Der kom nye løfter i vejen

Up Hill Here: lektørudtalelse

"Med udgangspunkt i en koncert i København med den irske rockgruppe The Pogues starter en syret dobbeltroman, der som rammefortælling tilsyneladende har en "bortrykning": en åndelig samling af tilfældige personer, der drives af et eller andet et andet sted hen - måske til Albanien. Deres vej krydses af et utal af litterære referencer, teksten overvåges af en censor, Krankenheimer, og på et tidspunkt hyres en Los Angeles-detektiv, William But, til at prøve at rede trådene ud. Ind imellem den rablende tekst, der bevæger sig i mange retninger, er der rolige tilbageblik på en opvækst i Ellebjerg. Et referat kan ikke yde teksten retfærdighed, der er mere tale om en litterær oplevelse end en episk historie, og bogen er skrevet med et gevaldigt sprogligt overskud, der gør læsningen til en krævende sag. For læsere af fx Dan Turèlls vildeste tekster og tilhængere af eksperimenterende lyrik og prosa".

Krankenheimer in beiden længsel og adolesensis

Om mindfullness baseret kognitiv terapi

Jeg er tilbage igen i vores land, og mærker neurosen komme. Den kom helt præcist da jeg vågnede. Da jeg gik i seng levede jeg helt ude i mine øjne, og jeg havde så mange (snobbede) forudsætter, hedder det vist. Jeg havde på Rhodos læst Dante, og paradiset, og jeg havde forstået hvad en digter (også) er. Så altså de billeder jeg havde taget af græssende geder skyr jeg lidt. Nuvel; jeg lægger nok et ud alligevel.

Til alle søde mennesker: hvis nogen ønsker at have skriveophold i det svale syd, hvor man bare er lidt sundere og lidt mere materialistiske, er der det her forfattersted på Rhodos, som selv jeg kunne komme ind på med en rudimentær ansøgning. Jeg fik en måned. Det er gratis. Man har udsigt til den tyrkiske sydkyst, Det agæiske hav, og havet er græskgrønt. Rhodos by har heldigvis minaretter og en masse historie, og man tænker grangiveligt at kultur er rykket længere og længere nordpå, og da Mærsk snart kan fragte 10 % af verdenshandlen nordenom, kommer jeg til at tænke på at Østgrøndland bliver det nye Babel/ akropolis. De har det svært der. Det glemmer man i denne lallende intetsigende blogverden, hvoraf denne er meget intetsigende, og jeg skammer mig, og ønsker at blive en mand, der sidder på yderspidsen af iris, og kigger varmt på verden. Efter Dantes tirader problematiserer man Celiné.

Jeg er sgu ked a jeg allerede sidder her. Jeg havde tænkt mig at købe et pænt sæt tøj i stedet for. Tænk sig at grimheden er evolutionær?

Jeg vil øve mig i at:

- sidde yderst på øjet
- sanse meget mere
- bruge mindre blog-tid
- læse meget mere/ klassisk
- måske erkende at der er tænkere og der er sansister og dem midt imellem.

Ak: først nu forstår jeg at kunstværket er umenneskeligt.

Jeg tænker meget over - forholdet: angst/ mod.

Ovenstående titel henfører til en gruppe jeg skal begynde i, hvor man lærer at være nærværende. Jeg er lige stået op fra de-fødslen. Jeg skal organisere mod-portioner i så amerikanske doser at jeg nærer mistillid til reel fødsel. Ironien i værk-immanensen? Ironien. Jeg læser Proust, og prøver at blive en dygtigere dreng, og derfor disse små skyer om sansning. Hold da op!

Det gir lidt ro: de mange sider. Den hattenåleagtige følelse af god-dreng-hed man får, flid, maser på. Ingen pamfletter, tårnet. Så mange sider. I verden.

Metaverse/ krollet

"Slap forbindelsen til jorden/ en fri arkitektur i frie former i fri luft/

Dante + en del skarpe + lidt Beatrice er nok til at

jorden lofter sig lidt.

Malevich.

Ligesom nor man med sammenknepne ojne
mo se hvor solen partielt formorkes
og selve synet derved blonder synet/

langt forude, i en seksuel neuose stor Stein vinkende, alt forlidt ged
men med en kleenex/vision
puffet udtrykket hinsides alt hvad jeg ellers kender.
En lanse.

At komme hertilbage
en anden
rusket af grosk pudder/angest
ordotoks ovenpo hinanden altid seende fattigdommens skoge.

So er jeg det. Men jeg kommer os med en pikged ind i deres
stovle/stue og laver en gebrok so de smiler -

Vi siger mod, men hvem kan beskrive mod?

Enten tager man flammebilledet/ Dante
parkerer resten af udtaltheden, indsigten der, lys
eller ogso fantasien
Babelstornet af morkeligheder -

eller opgive lortet/ den matematiske odditet
er ikke bojet nok vok,

slide slide som gadekatte i morket
hen over salmer, hellenismer, atomer, doder, oktaver

eller bare/ hvad er mod?

Jeg hader alle folkenedslag/
dosegrokere
sygenordboere
syge pingvinger
hunde for vinger af mig
deres epos stroler i muren/

Men ham der ligger ned, forlonger snuden
og trokker begge orer ind i hovedet
som sneglen gor med sine horn; hans tunge
der for var hel, og egnet til tale
spaltes i to mens den der for var spaltet
heles til een - og hermed forsvinder rogen -

Po Rhodos lever de af turister
alligevel korser de brystet
foran Byzans
jeg sidder i en rovskoring og bliver fremdeles grummere -

ti minutter
so er jeg opbragt af Dante -
det har altid heddet Mozart/renheden -

Kolossen fra Rhodos

Jeg tager et foto af en ged paa en skaaning, men den onsker ikke sine 15 minutter. Den stor ved Linos, en af de 3 forste bystater pa Rhodos, men foretrakker havet, cypresser, agaver, Helios, Byzans, den dodekanesiske atmosfore, hvor verdens tilsyneladende forste filosoffer trakker lys dinglende evig idealistisk evighed ud af det smalle lys. Det hele er her, moskeer, citrus, italiensk besottelse og Tyrkiets Cezanneagtige kyst i det fjerne. Jeg pulser pa den indre dysmorfistiske Munch, Nordens kvornende morke, og ser komplikationen, neurosen som noget der kun kan bumle nord for Alperne. De proster her rumsterer moske med morket, men er i virkeligheden poppede candelabremond. Vi kommer fra et badeland af fadol, og plastik. Ojnene soger ned over den groske buffet, men stopper, mottet.
Efter at lyset udklokkede farende feer
kom de po afveje
skar sig po Alperne og tegnede efterhonden
entropiske cirkler af afmagt, sjolekomplikation

forst over Hannover
og siden over Kobenhavn og Gotland.
Nu har de mistet Platon, og kunsten/
Helios er mat og forodt.

Opsætning for den gamle

Skriftens sanatorium

af Rasmus Graff

Kasper Nørgaard Thomsen har lige udgivet en for mit vedkommende længe ventet roman på forfatterforlaget Anblik, og minsandten om ikke det er en roman, splittet i bogstavelig talt to dele, to bøger. Titlen er Malonecity (1 + 2). Formatet er lækkert, samme størrelse som de fleste franske paperbaggenoptryk, dvs., bøgerne har størrelsen til fx inderlommen i vinterperioden, og trods bøgernes fine kvalitet, tilpas tykke omslag, tilpas behagelige kvalitetspapir, vejer bøgerne ikke særlig meget, dvs., man kan fx hvile hånd 2, mens hånd 1 holder en af bøgerne i en højde, i en stilling, der uden at volde smerte i håndledene, behager øjne og herefter et væld af andre krops- og tankedele. Nok om det.
Det er efterhånden fem år siden Kasper Nørgaard Thomsen, under navnet Kasper Thomsen, udgav en bog: debutbogen Baljen på Arena/L&R. Hvor Baljen er en spidsfindig roman af en citatcollage med stressende mange cirkulerende bogstaver, ord, sætninger, tilstande, referencer, er Malonecity ligeledes en intertekstuel, overkodet (tilstands)roman. I tekstens overkodning ligger der selvsagt det, at bogen er en kvalificeret samtidsroman.
Titlen, Malonecity, er lige til at forbinde med Samuel Becketts Malone Meurt (1951, da. Malone dør, 1963) og at sammenligne dele af Thomsens metode med Beckett, er ikke urimelig: også i Thomsens umiddelbart destruktive og til dels absurde omgang med sproget, opløses tragikken, ofte på en sjov, parodierende måde, hvilket gør, at stemningerne veksler mellem snart det ene, så det andet, så det tredje etc. Meget besværligt, men/og meget sanseligt. Hvad Malonecity ifølge Thomsen er, kunne meget vel være sproget selv, fx står der: ”(…) den grusomhed, som karakteriserer Malonecity. Jeg tror Malonecity kommer før mennesket, og regerer mennesket”. Senere i bogen figurerer Malonecity som et geografisk sted, hvor Skrigerne kan skrige igennem: ”De kan skrige i fred her, her er ingen rotter, her er ingen dommere – De vil ikke skrige mod nogen eller noget længere. Bare skrige. Renser det lungerne. Bare skrige. Når de skriger, få de det ikke bedre, men de får det heller ikke dårligere, hvorfor det er naturligt at blive ved med at skrige.” Sproget i Malonecity er lige så brølende. Det fortsætter, det skal tømmes, sproget!
”Det kan ikke være en regelret repræsentation”Meget groft sagt handler Malonecity om nogle danskere, der efter en koncert med The Pogues (et helt aldeles forfærdeligt band), deporteres fra København til Albanien. Som det står i pressemeddelelsen fra forlaget, ”har man indrettet Albanien som en andenrangs nation, hvor Nordeuropas uegnede sendes til. Dette følge kaldes Pelotonen, der kommer til at optræde som en slags hovedperson i romanen. Fortællingen om Pelotonen kombineres med diverse sidefortællinger, bl.a. en historie om en efterladt dreng i en bunker og en anden om to brødre, hvis skæbne afgøres af Pelotonen. Fortællingen finder sin slutning i Albanien, hos Krankenheimer, der dels afventer Pelotonen, dels kommenterer, hvad han oplever med to albanske stammer, Gegerne og Toskerne.” Hvis det ikke allerede er tydeligt nok, er sproget også en hovedperson.
Så er det altså også sagt på en pæn måde!, for der er intet andet at sige, end det går helt amok. Der er hverken start eller slut, kun midte, i bogens fletværk af handlinger. Det gør, at man virkelig ruskes rundt i betydninger, steder, tider, personligheder m.m., hvilket hænger udmærket sammen med et jeg, der i bogen siger: ”da jeg besluttede mig for at bortskaffe dette jeg, gjorde jeg det måske for at give plads til de andre.” De andre, der tales om, er alt fra Krankenheimer, Ezra Pound, William But (en navneparodi over den irske digter William Butler Yeats), Nietzsche, Byron, W.B. Sebald, Blanchot, Célin, en bror, Clarissa m.fl., til geografiske steder såsom København, Albanien, London, Kværndrup, Østrig m.m., der synes at få en plads, få en personlighed, der konstituerer omgivelserne og/eller omvendt. Andre gange er det decideret litteraturhistorie, der skrives, fx er der et rigtig smukt, men samtidig grusomt, portræt, to i ét, af Céline og Pound (hvorfor mon!), hvor Thomsen ender med at lade sætningerne gå (vellykket) i stykker a la den måde, Céline gjorde det på. Det må siges at være en kærlig hilsen.
Larm, på med sanserne!Der er aldrig stille i Malonecity, og når der er det, eller når nogle i bogen tror, der er stille, er det dumme illusioner. Fx skrider en fortæller ind et sted i bogen og siger: ”Ha! Stilhed. Det kan kun være en fælde. Vi hører den, stilheden, men hører kun os selv, som de bevidsthedsofre vi nu engang er, og som de skrækslagne, småborgerlige bøfler vi er, vi ønskede i tidernes morgen den spæde stilhed, men da den ikke kom, slog vi os ned på kritikken af historien, det må vi indrømme, på en forestilling, der tegner en fed streg i sandet: Se, mørket, som leder fra den mindste lille bevidsthed til det lokum, hovedet, som vi nu slæber rundt med, og som vi ikke magter at slæbe længere.” Læg også mærke til, hvordan kritik kædes sammen i en alvorlig, humoristisk og fartfuld stil. Og så er der sprogets musikalitet, man kan sagtens synge sig igennem sætningerne.
En af de mest sigende passager i Malonecity, er en apostrofe, der lyder således: ”For læseren må vide: Denne fortælling, grassat netop nu igen, af øjeblikket bestemt sådan, krummede sig bagover i tiden, fandt øjeblikket goldt, lirkede hele tiden blod ind i rummet for at kunne forlænges.” Malonecity består (også) af montager på montager, sammenkoblinger af tidsperioder, digtere, kunstnere m.m., der giver øjeblikket en ny form, der er et sted på grænsen af nutid, fortid, fremtid, med andre ord, en art eufori, en beruselse, en (tæt på) ophævelse af tid og rum, for nogle gange er det historien, andre gange er det samtiden, der trækkes på, nogle gange er personernes, tidernes, stedernes, identitet anonymiseret, andre gange ikke. Det gør det hele dynamisk, sanseligt, spændende. Som der står: ”De andre, her, er heller ikke prægnante, men indkasserede drastisk og anonymt. Alt andet lige så undgår man hierarkier på den måde.” Det er svært, ikke at tænke på fornuftskritik, subjektskritik og andre emner i nyere vitalistisk filosofi.
”jeg misunder dem, der bygger helårshuse, og altså har lavet en deal med livsrytmen”Malonecity er et åbent værk, her kan læseren gå amok, eller i gråd, i fortolkningerne. Værkets åbenhed kommer endnu mere til udtryk gennem den åbne brug af tegnsætning: der står aldrig ’?’ og yderst sjældent ’!’, kun ’,’, ’.’, ’–’ og ’…’, hvilket gør, at man som læser må afstemme værkets tone helt anderledes end i den herskende prosa og lyrik.
Nogle vil nok kalde det en ikke-litteratur, da værket er svært tilgængeligt (i hvert fald i den forstand, at der ikke er forførende, regelrette handlinger), men jeg vil i stedet kalde det en hypersanselig litteratur. På siddende røv kender jeg ikke nogle danske nutidige forfattere, der kan vride og tømme sproget til vanvid og skønhed som Kasper Nørgaard Thomsen. Han skriver, så man (gen)finder en frygtelig paranoia og en uendelig kærlighed for sproget.
Så kan man diskutere længden på værket. To bøger på henholdsvis 186 og 174 sider er meget at læse, særligt når plottet er så godt som ikke-eksisterende. Men her tror jeg, jeg har det som Lars von Trier, hvis yndlingsfilm er alt, alt for lange. Det virker i enden overbevisende, at Thomsen kommer så langt rundt i sproget og alt hvad dét medfører.

Kasper Nørgaard Thomsen: Malonecity186 og 174 siderAnblik

Den systemtro angiver

Anmelderen - den smalrøvede -

når/ hvis denne person er plantet i den primære ikke-flugt-verden

er han så en ja-siger,

en krigstilhænger, en konservator,

støtter han invasionen i Irak -

når han ikke - med Bloom

laver en flugt-etisk slalom-bevægelse - væk - ind?

Det hele kan divideres yderligere -

fuck ja, dyader -

men barnet, hvor ofte slår det ihjel?

Afrika: børnesoldater.

Det etiske barn -

Spidsnålen mellem Dargers patofysiske eskapisme og den barnlige fornuft, der er så tykpandet at forelæsningen preller af -

Duchamp -?

Beckett: modstandsmanden.

Barnet må nødvendigvis være åbent overfor Zangenberg, men kommer Zangenberg nogensinde ud for at lege?

Jeg ville sgu gerne sige noget dybt, noget klogt, men, men -

Idiotien i udøvelsen -
Idiotien i anmeldelsen -

at blive anmeldt
at blive stukket, angivet af

- træmænd.

Den geriatriske anmelder

Den Gerontiske kritiker -

Den gerontiske kritiker er karakteriseret ved fra fødslen at have været uden mindste sans for litterær legesyge. Han eller hun tager eksempelvis aldrig en romans forskellige udsagn for pålydende men grubler omhyggeligt over den indre ironi og relativering, der kan finde sted i et litterært værk. Den gerontiske kritiker kan også være karakteriseret ved periodisk at regredere til et dybere eksistensniveau. Oftest sker det, når kritikeren havner i sin egen dybsindigheds vold og ikke længere er i stand til at se klart.Et eksempel på det sidste er Erik Skyum-Nielsens anmeldelse af Kasper Thomsens nye roman Malonecity. Han fik lov at anmelde bogen i Dagbladet Information, og fik dermed mulighed for at hælde sin galde ud over bogen. Thomsens roman havde i mellemtiden placeret sig i fred og ro langt fra hitlisterne, og når man samtidig på forhånd er disponeret til at hade forfatteren, så er det dømt til at gå galt.

Dannede klassicister

Det var på en måde forventeligt, at Erik Skyum-Nielsen ikke ville bryde sig om Kasper Thomsens roman. Denne klassicisternes klassicist er mere til velafbalancerede finesser og harmoniske beretninger end til ambitiøst eksperimenterende prosaværker. Han kan kun sætte intetsigende etiketter som 'grasserende' og 'fortænkt' på romanen og kalde Thomsen 'forskruet, forvirret og furiøs', fordi hans system ganske enkelt ikke kan rumme, at den bog på én gang forholder sig til den litterære overlevering og tradition og samtidig er en fornyelse af den danske romantradition. Og her er det så, det gerontiske sniger sig ind: I stedet for at anerkende egne begrænsninger, må han absolut skrive sig ud i en spiral af mavesure tirader, hvor han kommer længere og længere væk fra den bog, han skriver om. Jeg har i øvrigt så megen veneration for Skyum-Nielsen, at jeg tilgiver ham dette fejltrin. Han er en kritiker med en original røst og næse for den gode og velskrevne litteratur. Derfor tilgiver jeg ham hans gerontiske afsky ved alt, der formmæssigt er frækt og stikker af fra den litterære konvention.Man kunne i den gerontiske sammenhæng også nævne den selvhypede kritiker, Mikkel Bruun Zangenberg, der på internetsiden Litlive.dk for nogen tid siden mente, at Thomsens roman var både anstrengende og især anstrengt. Det ligner et udsagn, man trækker i en automat. Det er efterhånden kendetegnende, at det for kritikerne mere handler om at spille en rolle. Med disse kritikerattituder er det vigtigere at være en dannet klassicist eller poststrukturalistisk intellektuel med en pinlig besættelse af døde hvide mænd end at gå dybere ned i værkerne. Med tiden finder man dog ud af at bruge disse anmeldelser som en omvendt målestok. Hvis kritikeren kan lide en bog, er det sikkert en dårlig bog. Og hvis ikke, er det en god idé at tjekke den. Det, der er mest mistrøstigt er, at der er så lavt til loftet. Alle vegne støder man ind i fordomme. Det spændende er jo ikke denne sort/hvide for og imod Kasper Thomsens roman, men derimod hvordan en mere kvaliceret diskussion af, hvordan en roman som Malonecity på en og samme tid kan rumme traditionelle episke træk og være en fornyelse af den danske romanform. Hvorledes romanen godt kan være stor litteratur selv om den ikke er en bestseller. Det kunne også være spændende at diskutere, hvorfor de litterære moder gør, at det på bestemt tidspunkter er svært at indoptage bestemte værker, fordi de ikke lige passer i tidens kram. Der er rigeligt tid til at blive voksen.
posted af Martin at 17:24

(ja: skrevet af Martin).

Jeg ved ikke om jeg gør noget forkert ved at kopiere tekster, men den varmede.

"Gerontokrati: statsforfatning med styrelse af et råd dannet af de ældste; oldingevælde".

Et par grønne bemærkninger: jeg tænker hele tiden på "modsætningen" modenhed/ barnlighed. Ida Jessen skriver ansvarlige, etiske bøger, modne bøger. Beckett, Walser, Stein er børn. Jeg har knoklet med den dårlige samvittighed; at skrive modent, at omfatte andre mennesker. Men sprængningen af traditionen, så vidt det er muligt, hænger sammen med en overlegen, barnlig kompetence. Desto mere det akademiske råder uforstyret desto dårligere bliver bogen. Hvis Beckett ikke blandt andet er en sort legebalje ved jeg ikke hvad han er. Kafka er da også et barn man ikke kan nå. Det er måske den modne barnlige erfaring at verdens vold er så voldsom at - det glippede. Jeg synes det er en spidsrodssag mellem akademisk grundighed, ansvar og barnets modstand mod verdens voldsomhed. Hænger fornyelse ikke ofte sammen med en overlegen barnlighed, der responderer på verdensrædslen med en innovativ modreaktion? Roubaud er et spændende eksempel. Barnebortvendtheden, ikke-gentagelsen, there is a happy land, where only kids go. Jeg sætter en katoffelære i at være en håbløs akademiker, der ikke er akademiker, og udfordret af det akademiske, saft contra væde. Det lyder så banalt. Cezanne, naturligvis, var måske ikke barn. Er det barnligt at fastholde det barnlige?

Og hvad angår Zangenbergs krav om tabula rasa kan man ikke forestille sig en Niels Frank, hvis skrivegods og fantasiarsenal ikke begynder (og slutter) med kunsthistorien. Måske karakteriserer det netop det humanistiske barn at det søger ind i en erstatsningsverden, kunsten, for at overleve voksenverdenen? Det her er gejl. Men: Legen er eksperimenterende. Tørheden, formbevarelsen, akademiet er en nødvendig ørken, som det åbne barn må forholde sig til. Men Beckett (og ydmygt: Malonecity) geråder i barnelandet, men den erfaring han også dribler med er jo ekstrem voksen, så at sige: ensomheden i hovedet, døden, kritikken af den rene fornuft. To spændte poler. Skyum: hvor meget dynamisk elasticitet spænder du over?

Og iøvrigt til os, der er cyklet videre, og vi er mange: hvorfor spilder vi dette korte liv på VI, de druknede?

Dhodhekánisos

Nærmere bestemt: Rhodos.

Det ligger så tæt på Tyrkiet at det må være kolonialisme at tyrkerne ikke har øen. Der er et skrivecenter på øen. For oversættere og forfattere. De har grå stær; de har givet mig et ophold. Det var som at stjæle slik fra blinde børn, opholdet. Alle kan få et ophold der, og de betaler gildet. De må være idioter.

Kroppen er en maskine. Før afrejsen frister jeg den med masser af motion, spandevis af vand. Får den aldrig nok? Og jomfruen fik ondt i skrævet af al den spagat. Nu skal jeg rejse, og jeg er bange.

Jeg har givet maskinen vand, figner, døgnrytmer, våde drømme, appelsiner, knyttet tandsættet. Jeg er parat. Hvad er det de siger, amfetaminamerikanere, når de pløkker fjenden? Burn motherfucker burn! Jeg har satset på den sejeste plet langt oppe i hjernen, vandet modet pertentligt, har klippet håret. For at overleve siger jeg gerne fadervor. Jeg har orlov. Jeg skal vinke til befolkningen på Rhodos. Jeg skal begrave en efterhånden markeret forestilling om at det er den naturlige, afskårne barnlighed, der laver det spændende træk, hiaten, i værket. Jeg kysser kroppen. Jeg fortæller den der er våbenhvile. Jeg giver dig vand. Jeg giver dig. Giver en lille smule ro? Giver du en lille smule ro? Giver du en lille smule ro? Lad mig se havet. Så får du æsler, søde.

Besættelser

Bosiddere -

riddere - jøder -

man planter et flag på månen

dyremunden fra reservatet

vinker -

Jordbesidderen, hvem? -

Forberedelser før Armenien

Jeg sætter bilen til undersøgelse hos Jaguar-Jesper. Efter ulykken i kroatien, hvor jeg kørte ind i en stor sten, er der slør; bilen ryster når man kører over 140 k/t. Jeg har kælet for min sagsbehandlers bryst, og hun har givet mig fri. Jeg har sagt det var nok med ærtesuppen, gråvejret. Jeg har barberet mig. Jeg har lagt al angst, også min egen, hen foran Jagtvej 69, og således er verden virkelig forandret. Den er gået fra minus til plus, som Shubidua synger. Hvilken forskel når jeg vander potten. Jeg har brændt et par cder, jeg har sagt farvel til naboen og tømt postkassen og lært mig Dante udenad. Det havde været på tide. Jeg har studeret Anatolien. Jeg har kysset den sarte gederace, som det hør sig: Ofret lidt skummelmælk til policen og revolveren. Jeg har taget nye sko på. Jeg har tænkt over noget politisk, og jeg har tænkt over ironien, da jeg vaskede igen inden afrejsen. Inden afrejsen, allevegne konstant hyperboliseret, fætrene døden, alskens, har jeg drevet fordel af simple, praktiske manøvrer, og jeg har opnået sædvanen. Bilen er i behold.

Himmerland United

"Albanerne regner sig selv som efterkommere af illyrerne. Et folk som i oldtiden holdt til på den vestlige del af Balkanhalvøen. Dette er imidlertid en opfattelse, som mange forskere udenfor Albanien ikke deler, og albanernes oprindelse kan ikke anses for klarlagt. Det albanske sprog står helt isoleret indenfor den indoeuropæiske sprogfamilie. Ud fra bl.a. sproglige og antropologiske kriterier inddeles albanerne i to grupper: Ghegere og toskere. Ghegerne (67 %) holder til i Nordalbanien og i Kosovaområdet i Jugoslavien (ca. ½ mill.). Toskerne bor syd for floden Shkumbi, og desuden bor der ca. 100.000 i Grækenland og ca. 100.000 i Italien (Sicilien, Calabrien). Ghegisk og toskisk er to adskilte dialekter. Men den vigtigste forskel mellem ghegerne og toskerne ligger i deres traditionelle erhverv og sociale organisation. Ghegerne bor spredt i utilgængelige bjergområder og har traditionelt ernæret sig ved kvægdrift. De har i århundreder levet isoleret fra omverdenen og har modtaget ringe indflydelse udefra. Tyrkerne formåede heller aldrig at få fuld kontrol over dette område. Ghegerne har indtil vor tid bevaret et primitivt patriarkalsk stammesystem. Overhovedet i hver stamme afgjorde tvister, arrangerede giftermål og idømte straf. Karakteristisk for ghegerne var blodhævnen, som endnu i dag ikke er helt udryddet. Endnu i 1920'erne skyldtes 20% af dødsfaldene blandt den mandlige del af befolkningen blodhævn. Toskerne derimod har større lighedstræk med de andre folk på Balkan. De bor i kompakte landsbyer, og har traditionelt ernæret sig ved landbrug. Denne del af landet var frem til 1945 domineret af osmannisk feudalisme, hvor godsejerne oftest var muslimer og landarbejderbefolkningen overvejende kristne. Toskerne har altid været mere tilgængelige for indflydelse udefra, og nye tanker og ideer er oftest trængt ind i Albanien gennem denne landsdel. Også i religiøs henseende har albanerne været opdelt i flere grupper. Den overvejende majoritet var muslimer (70%), der var opdelt i to grupper. Ghegerne i nord var ortodokse sunnimuslimer, mens toskerne i syd overvejende var bektashere. De kristne udgjorde 30%, af dem var 20 % græskortodokse toskere, og 10% var katolske ghegere omkring byen Shkodër".

In the port of Amsterdam

Sejleren gik hinsides
bordellet lukkede

Hvad kiggede vi så på -

slangereder, hviskestykker.

Silly boy blue

1. Øjeblikket. Blot. Blok. Øst/ vest. Er Berlin blevet en petit four?
2. Karma: hver gang den forsøgte at overmande og fiksere fartstriberne rullede de rundt, striben, som om de levede i Sibirien. Så et program igår, fra stepperne: shamaner, øde, øde landskaber. Striben var altså levende og slog krøller på sig selv. Den ville ikke formfæstnes.
3. Være her/ for at modulere mørket. Men her fremkalder mørket.
4. I fremtiden, i fremtidens klima, sværtet i pink, hvorfor?, lever der savannedyr i DK. Måske er vi en del af klimaet?

Vi er en del af klimaet. Det kan fraktaler ikke gøre noget ved. Eller er det det samme?

Serier som slanger
der er blevet guder eller demimonder
halve slanger og overliggeren
der gnider seriernes lys
høflige -
eller -

Anakonda -
din form er langsom og alt for majestætisk
har du ikke set Aros
den zoologiske have og racerbilerne -

farvel -
anakonda!

Clean cut: sammenhængskraft

1. Jeg kan huske et interview med Martin Hall for et par år siden, hvor han udtalte at han brugte 70% af tiden på at få styr på lortet.
2. Viden: det man ved? Vides velvist.
3: Shane Macgowan siger at han blot anlagde det sådan at han red den røde Poe-sol anonymt, afkastede dødens og æggens spildprodukter: det havde ikke noget med ham at gøre. Han var blot rideren, der lod mødet regne af sig.
4. Kan man så udslette forfængeligheden?
5. Og latteren: vendtheder, angst - forhold til reaktionen: den snog har vendt sig på sengen igen.
6. Sammenhængskraft: de serier, de åbninger - eller: hvor meget holder man i hovedet?
7. Naturligvis er the edge anonym, ekstasen: ud af sig selv.
8. Ansvaret.
9. Idioterne: barnemad/ børnemad.
10. Jeg tænker på et magisk hus med en masse børn, og allehånde prætentiøse beskæftigelser, og vægge, der er trætte af at være vægge: vægge på frierfødder. Og Henry Darger. Altså til en abondoneret bog - igen.

Og skrigebjerg

ah - det gør godt
os - her - skat

I et hvert menneskes liv

skriger man først -
mod herren
han tager majsen
han siger du skal flytte
så flytter man
så kigger man
idiotisk
så forelsker man
de brænder Jagtvej 69
du er forelsket -

Fuck you søster, men Viktor skriver en skarp

Weltraum -

Monkey sans titel (den nye hund).

Kirkegård, snue.
London. Socialitet.
Socialitet. Glimmer.
Glimmer & heroin. Kokain -
heteronymer. heteronymer. In beats. /
Low. Us. Low.
Frafaldslære. Us. Frafaldslære.
Codriver. In beats. Glimmer & beats. And on -
Did U say Techno?

Fra semikolon til hypoplektikere

Spas - spas

Vi leger gemmeleg -

det er så sjovt -

tiden går så snildt -

når tiden er gået

halvsovnen overstået -

er tiden gået så hurtigt

alle så dejlige at ingen genkender - nogen -

Ultraviolence

Ud: det mørke!
Ind: Åh, her er så dejligt.
Ud: jeg kan bare ikke få nok!
Ind: her hører jeg hjemme!

Åh: sommerfugl

eller hiaten? - fra Forbrydelsens element

til Idioterne.

Ud: tomhed!
Ind: identitet.

Der står en Østeuropæer i kerten

Der står en Østeuropæer i kerten
og vender & drejer en roman
som om det var en kostbar -

roman.

Roman?
Hviskestykker?

Roman: et åbent sår der har glemt alt om kræsen -

Forudlykker altid i det forkerte århundrede

Det var som popsangen jalivet
det 21. århundrede

efter man har krøllet donkraften sammen
til silke og genderdress
lidt folie, efterskinnet,
fra hyænerne og diamenterne
skuler som syæske mod det næste århundrede
styrt, blink -

bilen kan ikke komme ud over kanten
poem uoverraskelig
i klynger af mange skuler vi ud over kanten og banker på døren -

så vendtes det igen -
engang sku maven ædes af vindmøller
nu er det diamanter der sejler i monovinde
og vendes -

Budda på frierfødder

Det var nok -
da jeg gik med hunden

hunden lyste det var halsbåndet -
Budda Lyste det var smilet -

der er ingen der lever med sammenligningen her -

han rakte ud efter Budda -
den var på frierfødder og listede af sted
det var i Dragør
hun rakte ud efter Budda -
men den listede væk fra hende.

Tom Wolfe får dansk outfit på, omsider!

Sig mig Hr. Marr -

Tror de virkelig ikke at forfatteren til The bonfire of the vanitas -
at han har noget han kan lære os?

Nej, det tror jeg ikke -

Har de overvejet -

Nej -

Med den erfaring!

In the heat of the morning

Det bedste track jeg kender, tror jeg, med David Bowie.

En mark. Et net. En fager lolita-knægt med høje knæ. En sol, der tramper elskovssygt rundt mellem dæmpet gul og lutter sangvinsk blå. En sommerfugl kommer flagrende. Har de set katamaranen Orange jordomsejle kloden på blot 50 dage? Så glem dette uhyre, og følg den spædgående fyr, der løber efter sommerfuglen; sandsynligvis en knægt, der kommer til at vokse op i en verden, hvor man har aborteret krigen. Sagde jeg krigen? Glem også den! Amerikanerne har ikke bombet targets i Somalia. Somalia: for hærget til at nogen kunne finde på at bombe der! Sagde jeg bomber? Åh, glem også dem!

Han rødmede skønt alting var overstået

Øh - doktor - jeg ved sgu ikke længere, det er ligesom lidt mat det hele. Jeg vil gerne ret meget, men jeg drømmer ret meget, og jeg ved faktisk ikke om jeg drømmer om jeg vil ret meget -

tag dem på maven, Hr. Marr - hvad mærker de?

jeg ved det ikke -

får de løbet?

det er som om jeg står skærslibertyndt nær det man kalder virkelighed, men sumper i drømmen, og jeg kan se fabelløsningen -

denne forvirring -

dårlige sovemønstre?

det er som om
forskuet - forkert - eksileret

men nu har jeg det -
når man vælger livet i drømmen er det såmænd hele sandheden -

De behøver ikke bekymre dem -

Salamanderen har ikke den mindste anelse om det sorte og gule farvestænk på sin egen ryg. Den ved ikke, at disse pletter enten tegner to stiplede linier, eller flyder sammen i en uafbrudt bane, afhængigt af sandets fugtighed, og af den livsglade respektive sorgklædte, tapetsering af terrariet. Men den tænkende salamander - mennesket - som kan forudsige morgendagens vejr - burde dog i det mindste selv kunne bestemme sin farve.

Visum påkrævet?

Undskyld, men De har vel ikke en kopek?

Intetsteds og ingensinde har jeg så stærkt fornemmet Ruslands vandmelonoppustede tomhed; de teglstensrøde solnedgange over Moskva-floden og den mustensfarvede te førte mine tanker til det røde støv fra Ararats højovn -

Hviderusland: visumpligt
Armenien: comme si comme sa
Georgien: fås i lufthavnen
Ukraine: transferfrit
Uzbekistan: point blank

Lavas: usyret fladbrød, alm. i Kaukasus -

Happy House not Albertine?

Jeg kom ind -
Darger var kommet ind
han var aldrig kommet
vi ku flytte skiltemuren
derhen, op, perpendikulært

de havde snore dem Casiokids fra Norge/ elgen

Funhouse!

Men først havde vi støvsuget den/der ligtorn
som fremmedlegionærer
thi legen var hovedaktionæren -

erkender du det -
legen som hovedaktionæren?

Puppetakt fra filmbyen in the thousands

Manifest! (næsten)

I sidste ultimum er det
ægteskabet & barnet

der sørger for at kunsten bliver vedkommende.

Det er din passerseddel, dit greencard

lidt ligesom vagabonder i Frankrig sku ha rejsepas -

til det ydre.
Jeg har brug for Deleuze -
For -
jeg kan ikke få styr på det
Ydre/indre.

Selv-sjakalisering.

Jeg kan huske tiden fra Rimbaud-tiden

Jeg kan huske at H Miller engang sagde at han ikke læste så meget mere. Jeg lå på plænen, i den stejlende formiddag, og læste om assasinerne, og undrede mig, ligesom det undrer mig at se Trier korpulent næsten ikke huskende noget, en slags vampet træthed efter man har kylet historien ned ukrainsk.

Sådan har jeg det os lidt. Prøvede at åbne Schopenhauer. Den knirkede, han skældte ud på Hegel og Schelling.

Det forekommer nørdet, gør det? Flere amerikanske sætninger. Igen står filosofien som en duellant, der, her.

Men det nørdede det interaktive, ordentligt. Smagsdommere.

Når man sætter sig på en fynsk plæne
og trækker vejret
hvad kommer så?

Dogme primare nightmarish

Dogme: hva ska du miste?

(Åh)

Hva har du ik gjort?: plot, kærlighed, renhed (ska man virkelig til a læs hel Proust?)

hva har du ik gjort understreget.

Der sidder en fyr fra 1988 og blæser i saxofonen, og han overvejer et rygestop?

Det er alderdommen, åh, omsider: resignation! Jeg kan mærke
begæret trætne.

Filmbyen i Avedøre.
(så Epidemic igår, Triers forvandlinger, thi gnomen arbejder med kategorier for forvandlinger, udskridninger, hiater, nyheder, hyper-transformationer). Trier har ihvertfald tre lejer, tre sindbilleder, hvilket er en del mere end de fleste.

Caddyvognen med hjemmebrødrene.

Kasper-klovn. Mediesporet. Dramasporet. Meta-sporet.

Casio-kids. Superkids.

1. Hiat: Total forvandling.
2. Udvidelse: Lille forvandling.
3. Udvikling:
4: Begyndelse:
5: Defence:

The drift.

Did you get mail?

David Bowie fylder år, Kim Skotte i Politiken. Mette Moestup. Art of reading, and what? Ægthed. Nedrigheden. Det voksne. Dargers dukker. Transformationer. Viljen/ Schopenhauer. Huset, ikke Perec, men et drømmehus, Eterlandets sublimeringer. Læseren. Om-automatismer. Det klassiske rum. Bech-Nielsen. Nogen på hattepulen. Fnidder herinde. Brutalitet. Paradokset: at man skal hjem-brutaliteten, for at lave noget. Det begynder med vold. Ordet forhindrer vold, skaber vold. Gamle tanker, konstruktioner. Ham alkoholikeren på Props. Kom ud å løbe i dag. Forsinkelsen. Hvor relevant er modenheden. Først leve, så skrible. Først skrible, for at leve. Lidt.

Jeg har været så uskyldig.
Det bekymrer mig at mærke nedrigheden.
Klokken er slået.
CVsoldaten er strøget.

En eller anden nappede rummet
skønt rummet causerede omkring aksen
mere udvidelse mere udvidelse
mindre og mindre plads

genderdress
kunstfilmen ind over filmen
reklamen ind over Proust
luftpres.

I skal vide at jeg er nogenlunde ægte optaget af at finde ud hvad fanden man stiller op, men jeg synes det er en stor opgave. Jeg har ligesom ikke tjek på det. Det synes jeg er vigtigt at få sagt: sagt.

Småtragisk & forudsat

Sors de l'enfance, ami, réveille-toi!

Jungle Brothers

Faktisk fabrik

Det var som en maskine

en maskine af alle mulige udflugter

i ønskedrømmen af fløde

disse starutter
der har - allerede har bestilt booking retur til Moskva
efter de tilså en krøbling og en anorektiker
det er det de holder tænker Henry
balancerer med Moskva fantastiske mennesker
tænker Henry

det set han tænker i det evige hjørne
gakket tilbage på drengeraketter
til hjørnet
O crew
der optager gademennesket
i det ene kammer
nej: han påpeger at alle formationer
er triangler nu, ingen er alene og alle sidder sammen
i lysende trekanter
forvandlingsorgier efter de mange sider om kælvende døtre
under ti år
i det epos der drømmer om fabrikken
ja og faktisk.

Hvilket er det kunstværk, dagens -
der skal puttes i hvile -
There is no morphine
is there?

Henry Darger går fra arbejde

Puha det var hårdt

mange og flere tallerkner

prikket på skuldrene

mere end det

forpint på skuldrene
af musik jeg hører og ønsker at høre -

og toner: danner dukker danner bredskyggede hatte
en nær søskendeflok
i min pik
siger: det er ikke mere forkert
jeg kan læse og stave
jeg kan ha benene ud over kloden -

åh, den musik
skændet af forkertheden -

Henry Darger

Han lømlen

drømte om værksteder

og væresteder

for han vidste at Andy

Warhole

har havende og havde

værksted

men han kom ikke længere end til slangen

opvasken

og verdens længste roman

cirka 5000 sider.

Henry

Opvask
metal
blødende tårer skulle dog ligge bag, havet tæppe trække rotten rundt til de steder som uskylden ikke for at se lys farve og glæde er blot noget som edenshave
undskyld mor og dig kære far de små kugler som der sidder lige for jeg kigger på mine fingre og vodkaglasset sætter nye ord Henry mit værelse er koldt og mine fødder er der ikke mere
radioen lyden fra vinteren står

(skrevet af Ivan).
(Smirnoff).

Birth of the cool

De løber i alle retninger -

Amherst, Værløse

Krikken pruster

Hvad er liv hvad er interaktivitet multitasking

Hvad er mig

Nedenunder verden

Oh, Dahkar

Mit interiør

Tørlagt

Sætning som kompositionel enhed

Det lyder næsten som vand

for alle kender vand i ørknen

åndedrættet, da beat

videre sætning

ledsager næsten blot

vores samtids bankende digressive beat

linje for linje

blinkende af dem alle

verden af verden.

Der er en terrorist

Han har en ak-47, Afghanistan.

Vinden, hvem har ikke besunget vinden

i provinskarantænen

hverken vinden kan opstå -

væk med pceren

væk med kæppen og enhver multitask

det hverken regner eller blommer

men terroristen tager alle hans ejendele.

Han smiler nøgent overlegen alligevel.

Hinden flyver

Over folden

afgrunden støttet af flere

linier skraveringer akser og egyptiske og sumeriske

medicinballader

vuggende i en hav

i en hav af forsinkelse

mens

citatet stammer fra dagens Information og

kan downloades

På et tidspunkt hospitaliseredes ordet

løsnede op som om det havde været en stram fisse

blev blankt og rent

og fik sporer og socialistiske sko på hoven

over steppen i blå unison

ordet hverken tæmmet eller vanskeligt

en klode og en reaktor

at sidde ved

en månesaddel

familiariseret med horror ultimo

skællet, en frafaldslære

ordet dannet og formet og ganske knægtet

af døden

der altid, altså, ligner en saddel -

mager.

Hirschsprung

Den punker hældte tænketanken ned i toilettet.

En hest kom travende gennem korridoren

den sprang over afgrunden og lavede en besynderlig hiat

en omvendelse satanisk ment

hr angst og hr mod skulede mod hinanden

bollerne var lunkne

mæcenen pustede

fabrikken skævende over kontrafej

af søster og mor

hvor væggene bryder ned hvorved det nye subjekt altid består

som trekløver

transparent og væskende

øjeblikket og forsinkelsen

patalogien af links

regnbuen i afgrunden

han sætter den gamle stodder på porten

i Tyskland eller nær den tyrkiske kyst

kældermennesket

det barn man ikke nåede

Frit efter Krigeren & Kejserinden

Der kom en engel på tværs, i lungerne
som et sort tapet
Det ku snakke

Det var overbevisende -
det ønskede næsten et stop for enhver undersøgelse
heller ikke huset på pynten, slappet frisk af bølger -
heller ikke flere særlinge med pønititenser -
Det kom sugerøret ned gennem halsåbningen
sprøjtende blod
thi hvor urimeligt er det ikke hvor længe man skal henholde i det stående
fuck it!
mimrede englen
polske stålværfter og finduftningen af arbejdende død
fremover
hvem er bange?

En truck eller den ulidelige pragmatisme -
skyttehuller, åbnede atomer i karambolage lisom musik -
hvis man kan det -
ud af bilen ned ad markvejen kaput!

Så nu skinner solen,
mellem stuer holdt mellem nærværet, fravær -
kornmarker eller diktum:
Soldater, græd!

Rollinger og runken sæd

Malonecity af Kasper Thomsen
--- anmeldt af Mikkel Bruun Zangenberg på www.litlive.dk 01-01-2007.
MALONE MIN BARE RØV- som Beckett kunne have ladet Mr. Louit sige det. Undervejs og ved vejs ende under læsningen af Kasper Nørgaard Thomsens længe ventede to’er (efter Baljen fra 2001) var jeg på skift træt, irriteret og plaget af kedsomhed. Det betyder i sig selv intet, og kan under bestemte betingelser sågar være en ubetinget kompliment – men er det ikke her. Det var den dårlige form for kedsomhed og irritation, der hjemsøgte mig. Den slags, der følger af at måtte trække sig gennem et træls optræk af uendeligt bedre sager, den slags der ikke leder til voltigeringer og sene udråb og forsinkede åbenbaringer (som med Gombrowicz).Jeg er også skuffet, oven i den bulede borsalino, jeg havde ventet mig bedre ting. På papiret er der tale om et subtilt post-avantgardistisk skoleridt, der via den klassiske hovedvej (likvideringen af det kartesianske subjekt og det aristoteliske plot) iværksætter en meta-refleksiv hyperdigression om en ”Peloton” – et kollektivt subjekt – der deporteres til Albanien, i tekstens univers en ny andenrangsnation (à la imperialismens New Zealand og Australien). Tilforordnet denne anledning-cum-antiplot er en række bi-floder; flokken deporteres i kølvandet på en koncert med irske The Pogues; vi har et par brødre, og et par albanske lokalstammer. Og det hele er naturligvis liberalt overstrøet med henvisninger til og ekkoer fra Hölderlin, Rimbaud, Artaud, Beckett, Céline, Sebald, Bernhard, Lorca, Jarry, Breton, Joyce, Pynchon, Blanchot, Pound, Kafka, Orwell, Huxley, Calvino, Proust, Miller+Durrell, Bachmann, Burroughs, Sacher-Masoch og markis de Sade, Deleuze og Guattari, Genet – og så som uundgåelig underlejring hele udtrækket (eklektisk og overvejende biografisk) fra Ovid til Swift og Swinburne (og med gæsteoptræden af Heidegger, bd.2 s.34). Mange nævnt, og flere utvivlsomt glemt. Herligheden er organiseret i to nummererede bind, delt i henholdsvis 6 og 3 kapitler af en art, og isprængt lidt kursiv og versaler her og der. Det interessante er som nævnt ikke, at Malonecity ikke lykkes, hverken på sine egne præmisser eller de som kritikeren måtte komme anstigende med. Det interessante er alene måden, hvorpå der fejles. Der er således ingen synderlig grund til som Erik Skyum-Nielsen i den danske avis Information at sætte psykologisk realisme og narrative storplots ind som normativ mod-norm, så falder man jo lige præcis – for mig at se – i den kedsommeligste fælde, nemlig at vi har en dydig front der opfylder en række kulturantropologisk dybtforankrede behov, og så modsat et antal unge avantgarde-lømler der tør lege oven på det forrige århundredes skraldespand. Beckett gjorde det fx, med Jean du Chas og koncentrismen – men uendelig meget kortere og mere virtuost end Thomsens ordrige og spastiske forsøg, og så var han jo også kun 19 dengang (se Beckett, Disjecta, Ed. Cohn, Calder, London). Retfærdigvis skal det siges, at Skyum jo også netop i sin anmeldelse kritiserede værket på dets egne tilstræbte post-avantgarde-præmisser.Men jeg ville ikke desto mindre gerne fremføre et par yderligere bemærkninger. For det første er der for mig noget godt ved, at Thomsen i det mindste formår at fastholde sin provinsielt frenetiske tone hen over begge binds i alt 360 sider; det er anstrengende og især anstrengt – men der er ingen faneflugt, ingen små smutveje, ingen snyd på vægten. Thomsens maveplasker er på den led konsekvent, om ikke hverken modigt eller originalt udført. Og jeg vil i modsætning til Skyum ikke på forhånd helt udelukke, at Thomsen har en slags talent, omend det godt nok længe har ligget og rumlet som hengemt sæd i pungen, set i lyset af Thomsens biologiske alder. Nu skal der vist rykkes, hvis det skal blive til noget engang i dette århundrede.For det andet mener jeg – som nævnt - i modsætning til Skyum at der ingen grund er til at skose manglen på subjekt og plot. Det er jo ikke dér, skoen klemmer. Nej, der mangler derimod en egentlig evne og vilje til at gøre andet end at bedrive den sært provinsbefængte og (sorry!) studentikose trang til at gentage alle de andre igen-igen. Det kunne måske være opløftende at se Thomsen anvende sin unægtelige sprogmaskine til andet og mere end disse hulahopla-øvelser oven på alle de andres liv og skrift. Åt skogan med Genet og Rimbaud og alle de andre små gamle tøsedrenge. Lav dog lidt tabula rasa, glem, glem, glem alt. Og begynd et helt andet sted. Blot for Guds og Allahs skyld ikke i Malonecity’s lille røde legebalje. Kasper Nørgaard Thomsen: Malonecity 1-2186 + 174 sider, Forlaget Anblik

Love and pace

Lære det
forfra -
forfra
Hvorfra forfra
når nu sæden er så runken?

Skal det nu være biologisk betinget
blomster udfoldet?

Han har ret
denne Krankenheimer hyper-patter
på disse indsatsers lukreter -

Forfra
for at finde det nye -
det nye er ondt
er forfra

tabula, avantgarde & snotbørn
når Samuel blot er nitten år
da han skriver Murphy.

Skoven er afbøjningen fra styrkevirkelighedens heksekeddel!
Dette lille land

med vennerne
der er selve stoffet, forvisningen

til det land, hvor kids opholder sig.

Jeg streger verden, en stormtændstik
og giver dem alle sammen ret.

Jeg kom senere i lære hos Borges

Det var tyst, i kontoret. Der var ikke noget forceret over denne mand. Han var en krop, og vandet drev snart symmetrist snart klukkende henover hans facade. Facade er ikke sådan ment. Han opstillede en verden, blandt mange, hvor alle linjer kunne krydse hinanden, hvorved han opløstes udramatisk, men da dette var sket kom han frem igen, og måtte altså kunne adskille niveauerne, ligesom en domptør. Det var ved siden af hinanden. Måske som masker. En fæl fascisme? Nej; jeg fik en med stokken. Han smurte verden, labyrinten ind i smør og smilede. Jeg var forvirret. Jeg tænkte på mit hareskår, at det ikke ville funke her i Argentina?

Sydvest for Irland

Vi var hoppet af båden, da vi så denne lille klippeø, smadret af havet og alligevel stanchaftig. Hvas satte huen på sned, og vi smed os mod de våde klipper, mens båden blev til pindebrænde. Fra Atlanten, fra New Foundland kom stormen rullende, havde haft så god tid, kom rullende som om alle rette linier, alle afgrænsninger var daysdone. Cigaretterne var våde. Havet, historien og plottet; naturligvis ikke, ikke i stormen. Bølgerne brød opefter i kakafoniske søjler og endte i et skumbrus, og senere fandt vi ud af at fyrmesteren var død. Malstrømmen var en realitet, en facilitet. Jeg så hvas tage en lineal op af lommen, som en satanisk talisman, rettet for at dæmpe stormen. Det kunne have været en bogverden, thi skodderne skelede, men det var en ydre stormverden, gearet af jetstrømmen, der tilsyneladende kører rundt over vores hoveder med 510 kilometer i timen.
Men kan man udleve, overleve en storm, med bølgerne og malstrømmen, farende rundt og rundt, og så dette sarte lille menneske, os, der hvisker til uvejret: Denne lineal kan I ikke tage fra os?

Kastevinden kom. Jeg så en datter, en datter og en far, de havde boet her. Senere så jeg deres lig. Jeg havde ribben og forhåbninger, en kurs, og jeg så deres lig. Imellem tiden tog vinden denne skrantrende lige linje og kom den ned i munden, hvis styrke var så stor at den knevrede vinklen, baskede den ned i malstrømmens fjollede vom - på afstand, og orkanen kunne fortsætte sin hærgen.

O høj kaptajn

//martinjm
(boganmeldelser/omtaler m.m. - en division af FLY)
mandag, januar 01, 2007


Kasper Nørgaard Thomsen - Malonecity 1+2
1.januar. Ahh. Ikke at have tømmmermænd er en velsignelse... Jeg havde lovet ”mindst en omtale” inden udgangen af 2006. Det gik ikke helt, men næsten. Her kommer nogle kun lidt forsinkede ord om forlaget Anbliks seneste udgivelse. I min gode gamle grundbog fra Litteraturvidenskab Om litteraturanalyse skriver professor Jørgen Dines Johansen, i et afsnit Om handling, en definition, der lyder således,”Handling er den måde, hvorpå et individuelt eller kollektivt subjekt bringer, eller forsøger at bringe, sin livsverden, eller for skønlitteraturens vedkommende den foreliggende tekstverden, i overensstemmelse med sine private verdener, ganske specielt i overensstemmelse med sin ønske-verden og med sin intenderede verden.”Dette udspiller sig i spændingsfeltet mellem ”det alethiske, det epistemiske, det axiologiske og det deontiske system” – fire modalitetsformer, der befatter sig med sandhed, viden, værdi og pligt. Handlingen opstår, når der i teksten er uoverensstemmelse mellem de fire systemer. Hos den forfatterskoleuddannede, legendarisk produktive Kasper Nørgaard Thomsen lader ingen af områderne sig definere eller afgrænse. Det er altså omsonst at analysere, beskæftige sig med eller overhovedet at tale om andet end ”anti-handling” i forbindelse med romanduoen Malonecity 1+2 (der med rette har unddraget sig genrebetegnelser på omslagene) med mindre man opfinder nye tilgange eller definitioner. Man kan nemlig bestemt heller ikke sige, at der ikke ”sker noget” i bøgerne, det er dog mere end noget andet selve sprogets utøjlelighed, og den læsendes egen (videns-)bagage, der mobiliseres og italesættes. Det er forståeligt nok, at Politikens boghandel ved Rådhuspladsen i København har stillet bøgerne på de små lyrikhylder.Men hvad er de så, disse to gedebeklædte bind? Egentlige modernistiske eller for den sags skyld postmoderne, anti-aristoteliske skrifts-anarkistiske (for skrift-anarkismens skyld) er de ikke. Her er snarere tale om (og jeg beklager hvis jeg lyder smart-ass-agtig, studentikos eller fjollet – jeg forsøger bare at få en eller anden form for greb om de her bøger, der prøver at undslippe enhver rimelig anmeldelse) en slags post-postmodernisme (en forfærdelig term – ligesom postmodernismen i sig selv også er et forfærdeligt begreb, der indeholder sin egen opløsning), der stadigvæk ikke er aristotelisk (begyndelse-midte-slutning, handlingens enhed og den slags) men alligevel heller ikke omfavner det nedbrydende. Læseoplevelsen (i hvert fald min) kan måske sammenfattende formuleres med dele af en sætning fra romanernes 3. del: ”glæden over genkendelsen, uden nogensinde at kunne genkende.” Bedst af alt har jeg det, når prosaen bryder ud i fuld essayistisk flor med referencer til og beskrivelser af diverse kunstnersjæle fra Lorca til Swinburne over alle mulige,”Swinburne, rapporterer Watts-Dunton, spenderer morgenen spadserende, skriver om eftermiddagen, læser om aftenen, og æder som en hest. Hvis nogen opsøger parret, møder man Watts-Dunton ganske døv, mens man anti-poetisk overværer en praktisk poet med munden fuld af mad. Siden hen faldt Swinburne i søvn, for siden hen, genopladet, at gå ned i biblioteket, fusionen i eksilet prolongeret af favoritdigterne Marlowe, Landor og Hugo.”Det lyder jo ligesom flere af mine venners hverdag! Men ellers udfolder bogen sig med en slags skelet, nemlig ”historien” om en gruppe danskere, der efter en koncert med punkbandet The Pogues bliver deporteret til Albanien. Vi ”følger dem” på deres rejse ned gennem Europa, som fortælles fra en stor pærevælling af fortællerpositioner med vidt forskellige fokus. Det er ikke helt til at afgøre, hvornår det er det første, det andet, det tredje, fjerde eller femte jeg der taler. Romanerne er skrevet i hvad man kan kalde en slags splittet bevidsthedsstrøm. Et af de mange jeg’er siger hen mod slutningen, ”Jeg fatter ikke, hvordan man i den moderne verden kan opretholde identiteten. Jeg ved godt, at jeg springer rundt i tingene, og normalt tænker jeg amatørisk uforbindende.” Malonecity 1±2 er et elegant, tomultarisk bud på en ”fortælling”, der tager udgangspunkt i dette tidsvilkår og denne forfatterens begrænsning – hvis jeg må være så fræk. ”Amatørisk” er i tilfældet KNT dog nok en uretfærdighed, han udviser snarere et helt særligt, ujævnt, kaotisk geni. Hvis man er udstyret med tilstrækkelige gear kan læsningen være en overmåde fornøjelig slags intellektuel sublimering. Anbefalelsesværdigt, ”Magisk Teater. Ikke adgang for alle / ikke for alle.” ... Hermann Hesses ord.

Pløkstive de russere

"Van Gogh's billige frugtfarver blev ved et ulykkeligt tilfælde købt for tyve sous. Van Gogh hoster blod som en selvmorder på et lejet værelse. Gulvbrædderne i hans natcafé skråner og strømmer som en nedløbsrende i det elektriske vanvid. Og det snævre billardtrug ligner en kiste. Aldrig før har jeg set en så glammende kolorit! Og hans konduktør-køkkenhave-landskaber! Soden fra forstadstogene er nødtørftigt fjernet med en fugtig klud.

Hans lærreder er oversmurte med katastrofer af knuste æg, anskuelige som visuelle hjælpemidler, som plancherne i en Berlitz-skole".

Men pipper man

han har jo os lavet en fangegård, killerload.

Turen til Rusland.

Landet af rus.

vanvid ligesom formidlet lidt kommercielt -

er det i orden, Mama?

Lejeren på det lejede værelse. Man ser filmen, for man har altid set filmen, og lærrer at choppe den op, så når den popper op tager man den i kraven og snurrer den rundt, say: vrider den, kværker den, så kroppen bliver rundtosset, og man er på nye agre. Men altså ham fra Monte Video, der lavede få bøger og døde på sit værelse, siger kanonen.

Og dengang var Cezanne grov i det.

Kommer til at tænke på Krim, karreen af slørede sanatorier vadende mod havet, hvor folk meget lidt forkælet kommer i badetøfler og lægger sig på den lidt ubehagelige mole.

Mandelstam, i lejren as of yesterday, blev paranoid og troede de andre kom for at tage hans mad. Han stjal vist de andres mad. Øh, der er ikke nødvendigvis så langt.

Den ene pegede på det ene landskab.

Den anden på det andet.

Og den rette linje er den frygteligste labyrint

Jeg havde et sort skær i lungerne, men jeg kom ridende. Jeg tænkte på marionetdukker, og Horsens statsfængsel og den gyldne dirk, der kan åbne et møde. Jeg tænkte nok for meget, eller blev tænkt. Det ved enhver fukntionær; de pillede pengesedlerne ned fra muren, og maleren malede, han malede at det aldrig blev vinter.
Jeg så det fra en kikkert, og hostede, og ligesom den skønhed, der får en hård død.
Nu var det sådan at jeg kom fra Rhonda, langt nede i spanien, og kunne se at den jyske højderyg var staset ud, buldnet ud som en hesteryg. Var der flere der gik på den højderyg? Og jeg så glimrende almindelige jødiske funktionærer, der pillede ved en knap, og så en vinrød flod, der plaskede som et palads, nær højderyggen, hvor Horsens ligesom Chaplin var kommet i vej med at dratte mod afgrunden.
Det skulle holdes af et menneske.
Min mund sitrede, disse sansninger, redebonne, også ridende på små surfskyer af indtryk. Op til Himmerland, Aalestrup, et sammenrend.
Åbenbart er det det: en krikkerider, en sky maler, jødiske butikker, tyrefægterarenaen i Rhonda, mødets status, åbningens gyldne snit, fængslets stacitet.
Og selvom denne højderyg var af bjergart, levende mineralsk, så skælvede den.
Og da højden og ryggen er af menneskeart flagrede lokkerne fra skrænten, ud fra højden, og dyppedes i floden, og simrede over druerne. Det var en mørk farveenhed, der stod stille i en ro. Det var et center, en symmetri af ophobninger, blide. Og fra lokkerne hang der strenge, da indsatsen altid danner strenge, det mest menneskelige, og jeg siger det fordi hver streng endte med en dukke, der ikke kunne finde grunden under Himmerland.
Når vinteren moser
vinker Andalusien.
Kan den sorte lunge lære at sætte sejl?
Og bagefter krikken kom arsenalet af Dukker, sigøjnere! De kan næsten ikke minde om andet end Breughels billede af blindeparaden. Men krikker kan være nedsættende, panteismen kan være pjattet, eller man kan mose så meget med fritgående skyer og strengelegen at favnen bliver stedse tom.