The magpie on the Gallows

Du har den ilt
fordi du fik skovbranden
skovbranden som pulser viljen
under ungdommens musik.
Bastian, du er et barn man ikke kan nå
asmatisk soldreng med drage og slør
mens amerikanske forskere opfinder træer for at imødegå
iltsvindet
viljens sejr.
De will have facebook
du vil have en vinstok under hjertet
kørebanen siger man er tidløshed.
Det er godt at køre bil.
Det er godt at vide hvem man er. Det er godt.
Denne kant mellem nonsens og ilt. Det.
Da man omsider kom så langt så man at kunsten.
Så at den bøjede som en vindpibe
rettet mod horisonten, en indianers fjer i altingsånden
videre formularer ind i mørket for at lave fæces
thi Preben Major lever privat og hæsligt
disse dale disse skrænter
mellem tågen og imellem tågen og røret
jeg ser et rør udenfor dette
jeg ser et rør udenfor dette
The plant is wild like the wind
lillebror kommer galt afsted igen
først får jeg lattergas, så
får jeg lattergas og dadler, min politiske opdragelse
får mig til at sprøjte ilt ud til jer -
alting er en færd gennem tåger
mod virkelighedens bøjelighed iført tåger
så du står og så jeg står
og udenfor?
Gud, er du udenfor?
Han beder om mindre smerte.
Resten er rejsen mod stilens apokalypse. Det er iltens
triumf. I.
Men udenfor, som en guldkalv, blomstrende og vent
fra ilten
åndenød mod udenfor.
Hvad er udenfor?
Det, som vinder over forstanden. Hej! En
dag, efter, hvis slørhalen, skybruddet, den perfekte sammenkomst
med sugerør og snorklen mod blandingen
af stil og hjerter.

Balder von Gaza

Det var første gang han var inviteret. Men Gaza var seglet til. Israelerne tillod hverken mennesker eller varer at komme ind eller ud. Han tog hen til mundingen for tunnelen, han så ned i den og betalte som man bør. Fra Cairo kunne han komme derop. Han gik gennem tunnelen, som de altid havde gjort, dem som forsyner verden med ord, dem, som måtte gå, og dem som i den arabiske verden flyttede rundt på roser og de store ord, hvorfor han måtte derop, for at gøre ordet mindre, også hans. De pegede retningen frem. Han vidste han ville komme ud i Sinai, og at en træt Mercedes kunne gøre ham til Cairo over Suez, at Europa gjorde hvad det kunne for at smugle olie og brød ind i Gaza, og nu var han en digter, som flygtede. Måske ville han ikke finde hjem? Han kom op fra tunnelen, kom til Cairo, hans hefte lå i lommen, han var kendt, han var næsten matyrisk, han gad ikke noget længere, måske skrev han ikke mere. Han er landet i Danmark. Han går langs med sundet, hvorfra man kan se Sverige. Han har hørt om folkestyret, om spritforbuddet. Ikke kun Gaza, eller kroppen, munden som hos druserne, alting. Den første sne faldt. Det så han. Den piblede ud af den mørke himmel, den skandinaviske himmel, den kulde de havde snakket om, hans mor, som så på ham, og måske vidste han ikke kom tilbage. Det var altid så nærliggende at snakke om eksilet, det lå i munden på alle arabiske digtere fra Marokkko til Oman, og Libanon var ingen undtagelse. Nu kunne han vade op ad kystvejen med den syngende lette fornemmelse af eksilet i munden efter han havde trængt igennem tunnelen, hvor mennesker som muldvarper maser videre med livet, med ilten. Han så statuen af en mand, manden skuer ud over havet. Han går hen til soklen, han ser han går hen til soklen, en perker som det hedder i udlandet, ugift, i det mørke bor de her mennesker, han skal læse op i Villaen, som efter sigende har tilhørt Karen Blixen, hvis liv og levned han kender, afrika og så videre, idet de alle sammen flyder ud over Middelhavet for at komme videre med tingene, hvis de da ønsker at sige noget som er mere nede på jorden. Men han er en mørk mand ved en statue foran det bølgeløse hav, som kun minder ham om ensomhed og død. At ligge i det kulde vand, færdig med metaforer, med elendigheder, der springer afsted over smarte ord for at skjule at de hverken har vand eller mad, og at børnene dør i gaderne, alt det. Han går videre og tænker på det store kontinent Grønland. Han får det aldrig at se. Men sneen perler mod hans hud, oppe på skrænten ligger det lykkelige hus med den lykkelige familie, og ind imellem skal sønnen brøle ad hvad som helst, hans strube åben og lykkelig, selv når han er såret, mod den åbne himmel i dette øde land, hvor man må sige hvad som helst. Kan han med det, med det åbne sin digtbog om Balder og Loke, den han har forberedt, og vise turen herop gennem tunnelen gennem sneen, så det er i orden at han gør det, tager den her rejse, når han ved han bare vil dø, at han ikke havde muligheden. At han ikke engang har drukket sig ihjel, bare visnet hen, skønt denne invitation minder ham om Europa, gamle slotte og ære.
Fortsættelsen af denne rejse er ikke Pamuks', Istanbuls skrævende skelet, som måske inkluderer, det er ikke hans, han rejse må være ørknen, fornyelsen der, skønt rejsen også kunne indebære at han fortsætter nordpå mod Scoresbysund eller hvad det hedder, han har læst om det, om de mørke bygder, hvor de gamle fangere harpunerer hinanden ihjel, mens rådne sæler og børn tugter gaden gudløs. Han kunne lægge i vandkanten som et kondom, som et hvirveldyr, hvis skæbne er beseglet som Gaza, at man ikke kan undgå flugten eller tilbudet om en klan, hvis ældstefødte allerede er martyr. Han prøvede at undslippe, nu er han faktisk indsluppet, som han står der foran det øde, døde sund, og imens Malmøs kristne julelys flagrer som dårlige tilbud ud over vandet. Han kan allerede se en toværelses med altan, breve hjem til Gaza om hans lykke, de penge han snart sender, han skal nok, mens mor invaderer hans litteratur som en ubetinget straf. Han tvinger sig selv til at gå videre. En lukket restaurant, joller og diverse opslåede som bjørne i vinterhi, hans advarsel, den nordiske musik, som lukker lyset ude, som lukker stilheden op som en sardindåse, i tåger af ensomhed. Den film, nåja, hvor bastarden sendes ud over havet i en kistebåd, tågen. Mennesker, mennesker, hvad de er, som står på bredden og vinker, og går hjem til samfundet, tåger.
Så skifter han retning, går i skoven, op over volden, og følger en sti, som snor sig mellem store villaer. Han forpasser, så godt han kan, bannere og blodhævn, og livvagter og selvmordstanker, han står så godt han kan som en dansk vand og ser ud over sundet. Det, det, måske er det hadet, at han ikke fik en chance, når han oversætter dette heldige samfunds mangel på viden, så han kommer som et koryfæ og ved meget mere, mens de så godt de kan prøver at forstå og sætte sig ind i hans små fortællinger om olivenlunden, den opsprættede hest, den gamle landsby, som nu er bombet til med miner, og hvor bedstemor vaskede udenfor huset. Sneen, sneen vækker ham næsten, hudens små åbninger suger væden ind, ind i hjernen, som sprudler som champagne, lyset fra Tel Aviv, jorden. Han ser en forknoldning, en gravhøj og sætter sig. Han tænder en cigaret, han ser over mod det nærmeste hus, hvor lyset på eventyr vis skinner. Han kan se det kristne træ inde i stuen, guirlander, det minder ham om H.C. Andersen, han har læst ham, en oversættelse fra Beirut, smerten, når man kæler for den, bliver et eventyr, om eventyrlunden, før fordrivelsen, og nu: den dobbelte fordrivelse. Og så skal han ellers gå ind i aulaen, over de store portrætter, sådan må det være, poesien halet og halet ud til at være en fredspris, et latterligt minde mellem brødre, som aldrig kommer til at forstå hinanden. Hans tanker. Hans tanker. De har det med at sive ind i kulden, han er ikke engang med, de letter inde i kulden som små helikoptere, der fræser ud over indlandsisen, mens han blot behøver at ligge og være Balder, eller skarabæ, og at han ikke kan fortsætte. Skulle han fortsætte ville det være en teknisk vej, kuld som natten her, måske overkommer han ikke at styne Middelhavets store metaforer, ihvertfald drømmer han om en kulde, som ikke emner af at han slutter. Han slutter. Han kan se træets silhuet mod himlen, naturlige blækspruttearme i hans øde katalog. Og måske, når han træder ind, repræsenterer han Gaza City, ikke kampen mod metaforen, afhændelsen af den påtvungne, krigeriske identitet. Det er let, det er let, tænker han, og natten, kulden svøber ham ind i sig og han dør som en smuk fuser, en halv kilometer fra huset og lunden.

Daydream nation

The wonder

Kom hadet, kom.
Du er så varm, byen er så kold, jeg
er så fortrådt. En ny dreng kommer til, Indien er
Sorø da
drengen træder ud under månen og den kastede fodsål.
Kom, kom dreng, og dø med os andre.
Gør ikke plads, lav ikke plads
til kærligheden og manglen på vilje, så dør du
langsommere end dem, dreng!

Hyperstation

De byggede fængslet uophørligt, a silverrocket
a dream for him.
Så fik han ampuller op i røven, da
han kom på hospitalet - det var dengang
han hørte Sonic Youth og pissede i en karaffel.
Så meget pis.
Men han fik nys om et romantisk land, delt -
i to skrænter.
Her er forfatteren, her er kritikeren
her er begrebet mod -
det var det, som var den store, ensidige, kedelige hiatus.
Mamma Mia. Indtrængningen i den store bange mås.
Hej, hej - det sagde de fra to lejre
i viljens tegn under livet som skøger.
Det så han, fikseret - det var stort: alt
er så stort, Lucie.

Silverrocket

Hvis nu bogen (Giza) jødisk vendte vrangen
ud
fra alt.
Og stod eller fløj eller skælvede ekstra-formeret
ind mod
jer.
Stilen, ekstrabogen. Resten er, er? gengivelse.
Når du har forstået det, så ring.
Stilens vilje til liv bonert, så?
Det er sikkert kun ulve-ådselsæderen en nat af had omsider
der åbner bogens lille åbning voldsomt
strør den ud i natten som popcorn
for altid ude af sidernes sammenhæng.

Across the breeze

Det du gør er farligt. Det er så ensomt at skive.
Det er under mange år du har prøvet at lære det. Hvad
er det?
Og hvad er vi?
Min hjerne, hans turnus
atter i dalen af misantropi.
Jeg kan kun se hvor åndssvage I er.
En sjælden gang litteraturen, når vi drikker kaffe
en rebel skinnende langt ude af vejen, det eneste ægteskab.
Det er som ilt, ikke, Lucie.
Længere, længere!
Jeg kan kun komme længere afsted.
Litteraturen er farlig.
Hej, Tangier.
Casino og tabssted. Planeten er uvirkelig, tøser med røde læber
på skærmen af sethed.
Mere ilt. Vi er drenge, vi er danske drenge, som skal knalde
dalene af disse, lærere, lærere i det grønne inden de dør.
Her er grænsen, udvisket.
Det er ilt, det her. Lille tamponmajor, ved skinnerne sirlige
med vågenskjold og pas til iltens Arktis. Pis.
Alt er vendt mod dæmpningen af rædsel. At sige det
er langt inde i livet.
Måske Pessoa, som en slange, ud af rygbindet
ind i en ny bog?
Også det, ikke. Ilten. Det er selvforstærkende.
Ilten, frygten, den længste vej.

Smashed up against a car at 3 am

Smashed up against a car -
car - menneske. Menneske. Du
færdes i en luftballon. Du, du
har fingre nu
ikke?
Det du siger angår dig. Det.
You did it again.
At have luft.
At have stil.
At de siger noget til bogen udenfor som giver stil.
Og resten.
Du, bog. Du ilt. Du punk. Du palads, min ide, du
om ånder gennem ånder, ligemeget. Du går bare rundt. A wondertown. Jac død.
Hvad er det her, du, så farligt at det ikke må siges nogensteder? Det er brysternes
galge?
Pumpernikkel, du. Ekstramoteret. Usleben
som ilt
gennem sundet af jer?
Du, du skal dræbes. Det er en amerikansk død, semantisk
fuld af teoretisk vakuum
ideologisk og ingenting. Og ingenting, du. Det, som var skåret
healer os
betydningen danser, du. Ilten, du. Du. Gennem skyer. Gennem
von Vogel. Den lille, den lille, du, rejser sig. Det handlen med heste.
Det private, det hemmelige, du. Du skal gå. Du skal købe ind. Bilen.
Klokken tre. Jeg er målt.
Jeg måler mig selv. Jeg er på mig selv. Jeg er den nærmeste bøsse.
Du.
Det er frost, i morgen du. Sammen med rytmen og Rilke, du, og
sammen henover skyernes etikette
tågen af du.
Du er i tågen. Du. Det gør ikke så meget. Det er lige meget.
Vi lever.

Da jeg var syg

Han kunne se Malmø, Ali. Derovre.
Ingen han kendte kendte Malmø. De sagde
han var sær
skrue ballader sammen. Habibi, Habibi
så langt hjemme fra var han.
De havde heller ikke set Hald.
Var Johannes Ewald virkelig den første
den første som sagde jeg
og hvorfor var kærligheden i Gaza anderledes
et duet masende mennesket under duetten?
Han så lyset. Der er villaen. Han rystede. Han gik i skoven
han drømte om brændevin
en synd
produceret til racen.
Åh, Johannes
du skal lære mig at sige Ali, Ali
Ali
uden fordomme, ikke?

Ach, Augustin

Hele tiden have den følelse
ikke at have lov, som min søster os har,
ikke være her, ikke ånde, hvorfor?
Og altid drømmen om fængslet. Hvorfor?
Loftet, stuk?
At gå rundt i min lejlighed, net og pæn,
og hele tiden døden, dødens små trusler
i min gener, fortalt, truet.
Jeg er et truet menneske. Jeg har ikke lov.
Derfor er jeg en taber. Jeg
er bange for jer. I kan, jeg kan ikke.
Fare, fare, fare, rim, far. Må jeg rime, far?
Åh, jeg ved det: jeg er gået over stregen igen.
Og hvad betyder stregen?
Altid, ensomhed, velsagtens?

Avaritia

Ligesom Stein sagde den ældre
at man måske hører sin egen stemme
under geniets højtaler
at høre det hele priviligeret med samvittighed, en
toakter, en pine nydt.
Stiger som en rotte ud af klynkeorgiet
hospitalets minimalisme, begæret skudt væk
for at trækkes af sted på en kærre
mod alting ønsket
nu.

Gula

Mere, mere
vil ha mere
men vi, siger Jacob på tv2 Charlie
at når vi har mere
vil vi bare have mere.

Luxuria

Manden: en slave.

Invidia

Længe, længe mis
undte jeg Jørgen Leth, ha
snakket med Trier over lidt vodka,
slagtet Haiti som en gentleman
sat på plader og på kommentatorposten, og bjerget
og det fine tøj og den pæne stemme
og at skulle skynde sig ud til luft
havnen.

Acedia

Vågner klokken tre, lidt Haydn
julen hjuler dem af sted
klassisk musik: livskvalitet.
Toldfrie smøger, et digt.
At jeg kan være så heldig endda
ser min hud meget pæn ud endnu
skønt jeg udstiller mig for at blive begæret.
Og så er dagen gået.
Hvem er jeg underlagt?
Alting. Men jeg har sovet godt, Hr. Bisp.

Superbia

Utroligt! Jeg er lavet af akser
fremmede dialekter
babels-prismet.
Som jer!
Ingen mæglinger!
Flader af stof af konflikt
lynsnare og sig selv skubber stoffet frem
fra kompleksets sår.
Healet af modsætningen: jeg kan!
Går ind mellem reolerne ind i bind efter bind
er det virkelig gabende, kaldende
en lille tipi til mig
en forudsigelig sejr?

Ira

Lige siden du stod i det gule lys, eller under det gule lys, et økonomisk lys, ude i Valby, og vejen, som fører op ad bakken mod de ribbede fabrikker, næsten sjælfulde i deres bankeråt, stod der, uvelkommen overalt, forvist fra luften og resten af mennesker, som tog din luft, har du drømt om at komme tilbage i en Porsche, så de kan se dig, så de kan se du har fundet luften, luft og lunger, ledsaget af den store hævn, som fortsætter Avaritia.

De berusedes vej

Det sneede, og han skulle nordpå. Nordpå, det er for mennesker med rettigheder. Ikke for Gaza, sandt som man siger virkeligheden overgår fantasien. Ikke for aftenshowet. Det er terapi. Det stinker, men det vidste han ikke. De vidste heller ikke Jesus var araber. Det er noget man let glemmer. Han gik i rabatten, han var fuld, han så en statue af en mand skuende ud over bæltet, og mange linere som trak både sydpå og mod nord. Han kom til villaen. Han faldt ind i skoven, snublede over et kors og en epitaph. Han faldt i søvn i sneen, og drømte om landet med de mange levende svin, som man efterhånden forfremmede til alt muligt andet. Hans mor så ned på ham, fra lunden, hvor han rystede stammen, han slog ud efter hende og hun forsvandt. Han så igennem. Det var en kold nat. Inde i villaen skinnede lys på lys, de drak rødvin og diskuterede poesiens fremtid. Poesien, som er grum. Han døde af kulde. Men han var inviteret. Det gik ikke, det går ikke så let når man er fra Gaza. Så let er det heller ikke. Vel?

Ørkenlandet

En ven sagde til mig
man burde tjekke Dubai ud
det blir lidt småt her
landet uden vinter

For Dubai, insisterede han
er den diametrale modsætning af Danmark

Skaffe lidt kontanter
filme lortet
en ægte Sabroe en core
Majdans foran sheikens stab

Spændende.
Hvad siger du?

Thessaloniki

Vi var kommet fra Gaza -
det vi gjorde var at gøre noget -
Den ellevte time sluttede
vi tog til Gaza
ind i Gaza: bomber og medicin
det er mørkt i tunnelen
vi har pandelygter -
ja, pandelygter.

Vi var næsten syge
brisen fra Amerika -
en anelse neutral altså
det pornografiske endsystem -

I Thessaloniki kæmpede vi mod enden
følt og forvaltet
de små finesser
hentet eller fundet hos rotter og bag rattet

Døden, syltet pornografisk
forvaltet politisk
var okay - nix pille

Alligevel slog hjertet.

Granatens natnede æble

Jeg har forladt mor og stenen
hunden og gården med granatæblet
det fremmede er mørkt og roligt
funktionaliseret død, men støttet af staten
sommetider en bekendt, et pigebarn
i natten
natten det eneste
forudsagt af Karen Jespersen -
førhen kunne jeg sige: Andy Warhol
mene det en anelse

nu har jeg lagt pennen ned.
De siger skriv om træet, eksilet, natten.
Jeg smiler.
Det er ovre.

Polemik mod alle

Jeg sidder stadig i Beirut, og bliver mere og mere mystificeret over byen, den konflikt - jeg ikke har en jordisk chance for at forstå, og jeg er måske en hjemmefødning, for når jeg ikke maser videre med min nye roman "The Magpie on the gallows" eller sidder ude ved Manara og ser ud over Middelhavet og drøvtygger mig igennem Rousseaus "bekendelser" plugger jeg ind på diverse danske blogs, som er kedelige, dumme og fortabte. Således Levinsen-sagen, hvem han end er, skønt jeg har forstået at man på Posten derovre er ved at kåre den bedste roman? Jammer! Det var ikke muligt for mig at gro fuldskæg, dertil er min hud for fedtet, men den lidt seje, seen-it-all Mellemøst stemning griber en om bollerne, og så hører man på eller læser om disse blege, akademiske lyrikere og anmeldere, som sovser rundt i en vælling af ingenting, ingenting, ingenting. Disse mennesker, set fra Beirut med næsen i sky, har intet prøvet, højst en skilsmisse. Vi bor i et land, der har sejret, sejret så meget at litteraturen ikke har en prut at rode med længere. Bort er karma, i sidste ende vold, ergo erfaring, som ingen af os har. Jeg er godt klar over at Congo ikke producerer stor litteratur, men vi har et problem. Vi ikke bare ikke ser hjørner, altså fare, afgrund, vi besidder den ikke længere. Vi degenererer til dagligstuen, til systemer og provinsen. Vi er nødt til at opfinde en ny, virtuel afgrund. Vi er simpelthen så forkælede og uskyldige. Hvor vidt dette afgrundsforsøg er ægte eller ej er ligegyldigt. Jeg føler mig tvunget ud i en atter frenetisk, stupid afgrundsdyrkelse for at tjene litteraturens ret til afgrunds-nuancer. Kulturen omringer os, det skal den gøre, det er fredens fine pris, men den salige muse, sat i Tårbæk, i små klummer, hos bloggens kammerstue, det er frusterende. Vi står overfor et opbyggeligt paradoks: at skænde freden og roen, at skulle bevæge os, at blive klogere og mindre akademiske og simulere at Hades eller Ringsted rummer en afgrund vi kan komme videre med.