Thursday, July 5, 2007

Käsmu: et skivested nær dig!

Viru Valge


Jeg har fået et tilbud om at komme til Estland for at skrive i et forfatterhus, i landsbyen Käsmu, 70 kilometer øst for hovedstaden Tallinn, ved den finske bugt. Jeg skal op og arbejde på min roman. Legatet er kommet i stand gennem det danske forfattercenter Hald, hvor jeg så opslaget. Jeg har fået 3 uger i Estland, med flyrejsen betalt samt en sjat lommepenge, 100 euro om ugen. Som regel når man ansøger om at få en skriveplads som forfatter i udlandet skal man selv betale rejse og mad etc., så det er et fint tilbud jeg har fået.
Og hvad er så Estland? Jeg ved ikke ret meget om Estland. Det er et af de Baltiske lande, de Baltiske lande glider sammen for mig i en kedelig idiosynkrasi. Det er højt mod nord, nær Helsingfors og Skt. Petersborg, og da jeg altid har været draget mod sydens varme er det en ny oplevelse.
Jeg bliver hentet i lufthavnen af min kontaktperson fra den estiske forfattersammenslutning, Ainiki. Hun er sød og taler godt engelsk. Hun fører mig ud til en gammel Volvo Stationcar, hvor en mand, hvis navn jeg ikke kan huske, skal føre mig til Käsmu. Vi sætter Ainiki af, jeg får en kuvert med hele lommepengebeløbet, jeg skal blot signere. Det er sgu fint; en rejsende forfatter, der ved ankomsten får 300 euro i estisk mønt.
Da Käsmu ikke har et supermarked, ej heller en cafe, kører vi til hen til et supermarked, hvor jeg skal tanke op. Det får jeg gjort, får shoppet en masse, det er billigere end i Danmark og jeg kommer ud med fire fyldte poser, jeg har brugt lidt under 400 kroner.
Så kører vi gennem hovedstaden, langs et velkendt postsovjetisk landskab, med lange, meget lange, kedelige udfaldsveje, en sær tømthed, som om alle disse uendelige boulevarder blot venter på at komme ind til Tallinns historiske centrum, der er renoveret og smukt, og en lille smule mondænt.
Jeg tænker igen over hvor grimt man byggede i USSR. Og hvad der ligger bag al denne grimhed? Jeg har besøgt Ukraines hovedstand Kiev, der, skal det siges, var meget mere monumental og grim, endnu mere trøstesløs end Tallinns forstæder.
Der bor cirka 1,2 millioner mennesker i Estland, Tallinn har cirka en halv million, så vi er hurtigt ude af byen. Vi kommer ind på motorvejen, der skærer øst gennem Estland, på vej til Narva, grænsebyen ved Rusland.
Min chauffør siger ikke noget. Han hører klassisk radio. Jeg spørger om det er estisk musik, og han misforstår og tror jeg vil høre noget andet. Næsten ingen trafik. Det virker øde. Han er meget tavs og jeg kigger ud af vinduet på et landskab med masser af skov, uopdyrkede enge, og lidt forfaldne gårde i træ, der skaller i solen. Det minder mig om Polen. Næsten ingen kreaturer. Jo, chaufføren hedder Bart. Han begynder at snakke lidt, finder et kort over Estland til mig, så jeg kan følge med.
Han tager en mindre vej, nordøst, mod den russiske by Loksa, der ligger tæt på Käsmu. Cirka 20 % af Estlands befolkning er etniske russere, hvilket tilsyneladende er problematisk. For nylig fjernede man et russisk krigsmonument fra Tallinn, hvilket forårsagede demonstrationer etc. I Letland, naboen i syd, er andelen af etniske russere endnu højere. Jeg fik lejlighed til at besøge Letlands hovedstad Riga, som virker næsten tosproget. Man får fornemmelsen af spændinger, til dels, hvilket leder tanken hen på Balkan. Et kludetæppe.
Vi kører gennem endeløs nordlig skov, graner, enklaver af birketræer. Der er ingen trafik. Bart gør holdt ved et feriested, en sø, hvor man kan fiske. Solide bjælkehytter omkranset af skov. Der holder et par biler.
Huset i Käsmu er et meget smukt toetagers træhus, hvidt. Jeg får et pittoresk værelse, faktisk en lejlighed med soveværelse og arbejdsværelse. Fra første sal kigger jeg ud på en smuk, tom skolebygning, høje træer, en snert af havet som jeg kan skimte.
Foruden mig er der en estisk forfatter, Jan Kaaus, i huset samt hans kone og to børn. De har besøg af en ven, en estisk rockmusiker, med kone og børn. Jan undskylder for børnene, at de larmer, når man skal skrive og være koncentreret. De taler ikke meget i huset. Med mig. Estere er tavse, lidt forknytte typer, der minder mig om det nærtliggende Finland, og om tyste, finske film. Jan indrømmer senere, under festivitas (han har modtaget et legat), at estere er dårlige til at samtale. Han har publiceret 6 bøger, romaner, essays etc., og virker som om han har et navn i Estland.
Han er den eneste, der snakker, udover mig og en nyankommen belgisk forfatter, David Nolens, som jeg senere tager til Riga med. Han kone er stille, sidder koket i hjørnet. Kønsrollerne i Estland er traditionelle og lidt brutale. Kvinderne majer sig ud, går med høje hæle.
Vi snakker om litteratur, og Jan forklarer at Estland er et meget lille land, hvor alle kender alle litterært. Han anmelder, oversætter, er oversat til Finsk, som minder meget om estisk. Da Jan forstår at Nolens og undertegnede, på trods af blot to udgivelser, er tænkende forfattere, bløder han op og dropper sin patroniserende monolog. Han beklager sig over den estiske materialisme, at Estland har mistet sansen for metafysiske og at den nye massekultur er negativ. Han har ret. Käsmu er et sommerspot for rige estere, der kommer fra enten Tallinn eller Tartu eller andre store byer. De kommer rullende i biler, store Audier eller BMWer, meget større end man ser det i det moderate Skandinavien. Som regel er det unge, meget korthårede typer, der kommer i disse biler. På førersædet ved siden af dem sidder smukke, gejlede piger i korte kjoler.
Det er råt. Det virker som om det er et råt samfund. Forskellen mellem en enlig cyklende gammel ester og så disse skaldepander er enorm. Hele Østeuropa fungerer på den her måde. Der er en kløft mellem de gamle og de unge, de nye tider og de gamle. De nye bygninger er glittede og kommercielle, gamle hoteller fra sovjettiden står og forfalder. I denne kløft lever en brutalitet, som får en til at undre sig over at man har taget disse lande ind i EU allerede. Det har man sikkert gjort af økonomiske grunde, men ikke af empatiske-sensitive grunde. Denne helende faktor i et samfund findes ikke her, lærer jeg.
Men Käsmu er en meget smuk landsby med smukke træhuse, smukke stakitter, små skråninger, masser af brænde. Nordlyset skinner hele natten, hvilket jeg ikke har set før. Det er varmt og solen skinner. Käsmu har et gammelt kapel, man er protestantiske her, ligesom i Letland. Et par gamle jernkors på kirkegården. Og så er der et museum i Käsmu, hvilket er sært da landsbyen kun har et par hundrede indbyggere, højst.
Det drives af en sær starut, Arne, hvis familie har levet her i 300 år. Bygningen er fantastisk, et aflangt hus med rødt bindingsværk, med udsigt til havet. Foran huset er der en lund med æbletræer. Et par gamle hunde ligger og næsten dør i det høje græs. Der er et lysthus, et bådsskrog, en hjort står på en pynt og kigger i sydlig retning.
Arne har samlet ind til museet i halvtreds år. Der er alt fra gamle sovjetiske bøger til fiskegarn, Arnes egne dekorative malerier, gamle fotos, lanterner, gamle guides fra Nice og Brest i Frankrig. Arne har en hue på hovedet, han er lang og ranglet. Man giver blot en donation for at komme ind, men døren er altid åben ind til museet, der har en sær status i Käsmu. Forfatterhuset har ikke adgang til Internettet, så man går ad den smukke sti ned til Arne og kobler sig på nettet wireless. Så sidder man i en gyngestol og googler, mens Arne laver en kop kaffe og hundene slanger sig i græsset. Det er et utroligt sted.
Arne, ligesom alle andre her, siger ikke ret meget. Man hilser ikke på hinanden i landsbyen. Folk ser ikke på hinanden. Senere får jeg lirket Arne lidt op. Han sidder og syr gamle viking-lædersko, hans hobby. Han vil gerne tale, fornemmer man, men det tager tid. Han snakker om Rusland, hvor mange problemer der er med russere. Folk her føler sig truet af Rusland. Det er som om Ruslands fantom slår en syg skygge ind over landet her. Det er som om der noget galt i Rusland, og at hele den gamle østblok slås med symptomer, som Rusland oplever desto mere udtalt: fraværet af en empatisk kultur, krydret med brutal materialisme.
Fraværet af en mere langsigtet, harmonisk udvikling.
Jeg kommer da også til at opleve brutaliteten, da jeg på en cykel tager til nabobyen Visu for at drikke en øl fredag aften. Ind i byen ruller dyre øser. Unge mænd, meget fulde og støjende, og gejlede tøser, der svanser rundt i den lyse aften. Jeg møder et selskab, jeg sidder med dem, vi har det sjovt, men en af mændene, en stor krabat, ser sig ond på mig og da vi senere får en dram i et nærtliggende hus får jeg pludselig en knytnæve i ansigtet. Derefter vil han skåle med mig.
Man bliver bange for disse korthårede, estiske mænd. En anden gang oplever at jeg stå og snakke roligt med en lokal, da hendes mand uprovokeret sparker mig i skridtet. Kløften mellem disse smukke, gejlede piger og de store, grove mænd er ligeledes enorm. Folkevandringen af piger fra øst mod vest skyldes, tror jeg, denne grovhed, den mangel på empatisk kultur. De kigger på en, glor, men er hæmmede. Det er som om hele kulturen ikke har lært at tale.
Man begynder at tænke på landets historie, den abrupte overgang fra Sovjettiden, klimaet, koldt og mørkt med minustemperaturer ned til 30 om vinteren. Jeg bliver irriteret på disse grove typer. Man tænker at bøsser og homoseksuelle får bank her eller bliver chikaneret, men jeg husker også mig selv på at jeg er langt ude på landet.
Det er sjovt at man som dansker føler sig som en spradebasse her. Jeg kan ikke lade være med at tænke på sorte finske roadmovie-film her. Fraværet af udtryk. Det tavse. Og man tænker på hvor svært det er, hvor lang tid det tager for en mild, empatisk kultur at opstå. Som vi trods alt har, på en måde, i Danmark, når man ser det fra Estland. Det bliver en stående vittighed i huset, hvilket Jan understreger, at man tager til byen Visu 5 kilometer væk, hvor der supermarkedet ligger, for at blive punched. Han har selv prøvet det: at blive chikaneret for at have skæg. En intellektuel.
Jan tager af sted til Tallinn for at arbejde, og efterlader sin kone med børnene i huset. Hun slæber rundt på dem hele tiden. Selv siger Jan at der er ligestilling her, men det virker meget forkert. Ligestilling i Estland, uformelt, er en by i Rusland.
Så kommer der flere mennesker til huset, Jans kones familie, men man hilser stort set ikke på hinanden. Andre mennesker bliver fjernere, og jeg er glad for at David Nolens er her. Han er søn af den berømte belgiske poet, Leonard Nolens, lærer jeg. Han er meget sympatisk og belæst, på samme alder som mig, og sammen snakker vi litteratur til den lyse morgen.
Det er med David Nolens jeg tager til Riga. Det er blot 300 kilometer, men det virker som en helt anden verden. Det er varmere og mildere, folk udtrykker mere. Estland bliver det kolde nord. Et land halvfortabt i en stor russisk provins fyldt med graner.

1 comment:

Maa said...

Storartet beskrivelse af Estland og Käsmu. Jeg bor selv taet paa Käsmu og genkender det hele, omend jeg aldrig har oplevet vold rettet mod mig selv...
De historiske begrundelser bag nudagens estiske samfund er en stor meditationskilde.