Konfrontation

Så løber den første "Konfrontation" af stablen på Underwood. Det er den 2.12 klokken 20. Det handler om forholdet (det eventuelle) mellem litteratur og Eksil.

Underwood

Jeg er kommet lidt ind i varmen på bogbaren Underwood, og nu planlægger vi at lave en lille funderetank, som måske kan finde på spændende arrangementer af enhver art. Hvis nogen har lyst til at fundere i denne tank - eller hvis nogen bare har gode ideer til hvadsomhelst-arrangementer, er de meget velkomne til at rette henvendelse. Tak

Nedspildt spruttende af syre

Ikke så langt fra Åboulevarden findes der er en lille musikskole, som min søn frekventerer. Han er halvandet år gammel. I går var der forældremøde, og jeg mødte for første gang læreren Michael, som i to stive timer sang og fortalte om musikskolen og den måde han arbejder med eleverne. Han etablerer et centrum for børnene, han trækker på en vignet af Steiner og lidt meditation og snusfornuft og Halfdan Rasmussen og hvad man ellers fornuftigt nok henter med fra supermarkedet. Jeg afskyr igen. Min bagstræberiske tendens ihukommer Zarathustra. Jeg er knap og nap færdig som forfatter, alle politikere lyver, der er loppemarkeder overalt, og jeg arbejder med min vejrtrækning, og indser for første gang at Joyce ikke kan gentages. Dette sted her er en joke. Der kommer vand. Jeg baldrer min eretisme mod min søns sårbare bolværk. Konkurrencediktatur. At Tine fra Als får en skorpion op i kussen. En gangster trøstede min søn. Igår. Jeg kæmper. Om lidt skal jeg løbe. Bare lige det hele, kære venner, så I ved jeg er ensom. At det hele står stille. Hvor kommer den gode litteratur fra? Herfra? Thou Wish. Min fordel er at jeg har mange middelmådige ideer. Min røvtur at jeg ikke kan sortere. Der er ikke flere ludere i byen. Den lille helikopter står så fint på højtaleren, og jeg indser at Die buhnte ko handler om kærligheden, der findes via en massakre. Stripperen fra Odessa. Georgien er et fint land at rejse i. Vi er nødt til at tale om, benævne alle de tilstande, der er så vilde at livet næppe kan gå videre. Men det går videre. Resten er en legepark. Det er dog så dumt - det der foregår. Synes du ikke. Jeg har ikke længere nogen fidus til Pia Juul. Det er de færreste jeg har fidus til længere. Manden fra Vestegnen i golftraileren, måske. Men allerede svæver vi over vandene, ikke sandt, så hele og rummelige, efter vi har overstået det, efter vi siger: nu er det altså overstået. Men det er ikke overstået. Det er kun hjernen, der er overstået. Kroppen: den lider videre. Det lyder slemt, men også det slemme skal efterhånden tages med et gran salt. Babbo.

Den umulige digtning

Med den negative dialektik havde Opbryderen længe set på alting. Også på karnevallet, skønt dette løb af stablen under elmetræer og Dogville-lignende skønne settings, men så var det han ikke kunne lade være med at se denne imaginære hund gøende som noget arresteret. Det var den negative dialektik. Bevares være med det, tænkte han, og gik over Sufien, som nu havde sat sig på jorden for at kende denne. Karnevallet havde en evne til at opløse formerne, og når solen skinnede flød huden over sig selv til en anden, hvis duft blev til den andens. Det var hudens løsladelse, og så meget andet. Han kom til at tænke på - og så nej. Disse dispositioner. Oplandet tager fra Brasilien, musik og dans, og fra sig selv solens bedste egenskaber, og blander, og man ser folk trave mod Fælledparken, hvor Stadion for en gangs skyld tier. Det er to grupper af mennesker der i maj går mod fælledparken, men det er også to grupper af mange. Han drømte så, Opbryderen, om at mænd og måske kvinder kunne være menneske og bjørn på en og samme gang, og en anden gang, efter hypnosen slog igennem, drømte han om at jordens børn havde to biologiske fædre. Karnevallet havde tre kvinder, hans rute gennem bjergene måtte være en slange, formildende og logisk, og hans afsky blev siden forvandlet til et mandeltræ af Sufien, hans øde var sådan, og så kunne han puste. Stien var renset. Maj sprak som en gås ud over landskabet. Han gik til Fælledparken, resten var en umulig digtning.

For første gang

Træningslejren gav ham muligheden for at dyrke pest i lommen. Han satte af mod bjergene med pesten i lommen, og ingen så efter ham. Foran ham lå landskaberne. Han mødte en hyrde, han travede sammen med hyrden, så forlod de hinanden. De efterladte i realismen, hvor skellet brækker. En mor hæver sit barn over landskabet, solen rødmer. De efterladte i hinanden. Han husker ikke engang hvorfor han forlod dem. Nu gør han det. Det er den vej det går. Så prøver han at sammenligne de efterladte med blade han møder, dem, som brækker af træet. Men de brækker, de skruer blot et hus sammen, og en rutine, som de sten han bemærker på vejen. Det er hidsigt nok at sige at de efterladte brækker af. Hans negative dialektik er hidsig nok. En sufi står på vejen, denne har næsten tæmmet en drage, men han skeler på det ene øje. Det er ikke væsentligt at bemærke at øjenklammen hører denne legende til. Skønt han føler klarhed, opbryderen, mærker han at hjertet er tungt. Hvorfor er det tungt, når nu hjernen synes den har styr på tingene? Men hovsa: han er brudt op. En hader af sin race løb til forrykthedens skove, eller noget lignende, som der står på titelbladet af Saturn. Han havde sine forbilleder, det har man jo. Gid han kunne tage de efterladte som middelhavsblade og føre dem til stammen, så solen skinner i bjergene, og så han gik baglæns ud af graven hen til dem. Det næste billede kløver ham igen: han sidder i en have stol, og han ser efter vandet. Det er havet, som er blevet til vandet, og han ser det for første gang.

Det røde kapel

Jeg er et flæskesvin fra Greve
over den far der slog familien ihjel forleden
så jeg har altid lidt undt
helt fra de mindste klasser
før jeg så Mads Brøgger med rød pin i Nordkorea
der tog en spasser og en koreaner med
foran lederen hvor de marcherede til sorte skove
så jeg dyrkede en pin, og en kondi
nu vil jeg være ven med ham
som rolator.

Pute de la terre

På trettende år går jeg med hunden
rundt om skoven eller via hulvejen
som blinker den smattede maj.
Den har det med at snuble efterhånden
foran pommengrater eller kvæder eller min alt.
Den gamle gartner med kasketten
som aldrig segner
stikker i jorden.
Han er sød.
Små plantager skyder op, af overskudsmennesket
som os: vi tænker mindre på døden i dag.
Zeico raller - dens pels er stadig lys og fin, hjernen ønsker.
Så tager jeg til Rådhusstræde 39 og får et blowjob af den gamle

sydamerikaner, hvis røv tilbydes
for jeg får en go omgang.
Hun tror jeg er tysker, og hun prøver at sælge veninden.
Helligdagen i Sønderborg: sokker på tilbud, den gamle prøjsiske granat
som fårer gågaden.
Regnen slår ned gennem lynet tyst. Sandkassen en maske.
Hunden får vand. Det er nok. Rødderne trætner. Vasker
pikken.