1888

De brændende kirker, barndommens
refræn, den sablede krikke under korset
fed farvelade og smuk død
tung som en avalanche.

1827

Natten er stum, hinsides.
En gammel lanterne, konditor.
Jeg har spist mange kager, det har man bedst af
og vredet indvortes er glat. Er smuttet udenfor - dialekten.
Deres sprog hørmer. Du ser nattergalen. Kageformen
som har koraler, genhør
din byld mellem jer.
Det er kommet.
Sukker mellem tænderne, endelighed.
I jeres tærter.
Melodien er knækket, man har ej banebanen desangående.
Men i fuldmånen, den såkaldte sonate, glimtede råddenskaben.
Af homage og af melodisk tvang siger de det drejer, desangående
fremtidighed.
Jeg sender tjeneren ud. Mit hoved ryster.
Man rammer aldrig strengen som urystet udviser skønheden
efter løgnens skrammel er hørt. De frie marker ler.

Jeg kom i stald hos Peter Laugesen

Jeg kom i stald hos Peter Laugesen
han mente alt skal nedskrives
en stemme ville tage bogen ud
som en voliere skinnende i verden
en anden nedbryde den
en anden stoppe
en anden være en anden i bogen
digtet taler i fjerne årtusinder
man kan høre dem falde bort som pytter
ride stilen
være nomade
fucked up nomade, bare?

Tusindårssutten

Men jeg glemte at sige
hvis du har tid skat
derude rådnende
at floden i skumringen laver den indlysende forandring
så patten hvisker om søde stunder.
Kulturen nu forenes med floden
i suget væk fra alt autentisk.

Drengen af kviksølv også væk i den håbløse autisme

Som om tiden amfibisk i den symbolske slange
en slange omvendt så kødet næsten synger
smurt og vi er børn igen.
Kom lad os være børn igen.
I avisen har de læber, vi er så forurenede
vi står gurglende på bredden i den olympiske flamme
en regnbues egenskaber over Rimbauds London
med mejsler trængt ned gennem samfundets symbolisme
mod enheden af vold og styrt og forurettethed
er det ikke moder intuitionen her?
Floden Chattooga - jeg har glemt hvorfor vi er kommet?
Meister - jeg har glemt min lektie.
Kom, spand os til med fortræd!
Drengen af kviksølv også væk i den håbløse autisme
hvorfor når vi har forladt dem
kun floden?
Klager du over floden?
Har du ikke opnået det nationale forlis
her stråler
tusinde børn vender gnomen i det afsides.

Vi har ikke andet

Vi får ud over skærmtid
visse gysser som sponsorater.
Afsted - sådan - man efterlader altid noget.
Så knalder man ind i himmel og skrænter.
En tør verden.
Efter få dage ser vi
hverken mongoler eller frie steder.
De har været over det hele før os.
Vi filmer alligevel.
Vi har ikke andet.

Ceremonien

Vi bor lige ovenpå kiosken
os til højre ser dem ankomme med støvsugeren
som skal rette op på frygtsamfundets tab.
Hvis det er et tab?
De fik en halv krop, fra varelageret
en gammel mongol.
Han skal brændes i morgen.
Der kommer penge imorgen.
Vi regner med at tage derind.

Mongolerne føres til Sydhavnen

De havde ruten den sorte diamant, motorvejen
Rødby, Hannover - det var meningen.
Men terrorister kom på tværs
så de endte i Sydhavnen
guf for journalister og efterlignere.
De blev ført ind i en kiosk, offentligheden ukendt
de gamle sodavand
de gamle lakridspiber stive i betrækket
som om slikindustrien måtte revurdere alle værdier.
Det var koldt i vejret.
En udflytterbørnehave hjemkommende.
Ejeren spærrede vejen for mongolerne, terroristerne
de pånød ham kodeordet Lucia
han havde hørt i drømmen.
Myndighederne kom lige efter.
Der er ingen fingeraftryk.

Elegi over mongolernes deportation

Det var en mærkedag, sikkert amerikansk
vi var klædt ens, optrådte ens.
En raket ramte et tag.
Vi kalder det en fuser.
Vi rører ved hinanden, nosser og så videre
ikke for meget.
Det var en hybridbus, anerkendt
som tog dem bort ganske snapt.
Vi klappede.
Vi rørte lidt tættere.
Nu er de væk.
Sammen har vi sendt dem væk
tænkte vi
Mongollandet kan de få.

An insider

Talspigen kom ud fra varelageret
hun talte til kioskejeren
han så bedrøvet ud, han lyttede
talspigen så bedrøvet ud, hun rapporterede
hun kunne næsten ikke få pusten
om de gældende tilstande derinde
han lyttede intenst
koma er relativt
de fik te og tiden gik
og nyhederne gik og viljen gik
talspigen blev grøn i ansigtet
hvad er det her sagde hun
så hellere inde
krudt til trods
hun så rundt på den ramponerede kioskverden
men mere udenfor fornemmede hun
vinteren og krisen og slaverne
at du kan sagde hun
du er velkommen
hun gik ind, han måtte vogte over dem.

Butleren

Dem der kom ejeren for nær
kradsede han
remsede om Alice og andenverdnen
naturligvis en evolution blandt flygtende
mistede alle venner
oversatte fonetisk mumlen til steder
slog ihjel for ofte
havde himmelrummet
han var arveløs
han sled i det.

Sommetider et skvæt indefra
farver og gylp
en stikkende magisk bi
uddannet til at færdes udenfor.
Han kløede inderverdnen
ligesom en butler.

Han følte disse små tegn nyttede.
Men der var ingen grænser.
Det var grænseløs lykke for ejeren.
De gamle Mars-barer. Lige meget.

Det var næsten poesi, måske han vidste det?
Med lytterøret efter forvandlinger
små skred i valøren, en finte i legens univers?
Skønt han var ensom, var han - lykkelig.

Sådan en rumlen

Spiritisten tog linje tre til endestationen
gik fra Valbyparken mod Mozarts Plads
det kom til kiosken
spærrede ørene op
i al den tid
sådan en rumlen bag væggen
uhørt.

Landet bag kiosken

De sagde
det er finanskrisens skyld
han taler om invasioner og mærkelige eksplosioner
han er ikke kommet ud af kiosken siden
en æstet siger han forvalter loven om
at slå først hinsides tanken
hvilket er pjat mener mange
kioskejeren rabler
ser ikke dagens lys
de snadrende mongoler glemmer han efterhånden
hele familien kommer til kiosken, fra udlandet
heller ikke til dem mæler den stakkels mand
han laver en skitse over invasionen, hullet i kiosken
den er fyldt af kors.

Kioskejeren og den magiske meute

Han stod i døren ind til kiosken

han har arvet den

den løber rundt

det er november.

Først kom fløjtespilleren med børnene

så kom morderen

så kom den fremmede

han talte ikke efter

han var forbløffet

han gik ind så efter

varelageret den lille stue.

De var forsvundet.

Charlotte sometimes

Først ser hun Riget i fjensynet
denæst står hun alene på boldbanen
endnu en for hvem buskene er homocide
og sentimentalitet
en kommende digterinde i tusmørket -
de andre er gået -
har hun skoven, hegnet - har hun?
Hun drømmer om en udfoldelse
sin egen by i bjergene, ilt i eksplosioner -
de andre er gået hjem
det er fortiden
mosen under hospitalet
de andre er gået -
der er graffiti - det vilde selv
gymnasiet, flere joints - kom
vi græder -
de andre er gået hjem
der er kun vers
der er kun vers
vers og banen og græsset
kun vers
Charlotte nu.

De udskilte eller loven om den vidunderlige søhest

Dem der ikke så morfningen, søheste
trekanter, den nødvendige epifani
sikkert opstået af fortvivelse
sendt bort i redningsbåden mod den
fremmede kyst
kannibaler langs habitatet
i øglehjernen sendt op på en skærm
af frygtmolekyler.
Vi havde sprugt dem hvad de så?
En tunfisk, en hajfinne: en grotesk kyst.
Det er ikke nok.
De er ude af syne nu.

Dragerne

Galeonen. Galejen.
Læns med solen i ryggen øst.
Pludselig kommer omfaldsvinden
hersker af Max Ernst
de sølvfaldstumlende væsner
rommen, de få pigeslaver.
Jeg så et hul i himlen, galejen møvede sig tilbage i tiden
og ud af symbolkussen, patternes kode
altså her - hvad ser vi?
Dragen udolket, foreningen af elementer.
Et Janushoved, sprøjtende.
Lyset er nemmere, mørket er nemmere
de rullende inspirationer i rumpen.
Resten kommer ikke med i logbogen.

Pastoral

Frank Jæger byder på
te.
Vi sidder i gården.
Abild.
Hunden lusker.
Lidt pibe.

Jeg bløder fra missen

Askepot har været her
de syngende fugle
brisen, nålenes
vimpler farende gennem luften, sådan.
Jeg sidder og syr
har solgt bilen
nynner en Trafalger, en Chopin
hentet tilbage fra kunsten, som er overstået.
Dissikeret, sådan!
Jeg bløder fra missen. Det er lykken.

Akilles anew

Han betragrer den metempsykotiske omvæltning
slangen i sandet anew
det skællede brud glimter gråt
døden, så stille. Den duede ikke
det gamle hylster rådner
ensomheden efter? Aner det ikke.
Nevada, kaktus, sten, grotte. Han vandrer videre.
Troja er næsten vundet.

Skam!

Fuck medierne,
skærmtroldene, akademikere med
faste boller
hører I om skyttegraven? Glem det igen!
Det der er opnået.
Middelmådige hyklere. Medier.
Middelmådige! Tag jer sammen
alle professioner
efterabere.
Skam!

Begrundet angest

Du står i undtagelsen,
nu bærer du den videre som en dødsforsikring
at du kan holde på mørket
på opløsningen.
Alt andet end stilheden,
den virkelige præsens
skønt overbelyst af supra-viden
mennesket omsider slagter igen.

Men du ser over på dig selv
Lysene brænder kønt på mindestuen
mere kræft, flere smøger, flere bryster!
Dit menneske der
i brønden
den brændende flamme af hunger
cellernes aske
disse latterlige størrelser
dig.

Nu svæver du over linjen
dit storsyn bringer brikse og Tranquebar,
din hemmelighed er at miste mørket, ikke?
Dit gamle vrag dinglende blå
i mørkets tomme kiste
dig i forgårs med næsen hvid

din angst - er ubegrundet.

The Line

De blev ved med at sige at børnebyen er slem
redt ude mener jeg
mod inferno.
Det var sådan det var
jeg er ikke den længere
det sner.
I billedtimen fik vi Saturn
hans søn og kød.
De læskede. De savlede.
De blødende mødre
vi har mistet
for vi er her. Det er sådan i oktober.
Jeg måtte se på siden.
Atter 1888. Krystaløje, du vokser udenfor timen.
Og drengen i filmen
fra spolen og den rådne stol
mod brystet
for ellers var du onanist eller nervøs, ved negle?

Den imiterede borg

Det var efter hans timer som lærer
og efter hans rejser til Weimar
efter kysten overbeviste ham
om vinden og afstanden til idealet.
Se, han er et menneske, som har stirret på havet længe.
Han er et menneske som opfører historien
fordi livet ikke kan opføres.
Han ser sine medmennesker. Han ser på dem.
Hvor kloge er vi?
Først har han katalogiseret dem, det, alle stierne.
Så har han funderet. Vokset. Som en ballon. Han så engang
barnet som mistede ballonen.
Jeget dannede overjeget. Det var som et sejl.
Han mistede jargonen, han fik ikke flere invitationer.
Disse tangenter og partiturer
som han havde elsket
gardinets lille kammerhvisken
over den jampende fod og minutternes døs.
Han stirrer på havet.
Et sted må kødet have
på trods af Grækenland, Grækenlands nødvendighed -
have en tumult
foran vinduets lille stok
for ind i det hvide er jeg gået, efter svindlere
efter alt tog del i mig
hev til
fik om nødvendigt
således at spredningen mod det højste
dyr eller begreb
kender hvide togter over hveden i vinduet
mellem fred.

Intet stopper

Den sicillianske mafia har hun hørt siger
en mand er en mand når han har siddet i spjældet
hun har hørt om den orange lejr
som tilhører menneskerettigheder
det dukkede hoved
over tærsklen
foran lægernes forestillinger om vanvidsbiller
kød bøjet som stål
måneder udenfor hukommelsen
i den fuldkomne smerte.
Hun har hørt om skyttegravene og hospitalerne
fødende kvinder med over fem børn på en gang
angstnærkampe
stoffer som ønsker at blive i blodet
bror og søster som aldrig slipper hinanden
et sted
findes
åbenbart
som en smuk membran uset i hjernen
en streg
af flænset kød. Grænsen. Eller livet inden døden
synonym med frygten.
Hun har set bjerget ovenpå.
Ovenpå var det den fysiske test.
Slut det med det: den fysiske test. Hun ser ind på hjertet
intet stopper
livet er enormt, sådan.
Efter lavinen, efter skolebussen nede i skrænten
drikker hun kaffe. Hun må se ud af vinduet.

Kleist som feber

Man ville stå helt alene, hvis man ikke havde glemt det, hvor ved man ikke, og stirre på disse drømmeskyer som fløj gennem verden. Måske verden som det hul den var, så fuld af muligheder, havde en æske fortil, noget som åbner sig som en soldaterudgang, og på den måde pege på at den, verden, er større end skyerne. Den ville true med at nappe dem, skyerne. Det hele væk. I en sæk. Men man måtte vende sig væk fra verden: der var alt nok at stirre på andre steder. Alle ordene. Heller ikke ordene. Man måtte prøve, men det var svært. Hver pause, hvert blik har det med at repræsentere noget andet. Den kunstneriske måde måtte være, stadig, rigidt, at prøve at fange de jamrende skyer med maven, fastholde dem, få dem til at se anderledes ud - nej - de skulle have ansigter, de skulle gøres menneskelige. Meget er sagt om den menneskelige skala: fra at den store jætte skriver sit navn ud over bakkerne - eller de små, bedende mennesker, hvis kroppe er beskedne i forhold til det oplyste alt. Men her må man endnu engang sige at du er undværlig.
Ensomhedsskyen deroppe, og nu allerede forvandlet. Den bevæger sig tungt og er næsten hoven. Man kommer anstigende med røde øjne, næsten med øjne som den desperate narkomans - og tilbeder den, jager den, men skyen flagrer videre, kronet af evigheden, en smule koket. Måske den har venner i det fjerne? Og så små vi er. Skyen krænger ud over det ene århundrede efter det andet og møder meget spændende mennesker - mennesker, som via lidelse har fået adgang til ensomheden. Men der er en modsætning. Det er samfundet, så slå fast at de baldrer rundt som russiske dukker, ført af tågen og i tågen levende, og at denne form, denne sky foragter ensomheden, den ønsker at fjerne den aldeles fra landkortet.
Forfejlet er det blot at have disse indretninger på landkortet. Måske er det rigtigt at mennesket står ved bredden, men i et landskab som slet ikke ligner noget i virkeligheden, for drømmen, som er sandere, makulerer de kendte træarter, og at så ovenover, som en skabelon over ørkesløsheden, en overskueligt inddelt graf, som holder den sky fra den anden. Så kommer omslaget og noget nyt er på vej. Denne sky marcherer over jorden, den føler den ejer jorden, den har det med at forføre mennesket og bilde det ind at det ikke tilhører andre skyer. Hadets sky kommer tumlende, og man tænker automatisk på Sarajevo, og de efterfølgende bange mødre, som forsøgsvist og magnetisk forsøger at modstå de mange sorte skyers kraftfulde passioner, som om man kunne bygge en hule og glemme det hele.
De små børn ligger i favnen på deres mor, gemt af vejen, det håber man, men det sker sjældent. De vilde dyrs trang til besiddelser zigzagger ind gennem Bosnien, ind i Sarajevos huse, hvor de skrækslagne mødre holder om deres børn. Volden, som ustandseligt kaprer mange skyer på en gang, og som altid forvandles i splitsekunder, kommer som kasser af vildskab, alt i rummet paralyseret af netop denne kraft. Og man må så lukke øjnene.
Du træder ned i knæ.
Hvad er det under mig - over mig - som river mig af sted? Men som ikke kender floden, da den er vores?
Netop i denne nød kommer resterne af voldens sky. Den hænger sammen med liderligheden. Liderligheden kommer som en flamme: du kender næsten ikke dig selv. Det er atter farligt. Du er ude af dig selv. Hvis du fortsætter som hidtil, fortsætter som hidtil, ender du et sted du ikke har lyst til at være. Og hvad er der sket med dit blik? Det kender kun en vej. Det er orgasmens vej. Det er orgasmen, som trækker dig rundt ved næsen, den kender et rødt slutpunkt, hvor man intet længere husker om noget som helst.
Dette fald, omgivet af intet, det immaterielle, spørger du stadig hvad det er?
Eller dødsønskets sky? Også altomfavnende. Udmatter livet, livet bliver træt, nu er livets sky drevet på flugt. Mod resten af det du ikke kender. De andre skyer. De andre bekymringer, når venner svigter, og når man står på gaden i en brandert og ikke kan tale med nogen, i ordløshedens sky, som jævnligt migrerer til fremmede strøg. Og træernes skyer. Ilten og dampen, regnen, som aspirerer mod fortvivlelsen, den endelige tåge. Man kan skule til en selv, og så glemme det. Men det er længe siden nogen har grædt. Den endelige kynisme, som tillader blodrusen, er kommet, vi indrømmer det stille.
Men kan jeg pege på en sky og sige den er min?
Vandet løber gennem dine fingre.
Angsten, som er den forknoklede sky, metastasernes sky, kryber ned i mellemgulvet på dig. Det er i orden at sige at alle skyerne - på en gang - har sex. De er børn for hvem kedsomheden kommer hurtigt. De er ikke sig selv, de er forjagede, men de mærker det ikke. Det kræver et menneske at registrere det. Men mennesker er forfejlede. Og mennesker, som er enerådige, får kræft. Og de bemærker ikke skyernes ustandselige orgier. Godt det samme. Man er allerede forpustet. Man ønsker at sige der er den sky, der den, den menneskelige form er en taber. For altid på udebane.
For det hænder at skyerne hævner sig. Ikke koordineret. De har ikke noget samkvem. Men de berører hinanden hurtigere end erektionen kommer, nedkalder per natur dommen over den stillestående, og den som tror han kan forvalte skyerne.
Spørger du således til deres natur?
Det gjorde du engang.
Du læser lidt i avisen, du lever skaldet. Du er ribbet. Disse vinger, som har tiltalt mennesket, med dem tror du kan leve ligesindet med orkanerne. Det kan man ikke. Du tager ting bort - for at leve i et nøgent rum, så du kan se skyerne, få styr på dem, men selvsagt: jo mere du smider ud, så hurtigere transformationerne. Og man kan ikke have en favorit. For skyerne kender ikke det ord. De kender ikke noget til dig. De er ligeglade, de er ældre end dig, de har altid været her, og derfor kom kunsten efter, halt, klejn, vingeskudt. Og den drømmer om den perfekte form. Men alle får blodpropper i hjernen - som straf - hvis tænkt for ofte. For skyerne kiler sig ind gennem din mund og sørger for at holde dig kogende, så du lider, også når depressionen knæfalder foran skyernes trone. Du jamrer … der er ingenting!, og du burde høre kosmisk latter, fra sky til sky, som en triumfsang.
Den eneste ene? Den eneste sky? Hvad skal man sige?
For tro ikke kunsten, som jager efter nuancer, brøker af brod fra hvælvet, kan opklare det. Dette kapløb er tabt! Skalaen minimeret! Volden sejrende! Det lille menneske står på bredden med sine små ord og sine små besiddelser, besiddelsesløs og nedlagt.
En slave.