Legepladsen

De ville sidde som under dem af kirketårnet overvågede, med henholdsvis en blå og en rød spand, lagt ned i en tid, som tillod dette evindelige genskær. Han ville traversere luften, intet holdt ham nede, ud over engagementet i moralen, som holdt ham nede. Den ene ville bytte spand. Det ville den anden ikke. Det trak i langdrag, men spanden byttede ikke hænder, men skabte fufore, som han overvågede. De lange skygger gled ned. Han landede ved dem, forsøgte at overtale dem, sutten lige i munden, med stor tålmodighed, men lige meget nyttede det. At forklare dem ret og vrang. Det endte med at konflikten ikke blev løst, den røde spand blev på den røde side, og han blev lidt efter lidt taget med og henrettet, som en ganske naturlig del.