There is nothing as long and painful as the birth of a real man

Baby, jeg har sikkert taget fejl. Jeg kysser dine gummistøvler, da du er i vandet, med hunden som en åkande under dig.

Og det med Lynch, hvis udstilling jeg har læst lidt om i dag: jeg har lige set Molholland Drive igen, og jeg synes det er ret fantastisk med omsvingene: at man hele tiden får en drømmekold spand shit i hovedet, og finder ud af man har sovet i timen.

Jeg læser konen Mandelstams erindringer, jeg tænker på hvor godt vi har det. Det er ganske simpelt utroligt hvad der foregår i CCCP mellem 1917-60erne.

Så kom jeg gående med hunden Zeico, der er en fin, munter, pjevset fætter, kastreret og med fast matrikel. Sommetider kalder jeg den for min bedste ven. Vi kom gående ad Gramsmosevej, og som sædvanlig strøg den ind til den mirabellagule lænkehund, luftbollede en anelse, som den plejer: så kom fatter ud fra laden, hvor han fikser biler, og han sagde han ville skyde den hund næste gang han så den, Zeico. Hold da op, sagde jeg, og tænkte på Niels fra skolen, og lidt Anders. Jeg tog hunden til mig. Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige. Jeg tænkte på at slå ham hårdt, men hans kid sad på traktorvraget og sagde ælle-far. Kommer det så langt ud, i asserballe, ender det med lynch, sikkert.

Jeg kom gående ned mod stranden, fordi hestefolden, da den gamle Brun, med krykker, snakkede hist. Hun havde hørt jeg havde skrevet en bog. Det finder vi ud af. Hun ville betale. Nåja, den peripatiserer jo på Lillebælt, neden for gården, hvor hun bor. Jeg lovede at komme forbi, men var rystet. Tænk ikke noget om verden før verden har tiltalt dig. Skudte hunde, læste frenetismer. Det tager vitterligt lang tid at blive en mand, og jeg har frafaldet, nej, svigtet, mandekæppen med Armenien. Det var det Jaguar-Jesper nævnte, hvilket rystede mig en anelse. Jeg kørte fra Broager, endte ved grænsen, når jeg nu skulle have været direkte om Åbenrå, Aabenrå, og så at Sydens Perle var kondemneret. Det skinnede solen, skinnede, og jeg var atter ved at friste overhalingsbanen mod Hamborg. Hele tiden er mennesket tiltende. Som Lynch viser. Nå: troede du det. Nær Kolding var jeg maltrakteret: jeg havde brugt alle mine penge, indkom med færre penge, og kunne ikke se efter hvor Mandelstam var ekspederet. Alle disse mennesker, tænkte jeg, lever med spotten, med huset og omfanget af forstanden, bastet til en lokal klode, der er alt for lille. Ved Odense var jeg ødelagt. Ved København havde jeg misset pointen, økonomien, anti-nomadismen. Dante nævner vist nok ingen skosælgere, hvilket må betyde at man skal nøjes, eller som Fru Mandelstam siger: friheden til at erkende nødvendigheden. Nu

hvor jeg har valgt frihedens
flabede truck
og ikke er multikunstner
eller dyrker harmonisk tid

må jeg trave lidt på rastepladsen
det gamle image
helvedshunden kastet til mama
de unge piger stinker af marmelade
det er sandt for dyden for stygt.

Jeg prøver at lytte til Coldplay, hvis sound er slikkelir, jeg skal have den sound ind

mellem ørene.

Jeg når ikke Biskops arresø denne gang heller,

thi jeg skal sone
alletiders
error!