Western Congo

Vi bevæger os opover efter grænseområdet
bakkerne bliver til bjerge som teenagere
udvortes grønne fortryllende
hinsides menneskelige termer balloner
med bavianer og nærmest vinkelsyge træer
vrider sig ind i massen lurende og fløjtende
som drukne cikader, mit grønne, autist!

Vi har hakket alt ned. Givet dem børn
malket udflåden og de sprængte livmoderhalse
på jorden som det første alfabet.
Førstehjælpsarbejdere, se nu vores øjne!
Hvor lyset ikke kommer
koakulerer en kynisk masse
med radioaktivitet og mord
som sorte fakler
mens vi går kolonnen og efterlader dem på cikadernes
skråninger, abrikostræerne mister al fonetik -

Jeg kan huske kvinden bundet til et træ
taget så mange gange at volden blot er en ny søvn
ligesom fattigdommen og sygdommene. Vi knepper
lig - og Gunvald vores fange bygger brønde af dem når han
hallucinerer.
Morderblikket er skarpt, Berlin.
Vi har hørt om de Østeuropæiske tilstande
træløse spioner, nature mort og øde sne.
Vi kommer over grænsen, tager de sidste kvinder -

bryster parteret bryder næsten den totale erektion -

Og det eneste jeg ser er et slags trofæ - en bavian
der hoppper fra det ene træ til det andet, konstant med -
konstant over mig som en ny død

i det grønne langt væk herfra.