Rebuilding the cottage

Far sælger blot mælk -

det er en fake, ser det med det samme

i denne nordlige verden, hvor bjørne og sågar enhjørninge
fiser rundt i en katapultisk kreds

og jeg flyver altid i svæveflyet
over nye polare egne
som om transitten i syd er afbrudt af virkelighed;

så ligger jeg under en kosmonautisk hest,
nær trampet ned og overlever

i et gymnasium af jern, hvor jeg måler og vejer hver inch:

er jeg mon vokset?
Er jeg mon vokset omsider

væk fra kachotten, som Runefar siger?

Du er vokset lidt, siger den nidkære måleenhed
selvforstærkende -

men hvor man dog måler og vejer
af kærligheden til livet

og hvor er samvittighedens lille trængte prins
henne?

Det er en hun, lys som en sten af rav
on the run, men modig

der lyser op i dette dysmorfistiske hjul

hvor poesi møder mekanik
inden man bliver bange

og indsætter døden
som altings lette sluttende signatur;

der er, inde i mennesket, en nobel mekanik;

samvittigheden,
når jeg opruster og pumper jern,
så kvier den,
hvad laver idioten nu?

Vi skal have mere, det siger mennesket, det siger kulturen

jeg lægger arm med verden og far,
og et øjeblik, garanteret af flammende sprit

knaser samvittigheden
som et spejl, knust af maskinen
med døde smukke blå øjne.