Jeg er fed

Igår på baren var det som om alle mennesker anså mig for at være en paria. Jeg havde sikkert for lange ben og lagde ikke nok an på pigerne, og jeg har en ørering, hvilket folk sommetider påpeger. Derefter spørger de om den er ægte? Den er ikke ægte, men den garderer ligesom mit jura-look, så jeg føler mig mere i harmoni med mig selv. Udover det synes jeg folk er nogle spassere for tiden - I kender: man ser pludselig verden monotont-monoklet, helt igennem grim (Bernhard) og så får man stirret sig blind på det bærende, suveræne princip: egoismen. Så heldigvis blev mors mand drønet ned i Østen et sted, så hun daffede afsted, hvorefter jeg måtte passe-basse Iggy og Bowie - realitet. Det er som om en hjertefyr som mig er så sårbar. Det er måske derfor ingen ringer, men jeg er knuget af en vilter optimisme til at forandre radikalt - at få den druk-bachelor ud til højre og blive gift og møde sødere mennesker, og så gøre noget ved Grønland f.eks. Kunne man ikke kombinere lidt kultur med læring og forsødelse for de rådne eskimoer? Det slår mig de er så danske alligevel. Jeg skal også snart have skrevet mit spil til Betty Nansen, så jeg kan dandere ind af bagindgangen og drikke et glas med folk med overskud. Jeg beundrer efterhånden folk som Clement, der står op når jeg går i seng, og jeg vil anse det for et fremskridt at udvikle sig fra doperyger til virkelysten. Ind imellem tænker jeg på Peter Greenaway når jeg rubricerer noget som innovativt. Der er også den nye boghandel i Møllegade, en kirke vi rygere sled ned inden andre tog over. Hvis nogle kan komme på gode ideer angående arrangementer, så kan undertegnede muligvis åbne bogshoppen Paludan. Hvad laver Beck-Nielsen? Ingen kokain idag. Hundene sover, Rilke sover og i romanen, som jeg tyvær skriver om - skal Nobi vist gøres til en alien. Det var dejligt at spise med Ea, hun er et mere sympatisk menneske, og hun delte ud af karrysaucen. Min næste bog skal iscenesætte den gamle luder barndom - fantasi - leverpostej, jeg har overordnet set besluttet mig for at fortælle hist og her, men jeg knokler med at finde en stil, der så at sige kan komme overens med skrivekvalmen, utilstrækkeligheden, og jeg er overbevist om at jeg ikke tror på en vis tendens herhjemme med at tænke sobert, ansvarligt og i sidste ende næsten akademisk. Men det skal en røjser sig. At skære igennem metaltrætheden, oversagtheden, kort sagt ironien er en opgave, ligsom de mest opfindsomme, radikale prosaforsøg (Joyce - Beckett) på en måde mangler en vis overudsagt kølighed, som måske ikke kan gentages. Jeg har af-humaniseret Stein, men det skal en røjser sige.