Natten er stum, hinsides.
En gammel lanterne, konditor.
Jeg har spist mange kager, det har man bedst af
og vredet indvortes er glat. Er smuttet udenfor - dialekten.
Deres sprog hørmer. Du ser nattergalen. Kageformen
som har koraler, genhør
din byld mellem jer.
Det er kommet.
Sukker mellem tænderne, endelighed.
I jeres tærter.
Melodien er knækket, man har ej banebanen desangående.
Men i fuldmånen, den såkaldte sonate, glimtede råddenskaben.
Af homage og af melodisk tvang siger de det drejer, desangående
fremtidighed.
Jeg sender tjeneren ud. Mit hoved ryster.
Man rammer aldrig strengen som urystet udviser skønheden
efter løgnens skrammel er hørt. De frie marker ler.
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment