Tuesday, November 25, 2008

Beirut, lillebror

Denne by er den mest liberale i Mellemøsten, siges det. Jeg bor i Zico-house, et kulturhus, Zico er en storrygende karl, som er distræt og som ikke altid passer nok på det smukke hus han har arvet af farfar, gult, store balkoner og luvslildte skodder, en lille have med et par støvede træer, overlevende, heldige som de er, Beiruts altid pågående byggekaos, fra borgerkrigen, som sandsynligvis raserede de franske villaer, fra 2006, hvor Israel bombede Sydbeirut. Dette er en by som ikke kender sig selv, siger en australsk-libanesisk Phd-studerende jeg møder, den er trist. Det er måske sandt. Byen kender ikke sig selv. Det meste af downtown er en stor glasseret byggeplads, hvor importarbejdere sveder i solen, det er endnu 20 grader her i slutningen af november, downtown, som man laver om til high-lifeboliger, kontorer, en saudisk, nyrig region i byen, overskyggende Middelhavet og hvor den nye superskærmede danske ambasade ligger. Muligvis kender Beirut ikke sig selv. Men kan en by, som konstant ruptioneres af eksplosioner, ulige krige og indre infernoer kende sig selv. Der er 16 trosretninger, men en forfatning fra tidernes morgen kræver at statsoverhovedet er kristent, skønt shia-befolkningen har vokset den tilsyneladende elite, de kristne, over hovedet. I denne ny kører kuwaiteren rundt i en firhjulstrækker, en sigøjnertigger hustler, i Sydbeirut, hvor de fleste af borgerne bor, hylder man Hezbollah og stærke religiøse koder, i sunni-delen balancerer de unge piger på høje hæle, kapgår til fitness og skilter med plastiske plastre, som de har fået af lægen, der har forskønnet dem. At flashe sin rigdom, at være bevidst om sig selv, sådan er det åbenbart i alle kulturer syd for München, i sarajevo, i kiev, i Rom, i Beirut. Jeg har købt mig et cigaretetui, og mærker overkulturen trænge gennem det lille menneskes underpersonlighed. Men byen vil overleve. Udlændinge bliver respekteret, en frankofil etikke hersker. Overalt sidder sidder mænd på stole på gaden og ryger, mens vesten stormer mod en uvis konkurrences tåbelige destination, sådan må det være, Carsten Jensen. Her er konflikt. Det er derfor man kommer her. Det siger Lasse Ellegaard selv, det kunne Jan Stage have sagt. Det er derfor jeg kommer. Krater, ruin, at al kunst her degenereret handler om mordet og volden, som er en exit fra grøden oppe i Danmark, hvor kunsten efterfølgende, med mindre den spasser, må blive grød. Den tekniske sterilitet, som vel kendetegner den nyere kunst, kender man ikke her, hvor enken og det faderløse barn flyver over lærredet på den mørke maleriudstilling, som Zico-house houser i disse dage. Det er altid svært for kunsten. Man kan få det indtryk at størstedelen af de bøger, som udkommer i Danmark er syntetiske og fremmanede, grundede på sterilitet og skriveblokeringer. At der ingen nødvendighed er, hvorimod her, under kraftens og voldens svøbe - at den degenererer her. Som ulve om grøden bestormer de sortklædte, let blaserte intellektuelle her de få kulturarrangementer der er, en klassisk koncert, en filmfestival, hvilket dog udmærker Beirut i den arabiske verden un peut eftersom Damaskus, to timer væk, censurerer disse fine efforts, på nær Cairo, måske, som trods fatal pression, tillader noget. Det er sjovt at se, også, hvor mange støttekroner, støtteeuros, der kommer hertil, FN, utallige NGO'er, som hjælper med vand, miner, forhold i de palæstinensiske flygtninge lejre, uanerkendte som de er, fordrevne siden 1948, stadig med kampe mellem den ringe regeringshær og disse lokale palæstinensiske militser, for nylig en lejr totalt smadret, cirka 100 islamister holdt stand, hvis de kan hedde sådan? I maj i år indtog Hezbollah store dele af Vestbeirut, efter sigende også lufthavnen, en magtdemonstration. Hvorend man går holder der stationeret tanks ved centrale årer af veje, stillinger med sandsække, og overalt går vagter og soldater omkring med automatiske våben, hvilket man forbavsende hurtigt vender sig til. Overalt i Libanon, som er på størrelse med Sjælland plus holder der tanks, er der soldater ved vejkryds efter vejkryds - i et land, som har bjerge (3000 meter), kyst, cedartræer, vinproduktion, smukke egne, sammensatte. Drusere, en muslimsk retning, epigonisk benævnt af andre muslimer, ofte, fordrevet til enklaver i bjergende, kombinerende elementer fra mange store religioner, lukket for nye rekrutter, klædt i hvide huer og posebukser, se, det er en drusisk landsby, og der er kun 700.000 af dem i verden. En maronit! Er dette Armenien? Men Beirut. Jeg kommer ofte i Manara, som er muslimsk, ved fyrtårnet, helt ude ved havet, hvor den tyrkiske kaffe koster 6 kroner. Her sviner jeg sødt vinteren til oppe i nord og retter på solbrillen og tænder en smøg til 6 kroner pakken, hvormed antydet at helse-neurosen ikke er kommet til Libanon, og hvorfor skulle den også det, når 2006-traumet stadig nager? Når jeg skal have en lille en tager jeg til det kristne øst, hvor Beirut fremstår som en slikket, spændende, sexet festby, thi allevegne ligger der barer, den ene faktisk smukkere end den anden, blot kanøflet af trafikken, Jaguarer og gamle Merzedes-taxier, bombende afsted på billig diesel. Ofte glemmer man man er i Mellemøsten. Andre gange denne sidden på gaden, lykkekæder ringlet rundt mellem fingre, poppede duller, dytten, snackboder, en apatisk eufori, som hæmmer økonomien, må man tro, og lader Hezbollah trænge ind der, hvor fattigdom ikke tillader tandlægebesøg etc. At hade Israel her, det forekommer naturligt. At de sønderbombede HELE Libanon, stort set, efter Hezbollah havde taget TO israelske soldater til fange: veje, bygninger, civile etc. Når man atter, stupidt, drømmer om at gøre noget godt for verden begynder alle konflikter omtrent her, her i Libanon, den evige lillebror.

No comments: