Badehavet

Wim Wenders lyver når han laver himlen. Det er ikke himlen. Det er smuk sentimentalitet. Vi står som små skygger under tidens råkostjern. Tiden flyver over os, og lad os sige at evigheden griner ad os. Vi mopser med slåfigurer akkurat som Skyum-skov og Leonara-håreskår, for rummet kan se ud som om det venter noget af os. Krymmel af slåfejl under Wenders himmel. Små cykloner, der gør det ud for en karriere, for dette. Men når evigheden kommer satanisk med helleristninger og øskener af fortræd - sier - sir - morads og slåfejl fra - står vi i nutiden det blottede rum med vores små kasteller, som skyller ud i Vadehavet. Mennesket magter ikke at se Vadehavet. Det magter at se fyld. Men vores ubetydelige fylde er tom, og dommen venter, og menneskets evighed, som er fyld, frasorterer alt lortet: det bidrager ikke.