Randtekst

Han rører sig ikke længere. Mærkeligt. Lige før. Armen falder. Armen falder mod jorden. Måske lidt varme? Hen med ham til bålet. Virker ikke. Mere benzin? Heller ikke. Så tager jeg det. Det samme - det samme skete i bjergene. Et øjeblik levende. Et øjeblik død. Der er heller ikke mere benzin. Nem sag at kravle over hegnet. Hvis de kommer er jeg væk. Det gør slanger og papegøjer det samme. Så suser alle motorerne. Helikoptere man skal i skjul. Over hækken, fredeligere, så cementen, men ingen mennesker. Nem sag. Vride, brække. Under skyllen med dunken, og så væk i en fart. Måske er han vågnet? Over hegnet igen, mørk, ingen mennesker, men lyde som i junglen, men i junglen havde vi lært hinanden at kende. Det er en mærkelig verden her.
Ikke stået op.
Mere til Nobi.
Sidde rart. Forsigtigt. Altid forsigtighed. Kommer længst sådan. Pirker i bålet, han er livløs. Måske han fryser? Får flamme ind i siden på ham, det hjælper, han skriger som dem i junglen og prøver at komme op, men kommer ikke op. Det er altid det samme. De kommer ikke op. Op med fælder alene, stege slanger alene, altid. Men en ven giver man hvad man har, han får det samme, og vand? Han nægter. Junglen bedre, sådan er det.
Den retning er farligere, det ved en mand.
Retning benzinen nemmere, forladt sten. Men hvad er der i vejen? På den hvide stue (klinikken) varmt, men ikke rart. Men han var der.