Fra leveren

Jeg kom ind i en stor lejlighed
hvor de ældre mænd sad
og havde siddet længe
og de havde drukket meget.
Måske er de kloge
de mænd her?
Der var meget grej i lejligheden
da jeg kastede hovedet rundt, som en pianist, Litzt,
prøvede jeg at huske hvad jeg så på
jeg kan ingenting huske
så vi drak
der var en meget slank pige
lækker som opkast
der var en maler der snakkede til hende
om hendes hofter, en samtale, næsten mellem syersker
hun havde noget sort tøj på
så vi drak som en epifani
jeg kommer til at gå derhen igen
de ældre mænd sidder der
det er sikkert et fint drikkelag
kun i staldene får svinene liggesår
jeg tænker på Joyce.

Moskva- Petrusjki

Det troede man

Det tog blot sekunder, disse skridt

skidt på af knaldmodernismens cyber

før det havde vendt og vendt

som en kastekind af Gogol

Det stod på anemoner, skrabelodder

at manden fra Velvet Underground var specialiseret i: omvendingen

at grubleren, tåben, den, der tænker for meget

hele tiden har tænkt alt for lidt.

Det var da sveden for igennem huden, i håndfladen,

hvor skæbnen irrer

at

det du drømmer var en glitterløgn! Så tilbage i skuret.

Det er med almindelig uforbavset væmmelse

det siges

Han havde tænkt så meget, burde vide

kastevinden har sneget sig på tåben.

Han pakkede Armenien ned i dåsen, dåsen

af kvabs og løgne

og tog den mindste pamflet med ind i det største helvede
og sked hul i perfomatismen

skal det da være
poem så lad det udelukkende være - usandt.

Rib´em

Tag det væk, hvilket

det der ik passer til din magt

hvad siger du

det der ikke passer ind

hjernefolden, hvor stor er din -

hvis du er lille og smyg, så ser du for meget

thi vejen unden dine stikkelser skævler

rumteatre, identitetsalluderinger, nye motorveje, vejen efter ham, hende

landart og postkort og køernes anmeldelser

det passer ikke ind her, så hvorfor er det inde her

tag det væk
det der misfatter din helt egen kunst.

CCCP

Hvordan kan det være at kulturministeren har den lod at udpege

50% af folkene i kunststyrelsen? Det stod i dagens avis

lød af første i 4 -

Nu skal der altså sparkes røv i landet her.

De heteroseksuelle sidder på magten?

There is nothing as long and painful as the birth of a real man

Baby, jeg har sikkert taget fejl. Jeg kysser dine gummistøvler, da du er i vandet, med hunden som en åkande under dig.

Og det med Lynch, hvis udstilling jeg har læst lidt om i dag: jeg har lige set Molholland Drive igen, og jeg synes det er ret fantastisk med omsvingene: at man hele tiden får en drømmekold spand shit i hovedet, og finder ud af man har sovet i timen.

Jeg læser konen Mandelstams erindringer, jeg tænker på hvor godt vi har det. Det er ganske simpelt utroligt hvad der foregår i CCCP mellem 1917-60erne.

Så kom jeg gående med hunden Zeico, der er en fin, munter, pjevset fætter, kastreret og med fast matrikel. Sommetider kalder jeg den for min bedste ven. Vi kom gående ad Gramsmosevej, og som sædvanlig strøg den ind til den mirabellagule lænkehund, luftbollede en anelse, som den plejer: så kom fatter ud fra laden, hvor han fikser biler, og han sagde han ville skyde den hund næste gang han så den, Zeico. Hold da op, sagde jeg, og tænkte på Niels fra skolen, og lidt Anders. Jeg tog hunden til mig. Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige. Jeg tænkte på at slå ham hårdt, men hans kid sad på traktorvraget og sagde ælle-far. Kommer det så langt ud, i asserballe, ender det med lynch, sikkert.

Jeg kom gående ned mod stranden, fordi hestefolden, da den gamle Brun, med krykker, snakkede hist. Hun havde hørt jeg havde skrevet en bog. Det finder vi ud af. Hun ville betale. Nåja, den peripatiserer jo på Lillebælt, neden for gården, hvor hun bor. Jeg lovede at komme forbi, men var rystet. Tænk ikke noget om verden før verden har tiltalt dig. Skudte hunde, læste frenetismer. Det tager vitterligt lang tid at blive en mand, og jeg har frafaldet, nej, svigtet, mandekæppen med Armenien. Det var det Jaguar-Jesper nævnte, hvilket rystede mig en anelse. Jeg kørte fra Broager, endte ved grænsen, når jeg nu skulle have været direkte om Åbenrå, Aabenrå, og så at Sydens Perle var kondemneret. Det skinnede solen, skinnede, og jeg var atter ved at friste overhalingsbanen mod Hamborg. Hele tiden er mennesket tiltende. Som Lynch viser. Nå: troede du det. Nær Kolding var jeg maltrakteret: jeg havde brugt alle mine penge, indkom med færre penge, og kunne ikke se efter hvor Mandelstam var ekspederet. Alle disse mennesker, tænkte jeg, lever med spotten, med huset og omfanget af forstanden, bastet til en lokal klode, der er alt for lille. Ved Odense var jeg ødelagt. Ved København havde jeg misset pointen, økonomien, anti-nomadismen. Dante nævner vist nok ingen skosælgere, hvilket må betyde at man skal nøjes, eller som Fru Mandelstam siger: friheden til at erkende nødvendigheden. Nu

hvor jeg har valgt frihedens
flabede truck
og ikke er multikunstner
eller dyrker harmonisk tid

må jeg trave lidt på rastepladsen
det gamle image
helvedshunden kastet til mama
de unge piger stinker af marmelade
det er sandt for dyden for stygt.

Jeg prøver at lytte til Coldplay, hvis sound er slikkelir, jeg skal have den sound ind

mellem ørene.

Jeg når ikke Biskops arresø denne gang heller,

thi jeg skal sone
alletiders
error!

Efter David Lynch

Flere dage efter jeg havde viddetittet på giraffen foldede jeg hænderne, og ønskede at tæmme mennesket, mig, og det var så meget, mennesket, jeg er en del -

nu sidder jeg apatisk og kigger efter hvilket arbejde jeg skal igangsætte

langt fra aviser, blogs. Det kan være lidt uhyggeligt, at finde tråden, lede efter noget autentisk. Hvad skal jeg skrive? Mig? Os?

Måske er det dumt sådan at sætte sig tilbage, have abstinenser, efter nu-shootet, nu, mærker, altså alle?, motoren, der bare vil lave kunst for at få nogen at snakke med. Jeg oplever ofte perioder hvor jeg mister evnen til at sige noget som helst om Ungeren eller om det radikale venstre. Så gør selv det at sidde ned ondt. Det er maskinen råber jeg, maskinen, men den er slukket. Det er jeg også lidt.
Kærlig hilsen.

Daddy

Far ringede her i dag og ville li høre om vores
aftale imorgen. Han skulle spille dart i dag og åbenbart se
venner
jeg kunne høre på hans stemme han var glad og jeg glæder mig til at se ham.
Jeg
har drukket for meget her på det sidste, mødt søde mennesker
usikre mennesker, så jeg tænkte på at spørge far om
jeg ku
være et par dage på landet. Det er sikkert i orden med ham, han har fået
et gæsteværelse.
Bremselængden, den er lang.
Uforudsigelig som en BMW og en færing med noget med øjet.
Jeg regner med at køre ved femtiden, daddy
så vi kan nå at spise sammen.
Når jeg kommer tænker jeg på en sommerfugl.

Jeg når ikke det ragelse fra Iran mv. i denne omgang.
Du får ikke rejsen går til Rusland endnu far.
Vi ses.

Forget your perfect suffering

Hun vender sig væk
det er helt korrekt at vende sig væk
man bærer til bålet
ved at være på.

Hun glemmer smerten, næsten
i forskansningen, væk med dopen af tomter,
glitter, informationer.

Det er dejligt at nulre med garnet
hun er et godt menneske nu,
har dizzet Stein med renaissancen

Hun er næsten smertefri: nu
nu skal hun trække vejret
det har Stein lært hende
nuet, reaktionen på nuet

en kærlighed til landliggeren og køteren på landet

haps: New York City er en totalitarisme.

Når man spørger hende
siger hun fro: jeg passer bare mig selv

det er det eneste åbne
siger hun.

Brandbjerg Højskole

Fra medie-vampyren, hvor noget skal brænde - ned: hun sidder der som på en høj hest, ser sit apparat brænde og konspirere: det nytter kun noget at sige det: vi er afhængige af totalitarismen. Anus bliver sådan: samvittigheden og uskylden bliver sådan: tendensen

med DR2 er sådan:
hun kan ikke komme væk den uvorne bastard græder i kammeret
mens voksne uddannede totalitarister glemmer:

de er totalitarister
som røven i tiden
falder fra pinden af nåden
ned i dyndet
alle for en i røven.

Når Erling Jepsen sidder på pinden af stolen
for at tale pinden af samfundet
dummere end overblikket og et hvert udkantsområde.

Når de ringer sidder jeg selv på pinden
i DR2s røv
for verden skal vide den er røv-totalitær!

Det har været så stille
ingen lænestole, intriger, klassiske humanister

fra pinden: DR2, accelerationen
kommer hun bort fra modkrisen, ind i modkulturens Dolly Parton

det hvisker fra hende
det har været så stille
mine øjne er blevet hårde
jeg har glemt at elske
oh kom totalitarismen: her er så

stille!

Hun er en prop
i røven
på Stillehavet, en agent.

Pastorale i to bideforke

W.B. sagde til sønnen, der var på vej ud af døren for at tilslutte sig bevægelsen:

der er to malerpositioner, søn!:

1. Der er den forankrede:
2. Der er den uforankrede:

Summa: det output maleren laver bestemmes af ovenstående, søn.

Sønnen så igen det billede, hvor ovenpå en ruinhob en cellist spillede, og i samme rum: en fane, og en tinsoldat, der skævede over mod fronten.

Dette var den totale forankring, tænkte han.

/

I små kontorer, just som folk rundt omkring i verden investerede i tunge, terrængående køretøjer, sad nu små enheder. Til dette design kunne man efterhånden få hvad som helst: brandsikre døre, cursere, der kunne alarmere, en dims med råderet over hele den teknologiske verden, bælter af revolvere. Metropolis. Vi elsker. Army of me elsker kontoret. Kontoret er faktisk den helikopter, der kredser over kontoret. Kontoret er Tirana. Science Fiktion.

Airborn

Bell Helicopter - Military Index

Is this the magic age?

Til tinsoldater og godtfolk: en bekendtgørelse:

Til Hvas MF:

Undertegnede foreslår oprettet et kulturkontor i Tirana. Formålet med dette kontor er at udvikle kunst og kendskab mellem mennesker i en bedre verden for make glorious newtrade!

Foreningen foreslår et stiftende møde ren prokura, hvorved man definerer projektet: et kulturkontor i Tirana.

Dette møde kan foregå i Blågårdsgade, 2200 København N:

For hvis kunsten, som for nuværende, bliver en sag om grise i Afrika, eller desto mere bortkommen latter, så risikerer verden unægteligt et kulturtab, og foreningen forholder sig derfor retten til at kritisere filmen: Direktøren for det hele?

Go vind!

Willkommen im Gerolsteiner Land

Willkommen im Gerolsteiner Land

Stadig parabolen

Jeg kunne se at parabolen havde påklistret - en yderst forudsigelig kransekage, et lille vakkert, men spøjst desertbær, der strålede i natten. Fandme var det sådan, når man var nødt til at oppebære en triviel irritation, at man mente: at natten havde det eneste lys i denne hemisfære, for dagen var mælket og malket for lys. Han kom som regel i vej med at følge Durrell i det græske øhav, eller smådumt fikse de her små kalkuler sammen, der klart viste teoretisk hvor græsset var grønnere. For udlændinge, og eksilpraktikere, altid ligesom stod som en pind, vajende, på et mejsel til en græsk ø, bønnestager og bedrevidende englændere, der fløj rundt i verden, Cypern!, Indien!, og skrev smuk prosa, mens de suttede på desertbærret. Blot lige nu var antennen deserteret, den stod rank og selvbevidst i den skamskudte nat, efter oprøret, og alt andet lige havde den en suveræn, trist magnetisk effekt så man ikke kunne andet end at være hooket på den, pindens prangende, sugende nu, en tekno-fristelse, rød og smukkere, ind i evigheden af ahora. Det var øjeblikket, kun øjeblikket, hele øjeblikket, dets bølge, der havde sejret. Dickens fik slet ingen optagelse.

Til censuren, en beretning

Jeg var rigtig meget i karambolage med oprøret. Jeg boede tæt på, men var hebefreniker, dog billist, en kørende. Det bragede omkring Ungdomshuset, store brag, mange mennesker, og den ene meget blå mandskabsvogn kom kørende efter den anden. Jeg levede i et mindre tomrum, så det var rart at have lidt volumen kørende udenfor, for det var lisom en potte jeg kunne smide mine egne opdæmmetheder ned i. Nu fik jeg bare den tanke at min bil var i fare. Jeg løb ned på gaden, der var et mægtigt postyr, en barrikade lå henover vejen, gadebelysningen manglede, jeg kom ind i bilen og startede den heftigt. Jeg skulle have bilen væk. Bilen kunne komme til skade. Jeg mærkede en ræverød samvittighed, at her var jeg med bilen, og jeg skulle have bilen væk, selvom gadepostyret var nogenlunde forståeligt: jeg mener: militarismen her til lands, merkantiliseringen af kulturen, de store autoritære sammenlægninger samt anmelderstandens kronede dage. Vores soldater slås om hele verden, en træls hårdtslående omstillingsnomadisme geråder, og her sidder jeg i dytten og ønsker at sikre mit eget materiel. Nå: jeg fik bilen af vejen, og da jeg efterhånden opgav min egen tilværelse, min egen quest efter det pure, flyttede jeg op i antenne-reposen og begyndte at leve mit liv der. Derfra havde jeg fuld udsigt udover området, og bilen.