Stadig parabolen

Jeg kunne se at parabolen havde påklistret - en yderst forudsigelig kransekage, et lille vakkert, men spøjst desertbær, der strålede i natten. Fandme var det sådan, når man var nødt til at oppebære en triviel irritation, at man mente: at natten havde det eneste lys i denne hemisfære, for dagen var mælket og malket for lys. Han kom som regel i vej med at følge Durrell i det græske øhav, eller smådumt fikse de her små kalkuler sammen, der klart viste teoretisk hvor græsset var grønnere. For udlændinge, og eksilpraktikere, altid ligesom stod som en pind, vajende, på et mejsel til en græsk ø, bønnestager og bedrevidende englændere, der fløj rundt i verden, Cypern!, Indien!, og skrev smuk prosa, mens de suttede på desertbærret. Blot lige nu var antennen deserteret, den stod rank og selvbevidst i den skamskudte nat, efter oprøret, og alt andet lige havde den en suveræn, trist magnetisk effekt så man ikke kunne andet end at være hooket på den, pindens prangende, sugende nu, en tekno-fristelse, rød og smukkere, ind i evigheden af ahora. Det var øjeblikket, kun øjeblikket, hele øjeblikket, dets bølge, der havde sejret. Dickens fik slet ingen optagelse.