De berusedes vej

Det sneede, og han skulle nordpå. Nordpå, det er for mennesker med rettigheder. Ikke for Gaza, sandt som man siger virkeligheden overgår fantasien. Ikke for aftenshowet. Det er terapi. Det stinker, men det vidste han ikke. De vidste heller ikke Jesus var araber. Det er noget man let glemmer. Han gik i rabatten, han var fuld, han så en statue af en mand skuende ud over bæltet, og mange linere som trak både sydpå og mod nord. Han kom til villaen. Han faldt ind i skoven, snublede over et kors og en epitaph. Han faldt i søvn i sneen, og drømte om landet med de mange levende svin, som man efterhånden forfremmede til alt muligt andet. Hans mor så ned på ham, fra lunden, hvor han rystede stammen, han slog ud efter hende og hun forsvandt. Han så igennem. Det var en kold nat. Inde i villaen skinnede lys på lys, de drak rødvin og diskuterede poesiens fremtid. Poesien, som er grum. Han døde af kulde. Men han var inviteret. Det gik ikke, det går ikke så let når man er fra Gaza. Så let er det heller ikke. Vel?