Butleren

Dem der kom ejeren for nær
kradsede han
remsede om Alice og andenverdnen
naturligvis en evolution blandt flygtende
mistede alle venner
oversatte fonetisk mumlen til steder
slog ihjel for ofte
havde himmelrummet
han var arveløs
han sled i det.

Sommetider et skvæt indefra
farver og gylp
en stikkende magisk bi
uddannet til at færdes udenfor.
Han kløede inderverdnen
ligesom en butler.

Han følte disse små tegn nyttede.
Men der var ingen grænser.
Det var grænseløs lykke for ejeren.
De gamle Mars-barer. Lige meget.

Det var næsten poesi, måske han vidste det?
Med lytterøret efter forvandlinger
små skred i valøren, en finte i legens univers?
Skønt han var ensom, var han - lykkelig.