Ulrik

Ham der han sad i undermunden
Ham hun sad i ganen
spyttet godt til i ganen

Det var sikkert Schiele husker det ikke -
den streg stod til søs
den komposition klappede englene til
de bryster var
den tone klappede
hele munden til

indtil det hele kom ud -
det kommer ud

Vi har set det før Ulrik, så!

Sontag analyserer Picasso

Fra odden til Baden-Baden

Vi havde siddet i den forpulede gummibåd alt for længe.
Vi var drenge. Vi var meget unge.
Vi drømte om katastrofer og slanke hustruer.
Det var så dumt. Men vi manglede så meget.

Så kom den her filejs.
Han var smadret. Af livet og næver.
Med en overbevisning vi fortegnede
for vi var så unge. Vi kedede os så meget.

Han slog ud efter os. Vi tænkte på Arles og den gule skole.
Han rundede pynten, så vi.
Han padlede som en gal.
Måske er nogen efter ham, foreslog jeg?

Han nåede sit mål, tilsyneladende. Rundt om pynten
vi mistede ham
drømte om ham
ud af vandfarven og bogopsætningen, cypresser og gamle stole

ind i livet uden os uden pop
et sted i det mørke Tyskland
hvor livet raser udenfor drømmen

drømt af to drenge i en sjællandsk gummibåd.

VAN GOGH M/ BRUISES

Mand ser Schiele an

www.iam-art.dk

Alle ting taler

Hey dj, spil for os!

Du har overstået døden i London.
Prammen bærer efterhånden en lyserød tyr i stævnen.
Måske grinede de ad dig i Paris?
Men ikke her -

hytten var fin, bogen udmærket -
ingen af os havde kræfterne til naturen.

Nu sidder manden med de orange briller i hjørnet og stirrer
mens muselmaleren skænder de tykke madammer -

en danser lifesize
vi har ikke set ham længe
men historien har givet os amnesti

Vi praler af frigivelsen
vi har det fra ophavet
den eroderede strækning mellem tomten og gruset

Du spiller piano med din vare
teknisk er du overlegen
det praler vi af -

Han sætter ceder ind i midten, forlader
En skruestik til ord luner på dukken, den svinger vildt -

Vi kaster trusserne tilbage over scenekanten
vi smadrer motoren, så bilen får stå
De penge vi får af djen donerer vi til kattens bekæmpelse

Det er en stor fest, ikke sandt?

Nedstigninger

Vi havde hakker og stave, men mistede dem.
Vi var blændede af den sol vi huskede.
Vi byttede støvler med de døde.
Vi surrede os fast om natten.
Vi kunne høre bjergulven hyle.
En røg løs og tumlede ned ad bjerget.
Det var nødt til at blive musik, så frygteligt lød det.

Den første dag kontrollerede vi bjerget.
Så gik det hurtigt og vi fik knubs.
Vi mistede staven og hakken.
De kuldbøtter, da de røg, var nødt til at blive musik.

Så mistede vi teten.
Bjerget tog os.
Det var sygt.

Nye veje

Det billede skal op på væggen.

De ben skal gå nye veje. De ben skal gå til højre nu. De skal hverken
til klitten som de plejer eller klitten som de drømmer om
men få fat i den boremaskine
den dukke ind til kabareten
den anden vej direkte
væk fra hanen and the smokey crowd
til Adriaterhavet og fuldendte bøger over Cuba og væk fra torvet
den jammerlige køter i jammerdalen hvor vanen sidder

som tilbud på en ladcykel.
Ikke flere dreadlocks.
Ikke flere automatiske ben.

På med moskovitten. Make it new!

Flere genrer, flere ruter, flere humører
plantet i maskinens muld.

Hvor hanen skinner i den deprime nat.
Vi er alle sammen så kede af det, gifte og barnløse
kommer passive ned over nedlæggelsen fra livet
mindre mindre lyder sangen
det vi havde er sunket
din mulighedsskat skrumper som en dum reje.

Åh, bryd ud! Boremaskinen har sin hymne
i en ny troværdighed, ikke?

Drømmen og luderen, en bro over Fehmeren

har vist kapriciøst hvorledes man planter såsæd og trin
mellem alle
de ting vi ønsker.

Smoke in Detroit

Jeg stod og så på stålbankerne
og de tudende lokomotiver fra krigen

der kørte direkte gennem husene
røgen og smoggen og regnen

En ladvogn. En ladvogn skrumpler

det er mit blik som har set sin bedstemor i sorgen.

Det er mit blik som ikke elsker længere.

Det er mit blik som fryser rotten i en dårlig drøm.

Det er lokomotivet
Det glatte bjerg af regnen
Den sangvinske fyr med guitaren uden hjerte

Han elsker dem kort og dårligt.

Jeg tager arbejde som slagter, nær rottefarmen

ødelægger hjertet,
men rosen klanker stædigt.

Jeg tager dyreryggen og smasker den over ryggen
gennem slagteriet lokomotivet og sprutten

Jeg tager tågen over rosen
men jeg kan ikke fjerne den længere.

Retning mod jorden

En pave fra Varde
pegede på jorden.

Han sagde lidt. Han sagde.
Hæng hovedet på en knage.

Han sagde. De embedsmænd.
De kan ikke stikke fingeren i jorden.

Det var det.

Fedtmules visir

Fra hendes lange fingre
kom en katolsk beretning
om Fedtmules visir.

Det var et landområde, beretter hun.
Det var enten kumulus eller tåge.
Mest var det tåge.

Fra et skydeskår i østfløjen
så jeg visiret.
Jeg har tænkt alt siden.

Slut.

Skilledøre united

Det var blot en lyd af skilledøre
da jeg var mærkelig
her og fraværende

den hvide lyd af døre
der skubbes henover en blanding
af filthår og sorg.

Jeg kan høre natten.
Det er sjældent og populært
formuleret før
mørke gennemisnet af hvid
i de mørke korridorer
kommisærer og platugler

du ligger herhenne
over mit hjerte
i dit før dat.

Dette maskinel larmer.
Det skal larme din overlegenhed og mit øre
natten
før skilledøren.

Historien har budt lys.
Mange lys. Det lyser som skridt, fra junkere i natten.
De har store hjerter
hvor de snubler i deres egne hjerter, mørke.

Det er grimmere: de kommer ikke ud af deres
egne hjerter.

Men døden, siger Fogh, revaluerer i døden.

Det er langt væk
i et lille indelukke

united bag dør2en: hvid.

Würste

Her er ingen kvinder

kun bandager. Og tanks. Råd. Gamle flammekastere.

Jeg elsker min ven til døden. Det er perverst.

Omsider er vi deserterede. Det hele er ligegyldigt.

Lige pludseligt er det hele ligegyldigt.

Før var det ligegyldigt med disse mænd,

der skød brystet frem og ville være erobrere.

Nu er de søde som jødekager.

De glimter, når jeg tænker tilbage på dem,

juletræer i den uskyldige time midt på dagen.

Men pludselig er jeg ligeglad. Jeg kan ikke mærke

kroppen.

Det sner automatisk, jeg drømmer automatisk

om tiden før Nilen, i Nordafrika, hvor sveden stod gennnem alting.

Jeg er ikke ked. Jeg er fri. Det er tyve

minus grader, jeg sveder gennem metallet i vanddunken

livets vanddunk, vadestedet, kvinder, som vasker, en palme

og en rævepels, der søger rester.

Det er befriet, hele afstanden, fra Volga til Nilen

af kulden og døden

inde.

Fra punktet skal korpus leve

Plakatkunst!

Linjer, konstruktive fællesskaber, baseret på ketanol.

Erotisme: Mishima.

Påfuglen. Evner.

Hjulet. Hjulet.

Lidt Homer, lidt Paterson.

Sisyfos: Joyce.

Stein & fortrængningen.

Finland. Den uengagerede.

Bullseye. A doll. The hole.

Bulgakov, skabt af 30erne.

Det er mon modenheden,
innovationsvalenheden?

Svaler i brunst over den Finske bugt.
Sortstrimede arbejdsbier. Og legen.

Det betyder ikke så meget.
Men tiden militariserer: hvad skal svalen nå?

Pusjkin, afstanden. At gnubbe sig rund som en blind mand
hvis favntag kæler for alle øde egne overalt.

Naren, karnevalet. Mareridtet. Piranesi. Afgange og faldslokaler.

Romancen. Nær et pinjetræ.

Kampen mellem bygningen
samvittighedens sanering.

Sibirien: space.

Rebuilding the cottage

Far sælger blot mælk -

det er en fake, ser det med det samme

i denne nordlige verden, hvor bjørne og sågar enhjørninge
fiser rundt i en katapultisk kreds

og jeg flyver altid i svæveflyet
over nye polare egne
som om transitten i syd er afbrudt af virkelighed;

så ligger jeg under en kosmonautisk hest,
nær trampet ned og overlever

i et gymnasium af jern, hvor jeg måler og vejer hver inch:

er jeg mon vokset?
Er jeg mon vokset omsider

væk fra kachotten, som Runefar siger?

Du er vokset lidt, siger den nidkære måleenhed
selvforstærkende -

men hvor man dog måler og vejer
af kærligheden til livet

og hvor er samvittighedens lille trængte prins
henne?

Det er en hun, lys som en sten af rav
on the run, men modig

der lyser op i dette dysmorfistiske hjul

hvor poesi møder mekanik
inden man bliver bange

og indsætter døden
som altings lette sluttende signatur;

der er, inde i mennesket, en nobel mekanik;

samvittigheden,
når jeg opruster og pumper jern,
så kvier den,
hvad laver idioten nu?

Vi skal have mere, det siger mennesket, det siger kulturen

jeg lægger arm med verden og far,
og et øjeblik, garanteret af flammende sprit

knaser samvittigheden
som et spejl, knust af maskinen
med døde smukke blå øjne.

Afvisninger

Han fik et barn og måtte afvise natten
natten som den kan være skrækindjagende

men han afviste kvinden
og slog sig på krigen
afviser kærligheden

et lukket sted
et meget åbent sted
en dialekt, der inviterer alt ind

han måtte afvise Don Juan
han ville finde noget nobelt
han skrattede en afvisning sammen,
den strålede som en medalje

fodre svin med perler
så sammenhængende
er logikken mellem at åbne og lukke

en køretur før det slutter.

Käsmu: et skivested nær dig!

Viru Valge


Jeg har fået et tilbud om at komme til Estland for at skrive i et forfatterhus, i landsbyen Käsmu, 70 kilometer øst for hovedstaden Tallinn, ved den finske bugt. Jeg skal op og arbejde på min roman. Legatet er kommet i stand gennem det danske forfattercenter Hald, hvor jeg så opslaget. Jeg har fået 3 uger i Estland, med flyrejsen betalt samt en sjat lommepenge, 100 euro om ugen. Som regel når man ansøger om at få en skriveplads som forfatter i udlandet skal man selv betale rejse og mad etc., så det er et fint tilbud jeg har fået.
Og hvad er så Estland? Jeg ved ikke ret meget om Estland. Det er et af de Baltiske lande, de Baltiske lande glider sammen for mig i en kedelig idiosynkrasi. Det er højt mod nord, nær Helsingfors og Skt. Petersborg, og da jeg altid har været draget mod sydens varme er det en ny oplevelse.
Jeg bliver hentet i lufthavnen af min kontaktperson fra den estiske forfattersammenslutning, Ainiki. Hun er sød og taler godt engelsk. Hun fører mig ud til en gammel Volvo Stationcar, hvor en mand, hvis navn jeg ikke kan huske, skal føre mig til Käsmu. Vi sætter Ainiki af, jeg får en kuvert med hele lommepengebeløbet, jeg skal blot signere. Det er sgu fint; en rejsende forfatter, der ved ankomsten får 300 euro i estisk mønt.
Da Käsmu ikke har et supermarked, ej heller en cafe, kører vi til hen til et supermarked, hvor jeg skal tanke op. Det får jeg gjort, får shoppet en masse, det er billigere end i Danmark og jeg kommer ud med fire fyldte poser, jeg har brugt lidt under 400 kroner.
Så kører vi gennem hovedstaden, langs et velkendt postsovjetisk landskab, med lange, meget lange, kedelige udfaldsveje, en sær tømthed, som om alle disse uendelige boulevarder blot venter på at komme ind til Tallinns historiske centrum, der er renoveret og smukt, og en lille smule mondænt.
Jeg tænker igen over hvor grimt man byggede i USSR. Og hvad der ligger bag al denne grimhed? Jeg har besøgt Ukraines hovedstand Kiev, der, skal det siges, var meget mere monumental og grim, endnu mere trøstesløs end Tallinns forstæder.
Der bor cirka 1,2 millioner mennesker i Estland, Tallinn har cirka en halv million, så vi er hurtigt ude af byen. Vi kommer ind på motorvejen, der skærer øst gennem Estland, på vej til Narva, grænsebyen ved Rusland.
Min chauffør siger ikke noget. Han hører klassisk radio. Jeg spørger om det er estisk musik, og han misforstår og tror jeg vil høre noget andet. Næsten ingen trafik. Det virker øde. Han er meget tavs og jeg kigger ud af vinduet på et landskab med masser af skov, uopdyrkede enge, og lidt forfaldne gårde i træ, der skaller i solen. Det minder mig om Polen. Næsten ingen kreaturer. Jo, chaufføren hedder Bart. Han begynder at snakke lidt, finder et kort over Estland til mig, så jeg kan følge med.
Han tager en mindre vej, nordøst, mod den russiske by Loksa, der ligger tæt på Käsmu. Cirka 20 % af Estlands befolkning er etniske russere, hvilket tilsyneladende er problematisk. For nylig fjernede man et russisk krigsmonument fra Tallinn, hvilket forårsagede demonstrationer etc. I Letland, naboen i syd, er andelen af etniske russere endnu højere. Jeg fik lejlighed til at besøge Letlands hovedstad Riga, som virker næsten tosproget. Man får fornemmelsen af spændinger, til dels, hvilket leder tanken hen på Balkan. Et kludetæppe.
Vi kører gennem endeløs nordlig skov, graner, enklaver af birketræer. Der er ingen trafik. Bart gør holdt ved et feriested, en sø, hvor man kan fiske. Solide bjælkehytter omkranset af skov. Der holder et par biler.
Huset i Käsmu er et meget smukt toetagers træhus, hvidt. Jeg får et pittoresk værelse, faktisk en lejlighed med soveværelse og arbejdsværelse. Fra første sal kigger jeg ud på en smuk, tom skolebygning, høje træer, en snert af havet som jeg kan skimte.
Foruden mig er der en estisk forfatter, Jan Kaaus, i huset samt hans kone og to børn. De har besøg af en ven, en estisk rockmusiker, med kone og børn. Jan undskylder for børnene, at de larmer, når man skal skrive og være koncentreret. De taler ikke meget i huset. Med mig. Estere er tavse, lidt forknytte typer, der minder mig om det nærtliggende Finland, og om tyste, finske film. Jan indrømmer senere, under festivitas (han har modtaget et legat), at estere er dårlige til at samtale. Han har publiceret 6 bøger, romaner, essays etc., og virker som om han har et navn i Estland.
Han er den eneste, der snakker, udover mig og en nyankommen belgisk forfatter, David Nolens, som jeg senere tager til Riga med. Han kone er stille, sidder koket i hjørnet. Kønsrollerne i Estland er traditionelle og lidt brutale. Kvinderne majer sig ud, går med høje hæle.
Vi snakker om litteratur, og Jan forklarer at Estland er et meget lille land, hvor alle kender alle litterært. Han anmelder, oversætter, er oversat til Finsk, som minder meget om estisk. Da Jan forstår at Nolens og undertegnede, på trods af blot to udgivelser, er tænkende forfattere, bløder han op og dropper sin patroniserende monolog. Han beklager sig over den estiske materialisme, at Estland har mistet sansen for metafysiske og at den nye massekultur er negativ. Han har ret. Käsmu er et sommerspot for rige estere, der kommer fra enten Tallinn eller Tartu eller andre store byer. De kommer rullende i biler, store Audier eller BMWer, meget større end man ser det i det moderate Skandinavien. Som regel er det unge, meget korthårede typer, der kommer i disse biler. På førersædet ved siden af dem sidder smukke, gejlede piger i korte kjoler.
Det er råt. Det virker som om det er et råt samfund. Forskellen mellem en enlig cyklende gammel ester og så disse skaldepander er enorm. Hele Østeuropa fungerer på den her måde. Der er en kløft mellem de gamle og de unge, de nye tider og de gamle. De nye bygninger er glittede og kommercielle, gamle hoteller fra sovjettiden står og forfalder. I denne kløft lever en brutalitet, som får en til at undre sig over at man har taget disse lande ind i EU allerede. Det har man sikkert gjort af økonomiske grunde, men ikke af empatiske-sensitive grunde. Denne helende faktor i et samfund findes ikke her, lærer jeg.
Men Käsmu er en meget smuk landsby med smukke træhuse, smukke stakitter, små skråninger, masser af brænde. Nordlyset skinner hele natten, hvilket jeg ikke har set før. Det er varmt og solen skinner. Käsmu har et gammelt kapel, man er protestantiske her, ligesom i Letland. Et par gamle jernkors på kirkegården. Og så er der et museum i Käsmu, hvilket er sært da landsbyen kun har et par hundrede indbyggere, højst.
Det drives af en sær starut, Arne, hvis familie har levet her i 300 år. Bygningen er fantastisk, et aflangt hus med rødt bindingsværk, med udsigt til havet. Foran huset er der en lund med æbletræer. Et par gamle hunde ligger og næsten dør i det høje græs. Der er et lysthus, et bådsskrog, en hjort står på en pynt og kigger i sydlig retning.
Arne har samlet ind til museet i halvtreds år. Der er alt fra gamle sovjetiske bøger til fiskegarn, Arnes egne dekorative malerier, gamle fotos, lanterner, gamle guides fra Nice og Brest i Frankrig. Arne har en hue på hovedet, han er lang og ranglet. Man giver blot en donation for at komme ind, men døren er altid åben ind til museet, der har en sær status i Käsmu. Forfatterhuset har ikke adgang til Internettet, så man går ad den smukke sti ned til Arne og kobler sig på nettet wireless. Så sidder man i en gyngestol og googler, mens Arne laver en kop kaffe og hundene slanger sig i græsset. Det er et utroligt sted.
Arne, ligesom alle andre her, siger ikke ret meget. Man hilser ikke på hinanden i landsbyen. Folk ser ikke på hinanden. Senere får jeg lirket Arne lidt op. Han sidder og syr gamle viking-lædersko, hans hobby. Han vil gerne tale, fornemmer man, men det tager tid. Han snakker om Rusland, hvor mange problemer der er med russere. Folk her føler sig truet af Rusland. Det er som om Ruslands fantom slår en syg skygge ind over landet her. Det er som om der noget galt i Rusland, og at hele den gamle østblok slås med symptomer, som Rusland oplever desto mere udtalt: fraværet af en empatisk kultur, krydret med brutal materialisme.
Fraværet af en mere langsigtet, harmonisk udvikling.
Jeg kommer da også til at opleve brutaliteten, da jeg på en cykel tager til nabobyen Visu for at drikke en øl fredag aften. Ind i byen ruller dyre øser. Unge mænd, meget fulde og støjende, og gejlede tøser, der svanser rundt i den lyse aften. Jeg møder et selskab, jeg sidder med dem, vi har det sjovt, men en af mændene, en stor krabat, ser sig ond på mig og da vi senere får en dram i et nærtliggende hus får jeg pludselig en knytnæve i ansigtet. Derefter vil han skåle med mig.
Man bliver bange for disse korthårede, estiske mænd. En anden gang oplever at jeg stå og snakke roligt med en lokal, da hendes mand uprovokeret sparker mig i skridtet. Kløften mellem disse smukke, gejlede piger og de store, grove mænd er ligeledes enorm. Folkevandringen af piger fra øst mod vest skyldes, tror jeg, denne grovhed, den mangel på empatisk kultur. De kigger på en, glor, men er hæmmede. Det er som om hele kulturen ikke har lært at tale.
Man begynder at tænke på landets historie, den abrupte overgang fra Sovjettiden, klimaet, koldt og mørkt med minustemperaturer ned til 30 om vinteren. Jeg bliver irriteret på disse grove typer. Man tænker at bøsser og homoseksuelle får bank her eller bliver chikaneret, men jeg husker også mig selv på at jeg er langt ude på landet.
Det er sjovt at man som dansker føler sig som en spradebasse her. Jeg kan ikke lade være med at tænke på sorte finske roadmovie-film her. Fraværet af udtryk. Det tavse. Og man tænker på hvor svært det er, hvor lang tid det tager for en mild, empatisk kultur at opstå. Som vi trods alt har, på en måde, i Danmark, når man ser det fra Estland. Det bliver en stående vittighed i huset, hvilket Jan understreger, at man tager til byen Visu 5 kilometer væk, hvor der supermarkedet ligger, for at blive punched. Han har selv prøvet det: at blive chikaneret for at have skæg. En intellektuel.
Jan tager af sted til Tallinn for at arbejde, og efterlader sin kone med børnene i huset. Hun slæber rundt på dem hele tiden. Selv siger Jan at der er ligestilling her, men det virker meget forkert. Ligestilling i Estland, uformelt, er en by i Rusland.
Så kommer der flere mennesker til huset, Jans kones familie, men man hilser stort set ikke på hinanden. Andre mennesker bliver fjernere, og jeg er glad for at David Nolens er her. Han er søn af den berømte belgiske poet, Leonard Nolens, lærer jeg. Han er meget sympatisk og belæst, på samme alder som mig, og sammen snakker vi litteratur til den lyse morgen.
Det er med David Nolens jeg tager til Riga. Det er blot 300 kilometer, men det virker som en helt anden verden. Det er varmere og mildere, folk udtrykker mere. Estland bliver det kolde nord. Et land halvfortabt i en stor russisk provins fyldt med graner.

Kunsten: et stalin-gotisk ministerium

Skønheden og sokkelandet

Jeg har læst det meste af Yukio Mishimas roman Forbidden Colors på min tur til Estland, Letland og Rusland: om en gammel mandlig forfatter, der indstifter en hævnpagt med en ung smuk Adonis-type for at nagge på den unge kvinde, som har forladt ham.

Det lykkes: den unge bøsse bliver gift med kvinden, så hun kan blive evigt ulykkelig.

Det handler meget om skønhed, vi får fortalt at den unge mand er meget smuk. Så polemiserer Mishima (der efter endt triologi begik æres-selvmord) over skønhedens nedgang og den nye litterære reception. Førhen stod man stille konfronteret med skønheden. Kritikeren følte benovelse, han imiterede den, skønheden, saluterede den. Nu om dage napper kritikeren skønheden, går den efter i sømmen, han sætter sig på den og kan ikke finde sin plads.

Jeg er efterhånden totalt ligeglad med kritikere, kritik, litteraturens rolle. Jeg er optaget af skønhed. Jeg har mistet kastetheden, jeg er blevet et utænkende menneske. Jeg har købt hvide tennissko og tænker mest af alt på skønhed.

Man skriver når man ikke er konfronteret med skønheden.
I Dk, hvor drama er blevet til sokkeuld, har man mistet skønheden. Efter Rusland ser jeg så mange kyssende drengepiger at jeg bliver helt trist.

Jeg må flygte fra Props.
De er alt for venlige her. De taler alle sammen som terapeuter. Her er ingen, der vil tæve mig. Skønheden er en despotisk elitesag, hvis højrøvethed man har kvalt i dette smukke land. Koret bedugger skønheden med sange om urter og cykelkurve.

Skønheden er som en statue af Majakowski.
Den knitrer verdensfjendsk, den må forpestes af os folket: i sit eget uopnåelige pornografiske reservat.

Sker det at vi blander og kyssemøj her, bort fra skønhedens essens?
Jeg hører lyden af det forbudte.
Forstår man nu Nabokov etc?

Hvad har jeg fundet?
Rytmen. 1.

Braget, faldet, skønheden, kunsten i tomheden med fraværet af skønhed, dope. 2.

Tænkningen finder os
siger den dovne.

Det hang i luften

Til staten

Det skal siges af undertegnede, der ikke kan holde på den længere, at æbleringen, som omgiver Moskva er for stor til fodgængere. Jeg er naturligvis klar over at man har lavet et helle på midten - samt en grønmands nedtæller, der udmærket viser løbetiden, men de 18 vejbaner kræver fodtøj af en sådan beskaffenhed, at boulevarden i realiteten lægger op til brugere under 60 med bentøjet i orden. Samt de ædru. Da undertegnede, hvis gehaben er statsvenligt, og differentieret: jeg har læst Pusjkin (må Gud ære ham), dyrket kartofler og studeret den nye markedsøkonomi - en salig aften med lidt vodka på vesten, skulle forcere æbleringen, strandede eders veritabelt i hellezonen, og måtte spendere natten der. Trafikken, behørigt, er fort, jo, på æbleringen.

Der foreslås et salatbed, delt op i zoner, til vejstyrelsen. Vodka og kartofler, en bidsk statuette, lyrikpoemer samt store biler i en fodgængervenlig opsætning, der kan assistere milde drankere og folk med gangproblemer.

Den evigt ansatte hilser.

De elsker lyrikere i Rusland