Krisemennesket

Jeg kan huske jeg læste en kommentar til V. Woolf. Det var noget med at hun savnede en blyant til at skrive med. Det blev en besættelse, det blev en meget vigtig ting at udføre. Sagt jammerligt og lyrisk blev det selve dagen, at skaffe blyanten, thi blyanten var den eneste manifestation af den permanente krise, der kunne udligne krisen ved at opretholde den bestandige krise. Det er vel to rødglødende spor i sneen, der skratter eller understøtter et tryk, hvis tryk skal lave en anden version af tryk. Den eneste måde at dræbe krisen på, er at skabe krisen. For hvad havde hun ellers? Et rødt spor, pyroklastisk, og så en negativ drænet modpol, et system, som er for asymmetrisk. Krisen må være en tung kolonne, der skal dirigeres et sted hen. Næsten som en alt for tung lanse, strittende håbløst ud mod den tyste verden, og her er så krisens buldrende væsen, helt i uoverensstemmelse med meningsløsheden udenfor. Skaffe den af vejen? Materie gravet ned i den isnede jord? Så hellere forulykke positivt. Hvis ikke krisen skaber en anden loyal krise er den alene med sig selv. Den aflaster sig selv ved at fordoble sig selv.