Den imiterede borg

Det var efter hans timer som lærer
og efter hans rejser til Weimar
efter kysten overbeviste ham
om vinden og afstanden til idealet.
Se, han er et menneske, som har stirret på havet længe.
Han er et menneske som opfører historien
fordi livet ikke kan opføres.
Han ser sine medmennesker. Han ser på dem.
Hvor kloge er vi?
Først har han katalogiseret dem, det, alle stierne.
Så har han funderet. Vokset. Som en ballon. Han så engang
barnet som mistede ballonen.
Jeget dannede overjeget. Det var som et sejl.
Han mistede jargonen, han fik ikke flere invitationer.
Disse tangenter og partiturer
som han havde elsket
gardinets lille kammerhvisken
over den jampende fod og minutternes døs.
Han stirrer på havet.
Et sted må kødet have
på trods af Grækenland, Grækenlands nødvendighed -
have en tumult
foran vinduets lille stok
for ind i det hvide er jeg gået, efter svindlere
efter alt tog del i mig
hev til
fik om nødvendigt
således at spredningen mod det højste
dyr eller begreb
kender hvide togter over hveden i vinduet
mellem fred.