Hele tiden have den følelse
ikke at have lov, som min søster os har,
ikke være her, ikke ånde, hvorfor?
Og altid drømmen om fængslet. Hvorfor?
Loftet, stuk?
At gå rundt i min lejlighed, net og pæn,
og hele tiden døden, dødens små trusler
i min gener, fortalt, truet.
Jeg er et truet menneske. Jeg har ikke lov.
Derfor er jeg en taber. Jeg
er bange for jer. I kan, jeg kan ikke.
Fare, fare, fare, rim, far. Må jeg rime, far?
Åh, jeg ved det: jeg er gået over stregen igen.
Og hvad betyder stregen?
Altid, ensomhed, velsagtens?
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment