Til censuren, en beretning

Jeg var rigtig meget i karambolage med oprøret. Jeg boede tæt på, men var hebefreniker, dog billist, en kørende. Det bragede omkring Ungdomshuset, store brag, mange mennesker, og den ene meget blå mandskabsvogn kom kørende efter den anden. Jeg levede i et mindre tomrum, så det var rart at have lidt volumen kørende udenfor, for det var lisom en potte jeg kunne smide mine egne opdæmmetheder ned i. Nu fik jeg bare den tanke at min bil var i fare. Jeg løb ned på gaden, der var et mægtigt postyr, en barrikade lå henover vejen, gadebelysningen manglede, jeg kom ind i bilen og startede den heftigt. Jeg skulle have bilen væk. Bilen kunne komme til skade. Jeg mærkede en ræverød samvittighed, at her var jeg med bilen, og jeg skulle have bilen væk, selvom gadepostyret var nogenlunde forståeligt: jeg mener: militarismen her til lands, merkantiliseringen af kulturen, de store autoritære sammenlægninger samt anmelderstandens kronede dage. Vores soldater slås om hele verden, en træls hårdtslående omstillingsnomadisme geråder, og her sidder jeg i dytten og ønsker at sikre mit eget materiel. Nå: jeg fik bilen af vejen, og da jeg efterhånden opgav min egen tilværelse, min egen quest efter det pure, flyttede jeg op i antenne-reposen og begyndte at leve mit liv der. Derfra havde jeg fuld udsigt udover området, og bilen.