Jeg står i udkanten af Sanaa og ønsker Berlin
som drømmen har angivet på det sidste -
men jeg er sammenbrudt, kommer ingen vegne -
Far har givet hende videre
mine søskende flyver fra reden regelmæssigt -
til blodige nætter og bonden som sammen med svigermoren
har bundet barnet
til sengen
for at komme hinsides uskylden
termen fra verden
som mennesker lever og glemmer
mareridtet og spermen, ydmygelsen, rædslen!
Vi er otte sjæle
jeg har skrevet et digt om forsoningen, men stammerne i nord og syd
myrder videre.
Natten er hed. Det lille hus
af klinet jord klinet i oversættelsen
til udover Halvøen og Europa.
Jeg har kun denne tradition.
Intet nada triumferer her. Eller jeres æg!
Hver gang jeg antaster pennen skælver jeg
som smser for langsomt konciperet. Eller for tykke
fingre. At presse al den smerte ned i utalligheden.
Som mod et blævende mirage åbent altid som et kreatur.
Men jeg smadrer den samme voiture. Jeg kender kun at konfrontere
det værste i mennesket eftersom alt andet er makeover.
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment