Point of return

Kasketten kaster sin glorie over dokken, men den rammer ikke supermarkedet. Inde på land tænder de bål, de gør sig klar. Hans milky way må flygte, og her ligger absolutte koordinater, Ildlandet. For hver afstand han møder, opstår sakrosante trin ind i sfæren, så han smiler til hende. De kommer aldrig tilbage.

Ligning uden ubekendte

Supermarkedet fører til Dokken. Han tager hunden med på arken. I den milky way stråler afstandens indsigt. Han fører hånden over hendes hoved, så hun smiler. På deres rygge glimter kalligrafisk smukke ligninger, dannet for ham alene.

Manual for en katastrofe

Han så væsner komme ud af ryggen, det var som en elegant formular om sandheden, han så dæmonen baldre mod supermarkedet fra Dokken, hvor han roede som en gal. Hans søster var ikke glad, og det var hans skyld. Han havde nået målet: deres rygge og hunden og hende og busken gav ham en deistisk kraft, sandheden i sig selv.

Evolutionsteori

Asta og Mogens havde siddet på samme måde. Om sommeren ude på altanen. De fik øl efter øl. Hvis han henvendte sig med noget grinede de ad ham. Nede i Spidsroden var det det samme. Og foran supermarkedet. De fik hundene hen, og så lossede de ad dem. Han vendte dem ryggen og gik ned til Dokken.

Kirsebærsovs

Han stod og hørte salmen, og hunden kom. Han ved de vil sparke den, så han får den væk fra branden. Det er som at kalde kærlighed til egern. Det var det han havde fået. De overfaldt supermarkedet med raketkastere. Han var nødt til at skride. Han tog den i halsbåndet og fik den væk. Langsomt lynede branden op, og skæret flimrede på blokken. Uden at han ved det er han kommet til hævnen. Han havde en sød smag i munden.
(Kirsebær+hvidt øl+jævner)

Salme

Han åbnede dåsen, hunden kom. I det fjerne kunne han høre en salme.

Lukkeloven

Han stod og så på pladsen. En eller anden havde skåret stjernen af træet. En cykel var væltet. Han frøs. Julemanden havde gået rundt foran supermarkedet tidligere. Nu var der lukket. Han kunne ikke mærke sine fødder. Der var ingen lighedstegn.

Busken

Jeg var gået i koma, og mor var ude igen, der var kun hundene. Jeg tog kullet frem, jeg kan næsten ikke huske det, når jeg tænker på skæret fra supermarkedet er det sikkert overdrevet. Jeg faldt i hug og tegnede blokken, som den er, en fløj af granit, sommetider med en mund. Og busken stod slapt og aftegnede mere fløjl over blokken. Hunden lå her da jeg tegnede. En vind kom ind i busken og den rystede.

Oversavet

Brian havde lavet et bræk. Han havde skaffet et par jagtgeværer, og noget andet. De kommer og henter dagens omsætning sidst på dagen. Da han gik forbi skydedøren var det som om den gik op. Han går om til bagindgangen, han har bøffen på maven. Så går han ind til butikschefen og stikker den op i hovedet på ham. Vi andre tænkte på supermarkedet.

Plakatdrengen

De så ham komme forbi supermarkedet. Det var ved at lukke. Han så dem, og prøvede at skjule sit skær, men de så lige gennem det. Han satte farten op, blokken kom stumpt og hårdt, han skal henover gryden, så får de fat i ham. Han får mere end han plejer.

Supermarkedet

Det var som om en mus løb rundt, ind i alle sprækker, for at hente og smadre energien. Han så dem tage toget til den anden ende af landet, ind imellem var det som om nogen tøvede et øjeblik, og glemte at de havde travlt, og at de var nogle dumme svin, som om den længe ventede samtale lyste, så skreg børnene, så var det galt med den og den forsikring. Han kiggede ind i strømstolpen. Det var tåget. Kun teenagere er ude. Han gik ind i supermarkedet.

Krisemennesket

Jeg kan huske jeg læste en kommentar til V. Woolf. Det var noget med at hun savnede en blyant til at skrive med. Det blev en besættelse, det blev en meget vigtig ting at udføre. Sagt jammerligt og lyrisk blev det selve dagen, at skaffe blyanten, thi blyanten var den eneste manifestation af den permanente krise, der kunne udligne krisen ved at opretholde den bestandige krise. Det er vel to rødglødende spor i sneen, der skratter eller understøtter et tryk, hvis tryk skal lave en anden version af tryk. Den eneste måde at dræbe krisen på, er at skabe krisen. For hvad havde hun ellers? Et rødt spor, pyroklastisk, og så en negativ drænet modpol, et system, som er for asymmetrisk. Krisen må være en tung kolonne, der skal dirigeres et sted hen. Næsten som en alt for tung lanse, strittende håbløst ud mod den tyste verden, og her er så krisens buldrende væsen, helt i uoverensstemmelse med meningsløsheden udenfor. Skaffe den af vejen? Materie gravet ned i den isnede jord? Så hellere forulykke positivt. Hvis ikke krisen skaber en anden loyal krise er den alene med sig selv. Den aflaster sig selv ved at fordoble sig selv.

Kapsejlerne

Han stod på kajen, det var november, og så dem træne. Det var et race mellem øerne, for katamaraner. Da de havde varmet op, gik de til båden. Kaptajnen gik imellem dem. Han kiggede efter dem. De riggede båden til, så gled de langsomt ind i tågen. Det var eftermiddag. Han gik mod supermarkedet.

Forstæderne

Han kom ind i supermarkedet, stiv på syre. Varer de tossede rundt. Han var on the edge. Med chokolade og toiletpapir. Han var hvor de andre havde været, dem alle sammen ovenpå hinanden, som flækkede skalpe. Han mærkede døden, giften og hjertet. Han rystede og de måtte vide det, derfor berettede han det. Hvor kan hjertet være stort. Det hele er et under. Af smerte. Han gav dem hånden, og gik ud.

De giftige karle

Han så de store karle smække med døren, og grine ad Anker Jørgensen, og høre Sods, og de tog sig til næsen og kalder det hvid jul. Hvis de ikke kører til Ringsted. Så sparker de til reposen, de siger jeg er en lille beskidt møgknægt, at jeg skal skride. De spytter efter mig. Jeg går ned på første.

Leif i forstaden

Hans rige onkel er taget til solkysten igen. Leif hører for sit indre øre en mundharmonika komme ud af murene, men han stopper ikke. Christiania er fuld af narkomaner, det ved han, han ved han drømmer. Han ser en palme i holmgang, på vej ned, Brian og Dennis saver den over, som kun børn kan være nedrige. Han vil ikke tænke på Onkel Karsten længere. Leif fortsætter. Han kommer til supermarkedet. Det hele var en drøm, ved Leif nu.

Opgør med slægten

De mente det var vanærende. At have en efterkommer, hverken læge, videnskabsmand, garver, tekniker. Man slog et højt bål op, hele byen troppede op. Jeg fik en maske på, og en saltpebret dragt, støvler med frynser. Jeg blev bedt om at hoppe lidt, spjætte lidt, så alle kunne se hvad et mislykket menneske dog er for noget. De ældre nedkaldte halvguden og jeg forsvandt i det urimelige lys. Det var ikke let, og helt uvirkeligt.

Bundlinjen

Forholdsregler og så videre:

• at jeg er god nok
• det er okay at være amatør
• det er okay at være bange
• det sted du er er dit sted
• det du har oplevet har været smukt
• man kan ikke få det hele
• den måde du anskuer dig selv på er ikke noget du selv er herre over
• det er måske magi
• det er måske affortryllelse
• det er okay at være oldschool
• det er okay at beundre ingeniører
• det er hverken dig eller de andre

Der var 100 andre pointer, men jeg trak ind i indhegningen, hvor de andre hunde optrådte. Vi vaskede hinanden, og kyssede hinanden, og lod os være dem vi er. De kunne se jeg var malplaceret, men de udstødte mig ikke. Vi var fælles om et par plader, om at tæven i sidste ende var uomtvistelig.

Forbudte tanker:

• Du er en hund
• du når det ikke
• du er loyal som et das
• du er den dealeren manipulerer
• du er den indbildske
• du er ikke blevet rørt.

Nu kom graveren og stenhuggeren og pelsjægeren. Da de så min forfatning skelede de med øjnene. Det var efter at barnepsykologen i samråd med sprogdamen havde prøvet at lære mig sprog. Jeg sad op den halve nat, og ville efterligne beskrivelsernes ro, deres kløgt og skønhed. Men jeg kunne ikke lære det. Da kom pelsjægeren og tog mit skind, som han mente var kontamineret. Helt uforståeligt. Jeg syntes det var mjykt. Hvis en finger kommer igen henover denne lodne hud mister jeg håret. Jeg er blevet rørt.

Anmærkninger:

• det er ikke pinligt
• i himlen kan I røre hinanden
• så let at smutte fra ansvaret
• så manieret, måske
• en mener han kommer langsomt af sted.
• munk, jæger, elsker, revisor, drømmer, hundelufter

Regnskaber

Min mand har ikke skabt regnen, men han har skabt sig selv. Jeg møder ham altid på det samme hjørne. Han skaffer mig god billig dope. Han kommer fra Sydøstasien et sted. Jeg har ikke spurgt nærmere. Sandsynligvis er hans forældre døde. Han er måske den første fra familien som har prøvet at bruge en mobiltelefon. Han skaffer mig god dope. Jeg troede jeg var en i rækken. En han begraver eller bare dealer med. Så en dag, da alle var på vej hjem, trak han mig ind i smøgen og kiggede mig dybt ind i øjnene. Så begyndte han at grine. Jeg var allerede bange og tænkte på den vippetur han havde taget med den stumpe båd mellem farlige øer. Han var sikkert god til at tæve folk. Han grinede. Jeg slog blikket ned. Så gav han mig et venligt fur, et dask, og gik videre. Jeg stod tilbage i mørket. Hvad var det han havde set? At jeg var en amatør? At jeg ikke var en rigtig junkie, men heller ikke farlig? At jeg trak rundt med et gennemsigtigt hjerte, som alle kunne gennemskue og gøre nar ad?

Bookkeeping

Ikke mene så meget. Pjat.
Jeg mener ikke noget.
Sidde mindre og skaffe bønner. Ikke
nudler.
Not engulfed. Ikke kryptisk.
Mene noget uden at mene det på den
forkerte måde.
Min annual.
Hele dit liv har andre holdt diskutionen over
dit hoved
nu er det ikke dem længere
men en forhærdet udelukkelse
som om man
gentaget
skal forhandle med det -
vi skal vade ovenpå gåder
ind i disillusionen eller magien
men hvem er størst?
Og betyder det noget.
Få støvet af i laboratoriet.
Og: det er svimlende - hvad -
Bach og julen og færgen og korsang.
Du har en dum skæbne ved siden af opslagsværket
og samfundet og mennesket
som en halvting i skumringen - det -
var for let.
I sidste ende er der kun mennesket - og medmennesket.

Sheiken fra Dubai

Man ser at sheiken af Dubai indser at oliepengene snart slipper op, vist nok indenfor 10 år, og at han så bestiller et kæmpehotel, et luksushotel; at bygningen kommer til at stå ude i vandet, opført på en knagende kunstig sandø, at det skal være, hotellet, et varetegn, luksuriøst, forbandet pegende ind i fremtiden. Kan det i samme åndedrag nævnes at jeg ser et rejseprogram fra Beirut, og at den selvfede karl der rejser, må evakueres, når jeg har det som om jeg burde skrive et brev til en eller anden i en helt anden tone, hvilket så beviste at jeg havde strøm til at komme udover selvranden. Det er så sørgeligt, selvranden. At være den man er, og så færdig. Ikke så meget pjat. Som lidt poesi, der smutter i regnen, over til far, hvis bryst stadig lyder af noget.
Så har jeg stadig ikke fået det med. Det er som om jeg har kløe i hånden, som om den transmission jeg så fra Bali skulle indgyde mig noget særligt, der ville få stumperne til at hænge sammen. At jeg har tjekket prisen på en enkelt til Vladivostok, hedder det vist, cirka 3500 uden stop på turen. Man kan standse flere gange, som Helle Helle ved, hist og her ved den store sø. Men da jeg i nat kom hjem fra køreturen gennem Polen, havde jeg allerede kigget på prisen med færgen fra Dampvej. Så vidt jeg husker; åh at være en geriatrisk høne, stupid blind i forhold til udvikling. Intet kan komme til mig, for jeg er allerede åben over for alt. Det kan være hårdt, og man kan få at vide at man er naiv, og her sidder jeg igen og plører destinationer ind i trædemøllen, normalt tiltalt metaforisk, for sådan virker turen. Jeg spurgte en til råds, og han angav at spaltningstidspunktet indtræffer når en giftigere sky hinder ud. Udmærket. Jeg tog landskabet i Sønderjylland og lod det mukke og brage, når de kvikke unge skal have sensationer, men jeg sad allligevel tilbage halvkvæstet - for dette sagde yderligere noget om umodenhed hvilket i mit leksikon betyder Kosmos og den slags bøger, hvilket allerede er dumt. Det må have vægt det man skal sige. Det har måske vægt for mig at jeg er blevet klippet, og at jeg slukker fjernsynet og giver ham fingeren - hvem, ja - ham deleaben, der blot tænker livet i to kulisser, men at din mund fremdeles overskygges af dubiøse sætninger er skidt. Jeg så gerne at mist og blå himmel trængte ind i sætningen, piftet til noget sekundært, og togturen med, men så lyver jeg; sagen er at jeg efterstræber mørke og klostre og alvor i mit hverv. Jeg har længe ligget brak på huggeblokken. Nu tager jeg den omnipotente økse og jager. Gratuleres fra enemænd og fanatiske kvinder såsom Eva Braun, man bliver jo hjernevasket af fjernsynet. Ethvert menneske har brug for lidt løft, lidt lir, ellers falder man hen, men blonde slaskere som alpekællingen skulle hænges. Jeg ville hellere indstilles til Montana-prisen, eller hugge pølser eller hvad ved jeg. For jeg vil gennem misten. Jeg vil være en alvorlig forfatter, der forsager lykkehjulet og julen, hamre over bordet indtil jeg har overkommet og afskaffet al den ironi, så jeg en dulm mørk nat kan komme hamrende mod Oder-floden og finde Celine som en mand, der hjælper andre. Tidligere har jeg anfæstet hans trauma til hans modvilje - men nu pjatter jeg igen. Jeg ved at jeg altid skal skrive om vanrøgt og køtere og børn, som leger i indelukket, berøringskolde og hvide som svaner, hvilket skaffer dem en billet til drømmespillet ude på Fredriksberg Alle. Om det så er en lem, en dagbog eller en bortshippet flaske fra Robinson, her er temaet, som kun kan krakkes af et formelt greb "udenfor" mig, hvilket forærer mig et latterligt autentisk problemfelt og en binær afsondring fra alle andre felters formalisme. Jeg ønsker det ikke. Jeg advokerer dumt for det irrationelle og det unge, så vov. Nej. Elskede: jeg kan ikke forlade Aphinar. Du griner. Du griner af mig, siger jeg, og forstår at brevet er kommet. Du glider ud. Vejen til færgen kommer, hvad er historier, hvad er historier, gurgler Woolf, rangler jeg manipulerer, men jeg har ikke andet. Se, du kommer på vejen, med den tunge taske, som min dejlige helt. Nej, jeg er ikke bøsse, det er dig. Det ved du godt. Er noget faldet? Åh, jeg vil altid videre. Den karrige forfatter sætter sig på sætningen, på savleopstødet henholdsvis analt eller eller myndigt eller han sætter sig slet ikke, og hvis jeg slipper ind i ambitionens vanvid og nul, så husk mig på dette: jeg var en, som ønskede at holde sætningen. Og det radikale? Det er så sent, du. Jeg har et våndende sted, nej, en klagende egn potenseret af taleretten snydt og bedraget af udviklingen, og jeg har - det har jeg glemt - en 40wattpære, som er min eneste genuine lyskilde, i denne herrens måned, dog med stearinlys. Det ville Bachelard bryde sig om, men sagen er: det er på tide for knægten at nedkæmpe forken, tveforken, finde mellemgulvet, finde magien for at blive mand og så efterlade den. Men mor, lyset undslipper mig. Jeg så Bateman i nat. Så vejen? Eller slutningen? Det man gør ved tiden, og dig, og at man er den man er, at man hele tiden kappes med hjernen, opfør dig nu ordentligt, ikke, defekte uhyre. Den trævler og glor og lider og er til grin, hjernen.

Dens eftermæle lyder:
Den brød sig om transporter og at stoppe noget i munden
den havde stoppet for ilten
alvoren var ramt.

Jeg annoterede:
Det her
Det her
det: mægtigeste!
Hvor virkeligt er det ikke?
Hvor mange hunde har jeg ikke fulgt i graven?
Hvor meget har jeg ikke søndertygget
for at kunne elske og beskrive og udradere?

Satans: det er sent.
Mine lunger virker. Jeg holder af min mor.
Imorgen læs bogen
vær nu en rar cyborg og koloniser
i livets ærinde?

Men hvad udgør en stor ingeniør?
Slap, blasert, på mission:
for den nye cylinderbro skal stå imorgen
stærk og fast som en karriere.
Nydeligt.
Fra lavinen, naturligvis, eller Kleist?
Lille dobbeltmund. Kær.
I armhulen, i armhulen
jeg nedkøler min feber med en pibe
af det sorte snask og en bro do to.
Mere kan et velfærdsbarn ikke forlange?
Storartet land.
Min røv keder sig til Pommern hver nat.
Mere beat.
Så den stritter.
Ingeniøren sover alligevel.

Last beat

Mine venner tænker på natten
på ensomheden
oppe mod millionen
lille smørblomst
jeg vil myrde
for at elske
slutningen
slutningen
blot mindre
for at ånde

så meget som den kan
stejler min sjæl mod whatever, nok
næppe
en hvid kurve fremover, måske gennem

åh:
sygdommen
måske en alf, hooked på vejen, men ellers sød -
ned på en maveplasker jeg vender fejlens suppe
supermænd, af hylstre og kraver
det I får
rækker til mere end hvad jeg kan tåle.

Det endelige, det endelige
neddysset som oprørende studenter
slår over mig.
Jeg flår mine indvolde åbne
jeg når igen latterligheden.

Fra heksen skåret

Flammer henover firmamentet
små biler kører allerede
mens jeg voltigerer min viol sent.
Hun kastede mig fra æggen
en tidlig psykotisk
morgen

overgrebet, kastet i sønder fra musikken
faldt jeg mod et nyt kristent greb
forbrændt.

Beskåret himmel

Han stod og glanede, i Gogolsk jakke, uanende, sikkert. Gennem vinduet
han så geder så kaldet
så var det væk
alle bestræbelsers moder
se det man ikke fatalistisk
skal se
så.
Ned for julegrenen
kvaste en rangle
denne om-bølge var forgæves
for den irrationelle fyr.
Ingen omvendelse.
Han så dem træde og beregne
de betrådte en anden verden
støt gik han hjem.

Hjørnecowboy

henover isen
hen i hjørnet til skatten
den lyser
den får det hele til at lyse
se hvad vi har fundet - omsider
alle sider i diamanten
vi har mast det ud
slam og krudt i alle hjørner
raffineret død ikke sandt

og pelsen om nakken
for udvindingen ikke
det sidste forbandede sorte guld er fundet
det er en stor belejring
prisen er den
kærligheden alene i poesien
hjørnecowboy?

Retrograd City

Kan du ikke hjælpe mig overhovedet
kan du ikke flytte tåen
sørgemenneske.
glasslottet står klar, og kosten med perler
flyv væk og uelsk dem som dig elsker
overhovedet
drømmehoved
uregerlige byld
indsniffer af kontinenter
fra uskyld til sorgdom
nu kommer jeg over ørknen
visnet af kærlighed
mod jeres tuer no more!
Nu kommer jeg med skaftet
mod din rede kæreste.
Er det en mand nu, et frit væsen
en pippeknægt, er det er det

stupide tangenter
kaldet tanker mellem slynger af grus
en drømmebro henover, altid
henover noget nærnatten
enfold i din

Mixed artisan

Kirker, dig, Nicolas Costa
så hurtigt over dine læber dreng
rundt omkring
promovere
der her du.
Alt. I selvsynlighed. Alt.
En pick gennem dig. Rød. Mere rød.
Derfor.
Drømmespillet virker
vi skal rumstere i bobler
altid.
Her.
Det er den yndige straf
alt i det alle syn lille dreng.

Boy yonder

Begravet i en maske
på vej gennem ørknen
hvor månen dog vejer
hvor skoene dog trykker
men Buster Keaton var hans ven.

Kritik, Gogol, kalenderlys, socialitet, might, bright

Kære dagbog jeg
læser i Nabokovs bog on Gogol
det giver mig mening at læse og jeg har også fået tid til at læse lidt i Cioran. Når man skriver
litterære essays på den måde
kvalificerer det atter litteratur.
Nyrerne taler
kære oprigtighed.
Som regel taler den dygtige småakademiske
nyreløshed fra de dygtige
hvorved nyren tager sig anderledes ud.
Der er godt nok - en rose i tønden
men begrebsfloraen er forvitret, uiltet
hvert øjeblik kan nyren blive den spændende kontorist
på den dumme måde, utragisk.
Men overleve socialt skal vi.
Hvorfor er jeg så isoleret?

Tiny candle tiny candle
burning in the bright
egyptian night
shine thy maximum
cause you have a lady
in front of you.