Balder von Gaza

Det var første gang han var inviteret. Men Gaza var seglet til. Israelerne tillod hverken mennesker eller varer at komme ind eller ud. Han tog hen til mundingen for tunnelen, han så ned i den og betalte som man bør. Fra Cairo kunne han komme derop. Han gik gennem tunnelen, som de altid havde gjort, dem som forsyner verden med ord, dem, som måtte gå, og dem som i den arabiske verden flyttede rundt på roser og de store ord, hvorfor han måtte derop, for at gøre ordet mindre, også hans. De pegede retningen frem. Han vidste han ville komme ud i Sinai, og at en træt Mercedes kunne gøre ham til Cairo over Suez, at Europa gjorde hvad det kunne for at smugle olie og brød ind i Gaza, og nu var han en digter, som flygtede. Måske ville han ikke finde hjem? Han kom op fra tunnelen, kom til Cairo, hans hefte lå i lommen, han var kendt, han var næsten matyrisk, han gad ikke noget længere, måske skrev han ikke mere. Han er landet i Danmark. Han går langs med sundet, hvorfra man kan se Sverige. Han har hørt om folkestyret, om spritforbuddet. Ikke kun Gaza, eller kroppen, munden som hos druserne, alting. Den første sne faldt. Det så han. Den piblede ud af den mørke himmel, den skandinaviske himmel, den kulde de havde snakket om, hans mor, som så på ham, og måske vidste han ikke kom tilbage. Det var altid så nærliggende at snakke om eksilet, det lå i munden på alle arabiske digtere fra Marokkko til Oman, og Libanon var ingen undtagelse. Nu kunne han vade op ad kystvejen med den syngende lette fornemmelse af eksilet i munden efter han havde trængt igennem tunnelen, hvor mennesker som muldvarper maser videre med livet, med ilten. Han så statuen af en mand, manden skuer ud over havet. Han går hen til soklen, han ser han går hen til soklen, en perker som det hedder i udlandet, ugift, i det mørke bor de her mennesker, han skal læse op i Villaen, som efter sigende har tilhørt Karen Blixen, hvis liv og levned han kender, afrika og så videre, idet de alle sammen flyder ud over Middelhavet for at komme videre med tingene, hvis de da ønsker at sige noget som er mere nede på jorden. Men han er en mørk mand ved en statue foran det bølgeløse hav, som kun minder ham om ensomhed og død. At ligge i det kulde vand, færdig med metaforer, med elendigheder, der springer afsted over smarte ord for at skjule at de hverken har vand eller mad, og at børnene dør i gaderne, alt det. Han går videre og tænker på det store kontinent Grønland. Han får det aldrig at se. Men sneen perler mod hans hud, oppe på skrænten ligger det lykkelige hus med den lykkelige familie, og ind imellem skal sønnen brøle ad hvad som helst, hans strube åben og lykkelig, selv når han er såret, mod den åbne himmel i dette øde land, hvor man må sige hvad som helst. Kan han med det, med det åbne sin digtbog om Balder og Loke, den han har forberedt, og vise turen herop gennem tunnelen gennem sneen, så det er i orden at han gør det, tager den her rejse, når han ved han bare vil dø, at han ikke havde muligheden. At han ikke engang har drukket sig ihjel, bare visnet hen, skønt denne invitation minder ham om Europa, gamle slotte og ære.
Fortsættelsen af denne rejse er ikke Pamuks', Istanbuls skrævende skelet, som måske inkluderer, det er ikke hans, han rejse må være ørknen, fornyelsen der, skønt rejsen også kunne indebære at han fortsætter nordpå mod Scoresbysund eller hvad det hedder, han har læst om det, om de mørke bygder, hvor de gamle fangere harpunerer hinanden ihjel, mens rådne sæler og børn tugter gaden gudløs. Han kunne lægge i vandkanten som et kondom, som et hvirveldyr, hvis skæbne er beseglet som Gaza, at man ikke kan undgå flugten eller tilbudet om en klan, hvis ældstefødte allerede er martyr. Han prøvede at undslippe, nu er han faktisk indsluppet, som han står der foran det øde, døde sund, og imens Malmøs kristne julelys flagrer som dårlige tilbud ud over vandet. Han kan allerede se en toværelses med altan, breve hjem til Gaza om hans lykke, de penge han snart sender, han skal nok, mens mor invaderer hans litteratur som en ubetinget straf. Han tvinger sig selv til at gå videre. En lukket restaurant, joller og diverse opslåede som bjørne i vinterhi, hans advarsel, den nordiske musik, som lukker lyset ude, som lukker stilheden op som en sardindåse, i tåger af ensomhed. Den film, nåja, hvor bastarden sendes ud over havet i en kistebåd, tågen. Mennesker, mennesker, hvad de er, som står på bredden og vinker, og går hjem til samfundet, tåger.
Så skifter han retning, går i skoven, op over volden, og følger en sti, som snor sig mellem store villaer. Han forpasser, så godt han kan, bannere og blodhævn, og livvagter og selvmordstanker, han står så godt han kan som en dansk vand og ser ud over sundet. Det, det, måske er det hadet, at han ikke fik en chance, når han oversætter dette heldige samfunds mangel på viden, så han kommer som et koryfæ og ved meget mere, mens de så godt de kan prøver at forstå og sætte sig ind i hans små fortællinger om olivenlunden, den opsprættede hest, den gamle landsby, som nu er bombet til med miner, og hvor bedstemor vaskede udenfor huset. Sneen, sneen vækker ham næsten, hudens små åbninger suger væden ind, ind i hjernen, som sprudler som champagne, lyset fra Tel Aviv, jorden. Han ser en forknoldning, en gravhøj og sætter sig. Han tænder en cigaret, han ser over mod det nærmeste hus, hvor lyset på eventyr vis skinner. Han kan se det kristne træ inde i stuen, guirlander, det minder ham om H.C. Andersen, han har læst ham, en oversættelse fra Beirut, smerten, når man kæler for den, bliver et eventyr, om eventyrlunden, før fordrivelsen, og nu: den dobbelte fordrivelse. Og så skal han ellers gå ind i aulaen, over de store portrætter, sådan må det være, poesien halet og halet ud til at være en fredspris, et latterligt minde mellem brødre, som aldrig kommer til at forstå hinanden. Hans tanker. Hans tanker. De har det med at sive ind i kulden, han er ikke engang med, de letter inde i kulden som små helikoptere, der fræser ud over indlandsisen, mens han blot behøver at ligge og være Balder, eller skarabæ, og at han ikke kan fortsætte. Skulle han fortsætte ville det være en teknisk vej, kuld som natten her, måske overkommer han ikke at styne Middelhavets store metaforer, ihvertfald drømmer han om en kulde, som ikke emner af at han slutter. Han slutter. Han kan se træets silhuet mod himlen, naturlige blækspruttearme i hans øde katalog. Og måske, når han træder ind, repræsenterer han Gaza City, ikke kampen mod metaforen, afhændelsen af den påtvungne, krigeriske identitet. Det er let, det er let, tænker han, og natten, kulden svøber ham ind i sig og han dør som en smuk fuser, en halv kilometer fra huset og lunden.