Regnskaber

Min mand har ikke skabt regnen, men han har skabt sig selv. Jeg møder ham altid på det samme hjørne. Han skaffer mig god billig dope. Han kommer fra Sydøstasien et sted. Jeg har ikke spurgt nærmere. Sandsynligvis er hans forældre døde. Han er måske den første fra familien som har prøvet at bruge en mobiltelefon. Han skaffer mig god dope. Jeg troede jeg var en i rækken. En han begraver eller bare dealer med. Så en dag, da alle var på vej hjem, trak han mig ind i smøgen og kiggede mig dybt ind i øjnene. Så begyndte han at grine. Jeg var allerede bange og tænkte på den vippetur han havde taget med den stumpe båd mellem farlige øer. Han var sikkert god til at tæve folk. Han grinede. Jeg slog blikket ned. Så gav han mig et venligt fur, et dask, og gik videre. Jeg stod tilbage i mørket. Hvad var det han havde set? At jeg var en amatør? At jeg ikke var en rigtig junkie, men heller ikke farlig? At jeg trak rundt med et gennemsigtigt hjerte, som alle kunne gennemskue og gøre nar ad?