod Paris, hvor banketten maler møllens møg. Han titter ind i den geniale, lyse cokehale og flår byen ud over tidsskindet ind i Borges-nuet. Større, lysende, befriet for små ånder, der bor i tidens musehul. Dræbt som jeg er af Ødipus igen, slår hestekvinden ned over mit åg med det splittede barn, og jeg kan intet se andet end otium ganget. De døde marker uden nærværet, det oprejste helvede ustoppet. I min bil må politiet sige at jeg dør seleløst, og jeg prøver at være fra denne planet. Mine ideer stopper ikke. Jeg er fanget. Fartstriberne kører gennem øget Rimbaud op over tysken ind i Aachen, hvor norden begynder. Mere død. Jeg vender tilbage. Drengen tog ud. Fotoet af ham neger-eksileret og tynd som en død tv-vært. Sproget går gennem indvoldene, som radioaktivitet. Hinsides moralen og arbejdet, forlader vi Rimbaud for at producere det middelmådige. Den eneste søn overtager huset, men faren er død for længe siden. Charleville-Mézières lave række af kostskoler og falmede miksede belgiske-britiske vafler grunder fibersprængningen, der laver en knagerække af fladmaste fædre.