Across the breeze

Det du gør er farligt. Det er så ensomt at skive.
Det er under mange år du har prøvet at lære det. Hvad
er det?
Og hvad er vi?
Min hjerne, hans turnus
atter i dalen af misantropi.
Jeg kan kun se hvor åndssvage I er.
En sjælden gang litteraturen, når vi drikker kaffe
en rebel skinnende langt ude af vejen, det eneste ægteskab.
Det er som ilt, ikke, Lucie.
Længere, længere!
Jeg kan kun komme længere afsted.
Litteraturen er farlig.
Hej, Tangier.
Casino og tabssted. Planeten er uvirkelig, tøser med røde læber
på skærmen af sethed.
Mere ilt. Vi er drenge, vi er danske drenge, som skal knalde
dalene af disse, lærere, lærere i det grønne inden de dør.
Her er grænsen, udvisket.
Det er ilt, det her. Lille tamponmajor, ved skinnerne sirlige
med vågenskjold og pas til iltens Arktis. Pis.
Alt er vendt mod dæmpningen af rædsel. At sige det
er langt inde i livet.
Måske Pessoa, som en slange, ud af rygbindet
ind i en ny bog?
Også det, ikke. Ilten. Det er selvforstærkende.
Ilten, frygten, den længste vej.