Rollinger og runken sæd

Malonecity af Kasper Thomsen
--- anmeldt af Mikkel Bruun Zangenberg på www.litlive.dk 01-01-2007.
MALONE MIN BARE RØV- som Beckett kunne have ladet Mr. Louit sige det. Undervejs og ved vejs ende under læsningen af Kasper Nørgaard Thomsens længe ventede to’er (efter Baljen fra 2001) var jeg på skift træt, irriteret og plaget af kedsomhed. Det betyder i sig selv intet, og kan under bestemte betingelser sågar være en ubetinget kompliment – men er det ikke her. Det var den dårlige form for kedsomhed og irritation, der hjemsøgte mig. Den slags, der følger af at måtte trække sig gennem et træls optræk af uendeligt bedre sager, den slags der ikke leder til voltigeringer og sene udråb og forsinkede åbenbaringer (som med Gombrowicz).Jeg er også skuffet, oven i den bulede borsalino, jeg havde ventet mig bedre ting. På papiret er der tale om et subtilt post-avantgardistisk skoleridt, der via den klassiske hovedvej (likvideringen af det kartesianske subjekt og det aristoteliske plot) iværksætter en meta-refleksiv hyperdigression om en ”Peloton” – et kollektivt subjekt – der deporteres til Albanien, i tekstens univers en ny andenrangsnation (à la imperialismens New Zealand og Australien). Tilforordnet denne anledning-cum-antiplot er en række bi-floder; flokken deporteres i kølvandet på en koncert med irske The Pogues; vi har et par brødre, og et par albanske lokalstammer. Og det hele er naturligvis liberalt overstrøet med henvisninger til og ekkoer fra Hölderlin, Rimbaud, Artaud, Beckett, Céline, Sebald, Bernhard, Lorca, Jarry, Breton, Joyce, Pynchon, Blanchot, Pound, Kafka, Orwell, Huxley, Calvino, Proust, Miller+Durrell, Bachmann, Burroughs, Sacher-Masoch og markis de Sade, Deleuze og Guattari, Genet – og så som uundgåelig underlejring hele udtrækket (eklektisk og overvejende biografisk) fra Ovid til Swift og Swinburne (og med gæsteoptræden af Heidegger, bd.2 s.34). Mange nævnt, og flere utvivlsomt glemt. Herligheden er organiseret i to nummererede bind, delt i henholdsvis 6 og 3 kapitler af en art, og isprængt lidt kursiv og versaler her og der. Det interessante er som nævnt ikke, at Malonecity ikke lykkes, hverken på sine egne præmisser eller de som kritikeren måtte komme anstigende med. Det interessante er alene måden, hvorpå der fejles. Der er således ingen synderlig grund til som Erik Skyum-Nielsen i den danske avis Information at sætte psykologisk realisme og narrative storplots ind som normativ mod-norm, så falder man jo lige præcis – for mig at se – i den kedsommeligste fælde, nemlig at vi har en dydig front der opfylder en række kulturantropologisk dybtforankrede behov, og så modsat et antal unge avantgarde-lømler der tør lege oven på det forrige århundredes skraldespand. Beckett gjorde det fx, med Jean du Chas og koncentrismen – men uendelig meget kortere og mere virtuost end Thomsens ordrige og spastiske forsøg, og så var han jo også kun 19 dengang (se Beckett, Disjecta, Ed. Cohn, Calder, London). Retfærdigvis skal det siges, at Skyum jo også netop i sin anmeldelse kritiserede værket på dets egne tilstræbte post-avantgarde-præmisser.Men jeg ville ikke desto mindre gerne fremføre et par yderligere bemærkninger. For det første er der for mig noget godt ved, at Thomsen i det mindste formår at fastholde sin provinsielt frenetiske tone hen over begge binds i alt 360 sider; det er anstrengende og især anstrengt – men der er ingen faneflugt, ingen små smutveje, ingen snyd på vægten. Thomsens maveplasker er på den led konsekvent, om ikke hverken modigt eller originalt udført. Og jeg vil i modsætning til Skyum ikke på forhånd helt udelukke, at Thomsen har en slags talent, omend det godt nok længe har ligget og rumlet som hengemt sæd i pungen, set i lyset af Thomsens biologiske alder. Nu skal der vist rykkes, hvis det skal blive til noget engang i dette århundrede.For det andet mener jeg – som nævnt - i modsætning til Skyum at der ingen grund er til at skose manglen på subjekt og plot. Det er jo ikke dér, skoen klemmer. Nej, der mangler derimod en egentlig evne og vilje til at gøre andet end at bedrive den sært provinsbefængte og (sorry!) studentikose trang til at gentage alle de andre igen-igen. Det kunne måske være opløftende at se Thomsen anvende sin unægtelige sprogmaskine til andet og mere end disse hulahopla-øvelser oven på alle de andres liv og skrift. Åt skogan med Genet og Rimbaud og alle de andre små gamle tøsedrenge. Lav dog lidt tabula rasa, glem, glem, glem alt. Og begynd et helt andet sted. Blot for Guds og Allahs skyld ikke i Malonecity’s lille røde legebalje. Kasper Nørgaard Thomsen: Malonecity 1-2186 + 174 sider, Forlaget Anblik