Jeg er tilbage igen i vores land, og mærker neurosen komme. Den kom helt præcist da jeg vågnede. Da jeg gik i seng levede jeg helt ude i mine øjne, og jeg havde så mange (snobbede) forudsætter, hedder det vist. Jeg havde på Rhodos læst Dante, og paradiset, og jeg havde forstået hvad en digter (også) er. Så altså de billeder jeg havde taget af græssende geder skyr jeg lidt. Nuvel; jeg lægger nok et ud alligevel.
Til alle søde mennesker: hvis nogen ønsker at have skriveophold i det svale syd, hvor man bare er lidt sundere og lidt mere materialistiske, er der det her forfattersted på Rhodos, som selv jeg kunne komme ind på med en rudimentær ansøgning. Jeg fik en måned. Det er gratis. Man har udsigt til den tyrkiske sydkyst, Det agæiske hav, og havet er græskgrønt. Rhodos by har heldigvis minaretter og en masse historie, og man tænker grangiveligt at kultur er rykket længere og længere nordpå, og da Mærsk snart kan fragte 10 % af verdenshandlen nordenom, kommer jeg til at tænke på at Østgrøndland bliver det nye Babel/ akropolis. De har det svært der. Det glemmer man i denne lallende intetsigende blogverden, hvoraf denne er meget intetsigende, og jeg skammer mig, og ønsker at blive en mand, der sidder på yderspidsen af iris, og kigger varmt på verden. Efter Dantes tirader problematiserer man Celiné.
Jeg er sgu ked a jeg allerede sidder her. Jeg havde tænkt mig at købe et pænt sæt tøj i stedet for. Tænk sig at grimheden er evolutionær?
Jeg vil øve mig i at:
- sidde yderst på øjet
- sanse meget mere
- bruge mindre blog-tid
- læse meget mere/ klassisk
- måske erkende at der er tænkere og der er sansister og dem midt imellem.
Ak: først nu forstår jeg at kunstværket er umenneskeligt.
Jeg tænker meget over - forholdet: angst/ mod.
Ovenstående titel henfører til en gruppe jeg skal begynde i, hvor man lærer at være nærværende. Jeg er lige stået op fra de-fødslen. Jeg skal organisere mod-portioner i så amerikanske doser at jeg nærer mistillid til reel fødsel. Ironien i værk-immanensen? Ironien. Jeg læser Proust, og prøver at blive en dygtigere dreng, og derfor disse små skyer om sansning. Hold da op!
Det gir lidt ro: de mange sider. Den hattenåleagtige følelse af god-dreng-hed man får, flid, maser på. Ingen pamfletter, tårnet. Så mange sider. I verden.
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment