Polemik mod alle

Jeg sidder stadig i Beirut, og bliver mere og mere mystificeret over byen, den konflikt - jeg ikke har en jordisk chance for at forstå, og jeg er måske en hjemmefødning, for når jeg ikke maser videre med min nye roman "The Magpie on the gallows" eller sidder ude ved Manara og ser ud over Middelhavet og drøvtygger mig igennem Rousseaus "bekendelser" plugger jeg ind på diverse danske blogs, som er kedelige, dumme og fortabte. Således Levinsen-sagen, hvem han end er, skønt jeg har forstået at man på Posten derovre er ved at kåre den bedste roman? Jammer! Det var ikke muligt for mig at gro fuldskæg, dertil er min hud for fedtet, men den lidt seje, seen-it-all Mellemøst stemning griber en om bollerne, og så hører man på eller læser om disse blege, akademiske lyrikere og anmeldere, som sovser rundt i en vælling af ingenting, ingenting, ingenting. Disse mennesker, set fra Beirut med næsen i sky, har intet prøvet, højst en skilsmisse. Vi bor i et land, der har sejret, sejret så meget at litteraturen ikke har en prut at rode med længere. Bort er karma, i sidste ende vold, ergo erfaring, som ingen af os har. Jeg er godt klar over at Congo ikke producerer stor litteratur, men vi har et problem. Vi ikke bare ikke ser hjørner, altså fare, afgrund, vi besidder den ikke længere. Vi degenererer til dagligstuen, til systemer og provinsen. Vi er nødt til at opfinde en ny, virtuel afgrund. Vi er simpelthen så forkælede og uskyldige. Hvor vidt dette afgrundsforsøg er ægte eller ej er ligegyldigt. Jeg føler mig tvunget ud i en atter frenetisk, stupid afgrundsdyrkelse for at tjene litteraturens ret til afgrunds-nuancer. Kulturen omringer os, det skal den gøre, det er fredens fine pris, men den salige muse, sat i Tårbæk, i små klummer, hos bloggens kammerstue, det er frusterende. Vi står overfor et opbyggeligt paradoks: at skænde freden og roen, at skulle bevæge os, at blive klogere og mindre akademiske og simulere at Hades eller Ringsted rummer en afgrund vi kan komme videre med.