Det var blot en lyd af skilledøre
da jeg var mærkelig
her og fraværende
den hvide lyd af døre
der skubbes henover en blanding
af filthår og sorg.
Jeg kan høre natten.
Det er sjældent og populært
formuleret før
mørke gennemisnet af hvid
i de mørke korridorer
kommisærer og platugler
du ligger herhenne
over mit hjerte
i dit før dat.
Dette maskinel larmer.
Det skal larme din overlegenhed og mit øre
natten
før skilledøren.
Historien har budt lys.
Mange lys. Det lyser som skridt, fra junkere i natten.
De har store hjerter
hvor de snubler i deres egne hjerter, mørke.
Det er grimmere: de kommer ikke ud af deres
egne hjerter.
Men døden, siger Fogh, revaluerer i døden.
Det er langt væk
i et lille indelukke
united bag dør2en: hvid.
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment