Opsætning for den gamle

Skriftens sanatorium

af Rasmus Graff

Kasper Nørgaard Thomsen har lige udgivet en for mit vedkommende længe ventet roman på forfatterforlaget Anblik, og minsandten om ikke det er en roman, splittet i bogstavelig talt to dele, to bøger. Titlen er Malonecity (1 + 2). Formatet er lækkert, samme størrelse som de fleste franske paperbaggenoptryk, dvs., bøgerne har størrelsen til fx inderlommen i vinterperioden, og trods bøgernes fine kvalitet, tilpas tykke omslag, tilpas behagelige kvalitetspapir, vejer bøgerne ikke særlig meget, dvs., man kan fx hvile hånd 2, mens hånd 1 holder en af bøgerne i en højde, i en stilling, der uden at volde smerte i håndledene, behager øjne og herefter et væld af andre krops- og tankedele. Nok om det.
Det er efterhånden fem år siden Kasper Nørgaard Thomsen, under navnet Kasper Thomsen, udgav en bog: debutbogen Baljen på Arena/L&R. Hvor Baljen er en spidsfindig roman af en citatcollage med stressende mange cirkulerende bogstaver, ord, sætninger, tilstande, referencer, er Malonecity ligeledes en intertekstuel, overkodet (tilstands)roman. I tekstens overkodning ligger der selvsagt det, at bogen er en kvalificeret samtidsroman.
Titlen, Malonecity, er lige til at forbinde med Samuel Becketts Malone Meurt (1951, da. Malone dør, 1963) og at sammenligne dele af Thomsens metode med Beckett, er ikke urimelig: også i Thomsens umiddelbart destruktive og til dels absurde omgang med sproget, opløses tragikken, ofte på en sjov, parodierende måde, hvilket gør, at stemningerne veksler mellem snart det ene, så det andet, så det tredje etc. Meget besværligt, men/og meget sanseligt. Hvad Malonecity ifølge Thomsen er, kunne meget vel være sproget selv, fx står der: ”(…) den grusomhed, som karakteriserer Malonecity. Jeg tror Malonecity kommer før mennesket, og regerer mennesket”. Senere i bogen figurerer Malonecity som et geografisk sted, hvor Skrigerne kan skrige igennem: ”De kan skrige i fred her, her er ingen rotter, her er ingen dommere – De vil ikke skrige mod nogen eller noget længere. Bare skrige. Renser det lungerne. Bare skrige. Når de skriger, få de det ikke bedre, men de får det heller ikke dårligere, hvorfor det er naturligt at blive ved med at skrige.” Sproget i Malonecity er lige så brølende. Det fortsætter, det skal tømmes, sproget!
”Det kan ikke være en regelret repræsentation”Meget groft sagt handler Malonecity om nogle danskere, der efter en koncert med The Pogues (et helt aldeles forfærdeligt band), deporteres fra København til Albanien. Som det står i pressemeddelelsen fra forlaget, ”har man indrettet Albanien som en andenrangs nation, hvor Nordeuropas uegnede sendes til. Dette følge kaldes Pelotonen, der kommer til at optræde som en slags hovedperson i romanen. Fortællingen om Pelotonen kombineres med diverse sidefortællinger, bl.a. en historie om en efterladt dreng i en bunker og en anden om to brødre, hvis skæbne afgøres af Pelotonen. Fortællingen finder sin slutning i Albanien, hos Krankenheimer, der dels afventer Pelotonen, dels kommenterer, hvad han oplever med to albanske stammer, Gegerne og Toskerne.” Hvis det ikke allerede er tydeligt nok, er sproget også en hovedperson.
Så er det altså også sagt på en pæn måde!, for der er intet andet at sige, end det går helt amok. Der er hverken start eller slut, kun midte, i bogens fletværk af handlinger. Det gør, at man virkelig ruskes rundt i betydninger, steder, tider, personligheder m.m., hvilket hænger udmærket sammen med et jeg, der i bogen siger: ”da jeg besluttede mig for at bortskaffe dette jeg, gjorde jeg det måske for at give plads til de andre.” De andre, der tales om, er alt fra Krankenheimer, Ezra Pound, William But (en navneparodi over den irske digter William Butler Yeats), Nietzsche, Byron, W.B. Sebald, Blanchot, Célin, en bror, Clarissa m.fl., til geografiske steder såsom København, Albanien, London, Kværndrup, Østrig m.m., der synes at få en plads, få en personlighed, der konstituerer omgivelserne og/eller omvendt. Andre gange er det decideret litteraturhistorie, der skrives, fx er der et rigtig smukt, men samtidig grusomt, portræt, to i ét, af Céline og Pound (hvorfor mon!), hvor Thomsen ender med at lade sætningerne gå (vellykket) i stykker a la den måde, Céline gjorde det på. Det må siges at være en kærlig hilsen.
Larm, på med sanserne!Der er aldrig stille i Malonecity, og når der er det, eller når nogle i bogen tror, der er stille, er det dumme illusioner. Fx skrider en fortæller ind et sted i bogen og siger: ”Ha! Stilhed. Det kan kun være en fælde. Vi hører den, stilheden, men hører kun os selv, som de bevidsthedsofre vi nu engang er, og som de skrækslagne, småborgerlige bøfler vi er, vi ønskede i tidernes morgen den spæde stilhed, men da den ikke kom, slog vi os ned på kritikken af historien, det må vi indrømme, på en forestilling, der tegner en fed streg i sandet: Se, mørket, som leder fra den mindste lille bevidsthed til det lokum, hovedet, som vi nu slæber rundt med, og som vi ikke magter at slæbe længere.” Læg også mærke til, hvordan kritik kædes sammen i en alvorlig, humoristisk og fartfuld stil. Og så er der sprogets musikalitet, man kan sagtens synge sig igennem sætningerne.
En af de mest sigende passager i Malonecity, er en apostrofe, der lyder således: ”For læseren må vide: Denne fortælling, grassat netop nu igen, af øjeblikket bestemt sådan, krummede sig bagover i tiden, fandt øjeblikket goldt, lirkede hele tiden blod ind i rummet for at kunne forlænges.” Malonecity består (også) af montager på montager, sammenkoblinger af tidsperioder, digtere, kunstnere m.m., der giver øjeblikket en ny form, der er et sted på grænsen af nutid, fortid, fremtid, med andre ord, en art eufori, en beruselse, en (tæt på) ophævelse af tid og rum, for nogle gange er det historien, andre gange er det samtiden, der trækkes på, nogle gange er personernes, tidernes, stedernes, identitet anonymiseret, andre gange ikke. Det gør det hele dynamisk, sanseligt, spændende. Som der står: ”De andre, her, er heller ikke prægnante, men indkasserede drastisk og anonymt. Alt andet lige så undgår man hierarkier på den måde.” Det er svært, ikke at tænke på fornuftskritik, subjektskritik og andre emner i nyere vitalistisk filosofi.
”jeg misunder dem, der bygger helårshuse, og altså har lavet en deal med livsrytmen”Malonecity er et åbent værk, her kan læseren gå amok, eller i gråd, i fortolkningerne. Værkets åbenhed kommer endnu mere til udtryk gennem den åbne brug af tegnsætning: der står aldrig ’?’ og yderst sjældent ’!’, kun ’,’, ’.’, ’–’ og ’…’, hvilket gør, at man som læser må afstemme værkets tone helt anderledes end i den herskende prosa og lyrik.
Nogle vil nok kalde det en ikke-litteratur, da værket er svært tilgængeligt (i hvert fald i den forstand, at der ikke er forførende, regelrette handlinger), men jeg vil i stedet kalde det en hypersanselig litteratur. På siddende røv kender jeg ikke nogle danske nutidige forfattere, der kan vride og tømme sproget til vanvid og skønhed som Kasper Nørgaard Thomsen. Han skriver, så man (gen)finder en frygtelig paranoia og en uendelig kærlighed for sproget.
Så kan man diskutere længden på værket. To bøger på henholdsvis 186 og 174 sider er meget at læse, særligt når plottet er så godt som ikke-eksisterende. Men her tror jeg, jeg har det som Lars von Trier, hvis yndlingsfilm er alt, alt for lange. Det virker i enden overbevisende, at Thomsen kommer så langt rundt i sproget og alt hvad dét medfører.

Kasper Nørgaard Thomsen: Malonecity186 og 174 siderAnblik