Konfrontation

Så løber den første "Konfrontation" af stablen på Underwood. Det er den 2.12 klokken 20. Det handler om forholdet (det eventuelle) mellem litteratur og Eksil.

Underwood

Jeg er kommet lidt ind i varmen på bogbaren Underwood, og nu planlægger vi at lave en lille funderetank, som måske kan finde på spændende arrangementer af enhver art. Hvis nogen har lyst til at fundere i denne tank - eller hvis nogen bare har gode ideer til hvadsomhelst-arrangementer, er de meget velkomne til at rette henvendelse. Tak

Nedspildt spruttende af syre

Ikke så langt fra Åboulevarden findes der er en lille musikskole, som min søn frekventerer. Han er halvandet år gammel. I går var der forældremøde, og jeg mødte for første gang læreren Michael, som i to stive timer sang og fortalte om musikskolen og den måde han arbejder med eleverne. Han etablerer et centrum for børnene, han trækker på en vignet af Steiner og lidt meditation og snusfornuft og Halfdan Rasmussen og hvad man ellers fornuftigt nok henter med fra supermarkedet. Jeg afskyr igen. Min bagstræberiske tendens ihukommer Zarathustra. Jeg er knap og nap færdig som forfatter, alle politikere lyver, der er loppemarkeder overalt, og jeg arbejder med min vejrtrækning, og indser for første gang at Joyce ikke kan gentages. Dette sted her er en joke. Der kommer vand. Jeg baldrer min eretisme mod min søns sårbare bolværk. Konkurrencediktatur. At Tine fra Als får en skorpion op i kussen. En gangster trøstede min søn. Igår. Jeg kæmper. Om lidt skal jeg løbe. Bare lige det hele, kære venner, så I ved jeg er ensom. At det hele står stille. Hvor kommer den gode litteratur fra? Herfra? Thou Wish. Min fordel er at jeg har mange middelmådige ideer. Min røvtur at jeg ikke kan sortere. Der er ikke flere ludere i byen. Den lille helikopter står så fint på højtaleren, og jeg indser at Die buhnte ko handler om kærligheden, der findes via en massakre. Stripperen fra Odessa. Georgien er et fint land at rejse i. Vi er nødt til at tale om, benævne alle de tilstande, der er så vilde at livet næppe kan gå videre. Men det går videre. Resten er en legepark. Det er dog så dumt - det der foregår. Synes du ikke. Jeg har ikke længere nogen fidus til Pia Juul. Det er de færreste jeg har fidus til længere. Manden fra Vestegnen i golftraileren, måske. Men allerede svæver vi over vandene, ikke sandt, så hele og rummelige, efter vi har overstået det, efter vi siger: nu er det altså overstået. Men det er ikke overstået. Det er kun hjernen, der er overstået. Kroppen: den lider videre. Det lyder slemt, men også det slemme skal efterhånden tages med et gran salt. Babbo.

Den umulige digtning

Med den negative dialektik havde Opbryderen længe set på alting. Også på karnevallet, skønt dette løb af stablen under elmetræer og Dogville-lignende skønne settings, men så var det han ikke kunne lade være med at se denne imaginære hund gøende som noget arresteret. Det var den negative dialektik. Bevares være med det, tænkte han, og gik over Sufien, som nu havde sat sig på jorden for at kende denne. Karnevallet havde en evne til at opløse formerne, og når solen skinnede flød huden over sig selv til en anden, hvis duft blev til den andens. Det var hudens løsladelse, og så meget andet. Han kom til at tænke på - og så nej. Disse dispositioner. Oplandet tager fra Brasilien, musik og dans, og fra sig selv solens bedste egenskaber, og blander, og man ser folk trave mod Fælledparken, hvor Stadion for en gangs skyld tier. Det er to grupper af mennesker der i maj går mod fælledparken, men det er også to grupper af mange. Han drømte så, Opbryderen, om at mænd og måske kvinder kunne være menneske og bjørn på en og samme gang, og en anden gang, efter hypnosen slog igennem, drømte han om at jordens børn havde to biologiske fædre. Karnevallet havde tre kvinder, hans rute gennem bjergene måtte være en slange, formildende og logisk, og hans afsky blev siden forvandlet til et mandeltræ af Sufien, hans øde var sådan, og så kunne han puste. Stien var renset. Maj sprak som en gås ud over landskabet. Han gik til Fælledparken, resten var en umulig digtning.

For første gang

Træningslejren gav ham muligheden for at dyrke pest i lommen. Han satte af mod bjergene med pesten i lommen, og ingen så efter ham. Foran ham lå landskaberne. Han mødte en hyrde, han travede sammen med hyrden, så forlod de hinanden. De efterladte i realismen, hvor skellet brækker. En mor hæver sit barn over landskabet, solen rødmer. De efterladte i hinanden. Han husker ikke engang hvorfor han forlod dem. Nu gør han det. Det er den vej det går. Så prøver han at sammenligne de efterladte med blade han møder, dem, som brækker af træet. Men de brækker, de skruer blot et hus sammen, og en rutine, som de sten han bemærker på vejen. Det er hidsigt nok at sige at de efterladte brækker af. Hans negative dialektik er hidsig nok. En sufi står på vejen, denne har næsten tæmmet en drage, men han skeler på det ene øje. Det er ikke væsentligt at bemærke at øjenklammen hører denne legende til. Skønt han føler klarhed, opbryderen, mærker han at hjertet er tungt. Hvorfor er det tungt, når nu hjernen synes den har styr på tingene? Men hovsa: han er brudt op. En hader af sin race løb til forrykthedens skove, eller noget lignende, som der står på titelbladet af Saturn. Han havde sine forbilleder, det har man jo. Gid han kunne tage de efterladte som middelhavsblade og føre dem til stammen, så solen skinner i bjergene, og så han gik baglæns ud af graven hen til dem. Det næste billede kløver ham igen: han sidder i en have stol, og han ser efter vandet. Det er havet, som er blevet til vandet, og han ser det for første gang.

Det røde kapel

Jeg er et flæskesvin fra Greve
over den far der slog familien ihjel forleden
så jeg har altid lidt undt
helt fra de mindste klasser
før jeg så Mads Brøgger med rød pin i Nordkorea
der tog en spasser og en koreaner med
foran lederen hvor de marcherede til sorte skove
så jeg dyrkede en pin, og en kondi
nu vil jeg være ven med ham
som rolator.

Pute de la terre

På trettende år går jeg med hunden
rundt om skoven eller via hulvejen
som blinker den smattede maj.
Den har det med at snuble efterhånden
foran pommengrater eller kvæder eller min alt.
Den gamle gartner med kasketten
som aldrig segner
stikker i jorden.
Han er sød.
Små plantager skyder op, af overskudsmennesket
som os: vi tænker mindre på døden i dag.
Zeico raller - dens pels er stadig lys og fin, hjernen ønsker.
Så tager jeg til Rådhusstræde 39 og får et blowjob af den gamle

sydamerikaner, hvis røv tilbydes
for jeg får en go omgang.
Hun tror jeg er tysker, og hun prøver at sælge veninden.
Helligdagen i Sønderborg: sokker på tilbud, den gamle prøjsiske granat
som fårer gågaden.
Regnen slår ned gennem lynet tyst. Sandkassen en maske.
Hunden får vand. Det er nok. Rødderne trætner. Vasker
pikken.

Circuit Rimbaldien

Kødet ligger på bagsædet -
Dette forår, hvor alle ser
fordi døden overser den demografiske faktor.
De marker vi ikke ser.
De raps, som skjuler hvor gul man kan være.
Et monokel-hjerte uelsket, uturdende.
Og kødet bliver en sværm af had.
Snakker.
Manden står.
Kødet sejrer, skønt pakken startede denne række.
Det radioaktive går gennem livet, som er mistet
da det hverken bar eller holdt.
Herude på den anden side kroner kødet skuffen
med mider, som blot er undersåtter.
Smedje-hegnet om graven, super-mor drømt -
blæsten, som bærer den engelske kilde
til pest.

Circuit Rimbaldien

Vi er nu ældre forslåede og bange slagne af hestekvinder to meter høje, der river vores arme i stykker og tager vores børn, imens bekymrings-avalanchen styrter ind over os. Pludselig rammer vi Diskotek Smedjen i Sønderborg, hvor en rockerklan i alle aldre tatoverer natten. Natten tatoverer. Mit frygt-parameter er slået til. Det hele er en lysende tragedie. Over Belgien, stakkels Belgien ind under Ardennerne til Charleville, hvor Rimbaud falder ned fra Ardennerne da han mærker at gru-blå falmer, så mere vagabondage. Den gamle vandmølle meler skønt åbningstiden forsøger at klukke langs Meuse ligesom vandet kalder på sønløst selvmord. Hvor han boede, de seks skrivende år, inden han æder lyset med strå. Hitter en ægtemand, æder ham igennem. Boligerne her, torvet, glemt er navnet, tiden stejler, klunke-brune indramninger der hvor et ækelt rådhus kunne stå mellem arkader af kaffe. Kører rundt, finder den forblæste grav, hvor hittebarnet flygtede for at op-rådne igen. Ved siden af mor. Ardennerne, som sender en træløs vind ned over Champagne og byen lavnet i brun, britisk råd. Faldende mod Paris uden fart. Af sted i vinden terror. Her. Bor han. Min mave bløder. Farten i bilen dræber mig op. Floden, som sender ham ad helvede til hinsides hitparader og kommentarer af stenet-tid. De små, der skriver for meget. De små, der ytrer-mig. Alt det hesteæderi, som er sarkofag-bundet i koprografisk grimhed af pytterier. Min ven græder ved graven og snakker om seer-brevet og om det ukendte og om digteren, mens denne knægt lossede sin grav gennem lysende metropoler for at opbruge menneskeknoglen. Nevermore! Den dobbelte billet, som Rimbaldinen sælger inden man skrår over gaden til digt-huset, hvor små russiske lydinstallationer messer om destinationernes spedalske steder: Aden, London, Harar, Cypern, Belgien. Belgien ligger her overfor som et øg, bulmende ned efter fladmarken skriger. Så man tonser eller ruller mod Paris, hvor banketten maler møllens møg. Han titter ind i den geniale, lyse cokehale og flår byen ud over tidsskindet ind i Borges-nuet. Større, lysende, befriet for små ånder, der bor i tidens musehul. Dræbt som jeg er af Ødipus igen, slår hestekvinden ned over mit åg med det splittede barn, og jeg kan intet se andet end otium ganget. De døde marker uden nærværet, det oprejste helvede ustoppet. I min bil må politiet sige at jeg dør seleløst, og jeg prøver at være fra denne planet. Mine ideer stopper ikke. Jeg er fanget. Fartstriberne kører gennem øget Rimbaud op over tysken ind i Aachen, hvor norden begynder. Mere død. Jeg vender tilbage. Drengen tog ud. Fotoet af ham neger-eksileret og tynd som en død tv-vært. Sproget går gennem indvoldene, som radioaktivitet. Hinsides moralen og arbejdet, forlader vi Rimbaud for at producere det middelmådige. Den eneste søn overtager huset, men faren er død for længe siden. Charleville-Mézières lave række af kostskoler og falmede miksede belgiske-britiske vafler grunder fibersprængningen, der laver en knagerække af fladmaste fædre.

Legepladsen

De ville sidde som under dem af kirketårnet overvågede, med henholdsvis en blå og en rød spand, lagt ned i en tid, som tillod dette evindelige genskær. Han ville traversere luften, intet holdt ham nede, ud over engagementet i moralen, som holdt ham nede. Den ene ville bytte spand. Det ville den anden ikke. Det trak i langdrag, men spanden byttede ikke hænder, men skabte fufore, som han overvågede. De lange skygger gled ned. Han landede ved dem, forsøgte at overtale dem, sutten lige i munden, med stor tålmodighed, men lige meget nyttede det. At forklare dem ret og vrang. Det endte med at konflikten ikke blev løst, den røde spand blev på den røde side, og han blev lidt efter lidt taget med og henrettet, som en ganske naturlig del.

På strøget

Madame så sig forstyrret omkring, boulevarden havde jo alle disse ærinder, samtidig med at hun kunne se det hele, hvis hun ville, og så trak hun af sted med mig. Så kom vi til et kryds, og snoren strammede, da hun gav den et ryk, og jeg så op på hende, dobbelt-spekulerer i det mindre. Der blev grønt, og vi gik, og hun fortalte om konsultationen, hvor de efter en del skærerunder havde taget bylden. Jeg så en mørk sky. Hun kom ned på gaden, igen så hun vildt ud i luften. Det hele fiser jo rundt, sagde hun. Og som en obskøn forlængselse af propellerne gik det ud over mig. Hendes grønne te. Da mødte hun en bekendt, som hun talte lidt med. De havde ikke meget tid, men fik sagt noget. På et tidspunkt, når de ikke skal sige mere, men videre, forstørres det næste hjørne, hvor et trækdyr sætter af. Fra ladet spilder den meloner, som jeg må have strintet til. Den grønne jade har vækket min afsky. Madame siger farvel. Vi går gennem fælles striber. Jeg kommer op på puslepladsen, de snakker sammen, det er mit ydre, der er aktuelt. Så kommer kvinden og trimmer mig, og de snakker sammen, men da det hele er overstået, bliver jeg glemt på puslepladsen. De forskellige damer er gået i hver sin retning.

Vulkankommisionen

Som messedreng i Dungast havde jeg lært - at dæmpe mig selv, at hengive mig, og at stikke hovedet i busken, hvis skønheden skulle findes. Jeg nød at blive ristet. Jeg nød at blive åbnet og lukket. Jeg har spekuleret i selv-ødelæggelse, som en del af verdenserobringen, men en dag under platanen, med skriftet i hånden, smed jeg den i brønden, og tog til Vulkankommisionen. Jeg prøver ikke at være båret af had. Jeg prøver at tro omsider.

Badehavet

Wim Wenders lyver når han laver himlen. Det er ikke himlen. Det er smuk sentimentalitet. Vi står som små skygger under tidens råkostjern. Tiden flyver over os, og lad os sige at evigheden griner ad os. Vi mopser med slåfigurer akkurat som Skyum-skov og Leonara-håreskår, for rummet kan se ud som om det venter noget af os. Krymmel af slåfejl under Wenders himmel. Små cykloner, der gør det ud for en karriere, for dette. Men når evigheden kommer satanisk med helleristninger og øskener af fortræd - sier - sir - morads og slåfejl fra - står vi i nutiden det blottede rum med vores små kasteller, som skyller ud i Vadehavet. Mennesket magter ikke at se Vadehavet. Det magter at se fyld. Men vores ubetydelige fylde er tom, og dommen venter, og menneskets evighed, som er fyld, frasorterer alt lortet: det bidrager ikke.

Das Blumenwelt

Fredag d. 30.4 - 2010 kl. 17.45 vil der være en lille såkaldt teater-improvisation over det tyske smertensbarn Heinrich von Kleist. Jeg har forsøgt ordene. Hele forestillingen varer kun tyve minutter. Det løber af stablen på Husets Teater. Kom endelig!

Salling vest

Sneen kom igår og transmissionen
samt plovene rykkede ud
ligeligt, men relativt effektivt.
Vejle-broen naturligvis en dræber.
Ringede til Sanne hjemme
undgik intervieweren
kanalerne incestuøse som hiv

som et dumt spejl
kære fremmede
jeg ikke ønsker -
håber hun har sat noget godt over
fandens tid!

Mogadishu

Søster i det fremmede, se denne by
og dø!
Se det som at min onkel byggede et hus
på khat og kit og røddrøm, støvet, men med den lille gård
givet til kvinderne og vandet.
Jeg så en helikopter cruise hvæsende
jeg så en opskrift i detaljer mediebåret
hadende.
Se dette cirkus, søster -
det er det eneste jeg maler nu.

Jeg maler kampvogne med guerillaer
partisanhovedklæder og ansigter af geparder
camouflage - projektiler - snipper af blodigt stof
overlegen i forhold til ørkenvinden, deres kroppe
på tanken falankser skrigende.

Moser gennem Moder Jord.
Formationen, stilheden, geværet i den slaviske vinkel
en vanddunk og granater mod alle vuggestuer.
Se, dette hus - søster i det fremmede
dødsstilheden, Vadehavet rammer kvindernes ansigter
det faldende vand tapper ansigtsbøjeligheden
som en skruestik fra krigen.

Langt borte ligger det blå vand - siger onkel
Aden-bugten og vejen ud
skøre fisk og fakiriske både med lange næser
og småfolket som ikke kender til hadet.

En tank: et dødningehoved med klæge bindinger påført
tankens bunker-krop - de
dinglende ben og gruen og stilheden
larvefødderne som ramponerer hud-jorden
den enorme kanon tyst i sejren.

Western Congo

Vi bevæger os opover efter grænseområdet
bakkerne bliver til bjerge som teenagere
udvortes grønne fortryllende
hinsides menneskelige termer balloner
med bavianer og nærmest vinkelsyge træer
vrider sig ind i massen lurende og fløjtende
som drukne cikader, mit grønne, autist!

Vi har hakket alt ned. Givet dem børn
malket udflåden og de sprængte livmoderhalse
på jorden som det første alfabet.
Førstehjælpsarbejdere, se nu vores øjne!
Hvor lyset ikke kommer
koakulerer en kynisk masse
med radioaktivitet og mord
som sorte fakler
mens vi går kolonnen og efterlader dem på cikadernes
skråninger, abrikostræerne mister al fonetik -

Jeg kan huske kvinden bundet til et træ
taget så mange gange at volden blot er en ny søvn
ligesom fattigdommen og sygdommene. Vi knepper
lig - og Gunvald vores fange bygger brønde af dem når han
hallucinerer.
Morderblikket er skarpt, Berlin.
Vi har hørt om de Østeuropæiske tilstande
træløse spioner, nature mort og øde sne.
Vi kommer over grænsen, tager de sidste kvinder -

bryster parteret bryder næsten den totale erektion -

Og det eneste jeg ser er et slags trofæ - en bavian
der hoppper fra det ene træ til det andet, konstant med -
konstant over mig som en ny død

i det grønne langt væk herfra.

A new career in a new town

Jeg står i udkanten af Sanaa og ønsker Berlin
som drømmen har angivet på det sidste -
men jeg er sammenbrudt, kommer ingen vegne -

Far har givet hende videre
mine søskende flyver fra reden regelmæssigt -
til blodige nætter og bonden som sammen med svigermoren
har bundet barnet
til sengen
for at komme hinsides uskylden
termen fra verden
som mennesker lever og glemmer
mareridtet og spermen, ydmygelsen, rædslen!

Vi er otte sjæle
jeg har skrevet et digt om forsoningen, men stammerne i nord og syd
myrder videre.
Natten er hed. Det lille hus
af klinet jord klinet i oversættelsen
til udover Halvøen og Europa.

Jeg har kun denne tradition.
Intet nada triumferer her. Eller jeres æg!
Hver gang jeg antaster pennen skælver jeg
som smser for langsomt konciperet. Eller for tykke
fingre. At presse al den smerte ned i utalligheden.
Som mod et blævende mirage åbent altid som et kreatur.
Men jeg smadrer den samme voiture. Jeg kender kun at konfrontere
det værste i mennesket eftersom alt andet er makeover.