Skønheden og sokkelandet

Jeg har læst det meste af Yukio Mishimas roman Forbidden Colors på min tur til Estland, Letland og Rusland: om en gammel mandlig forfatter, der indstifter en hævnpagt med en ung smuk Adonis-type for at nagge på den unge kvinde, som har forladt ham.

Det lykkes: den unge bøsse bliver gift med kvinden, så hun kan blive evigt ulykkelig.

Det handler meget om skønhed, vi får fortalt at den unge mand er meget smuk. Så polemiserer Mishima (der efter endt triologi begik æres-selvmord) over skønhedens nedgang og den nye litterære reception. Førhen stod man stille konfronteret med skønheden. Kritikeren følte benovelse, han imiterede den, skønheden, saluterede den. Nu om dage napper kritikeren skønheden, går den efter i sømmen, han sætter sig på den og kan ikke finde sin plads.

Jeg er efterhånden totalt ligeglad med kritikere, kritik, litteraturens rolle. Jeg er optaget af skønhed. Jeg har mistet kastetheden, jeg er blevet et utænkende menneske. Jeg har købt hvide tennissko og tænker mest af alt på skønhed.

Man skriver når man ikke er konfronteret med skønheden.
I Dk, hvor drama er blevet til sokkeuld, har man mistet skønheden. Efter Rusland ser jeg så mange kyssende drengepiger at jeg bliver helt trist.

Jeg må flygte fra Props.
De er alt for venlige her. De taler alle sammen som terapeuter. Her er ingen, der vil tæve mig. Skønheden er en despotisk elitesag, hvis højrøvethed man har kvalt i dette smukke land. Koret bedugger skønheden med sange om urter og cykelkurve.

Skønheden er som en statue af Majakowski.
Den knitrer verdensfjendsk, den må forpestes af os folket: i sit eget uopnåelige pornografiske reservat.

Sker det at vi blander og kyssemøj her, bort fra skønhedens essens?
Jeg hører lyden af det forbudte.
Forstår man nu Nabokov etc?

Hvad har jeg fundet?
Rytmen. 1.

Braget, faldet, skønheden, kunsten i tomheden med fraværet af skønhed, dope. 2.

Tænkningen finder os
siger den dovne.