Preamble: CIA

Tilfældigvis havde jeg købt en billet til Cairo, og havde fået en aftale om katten, og vidste da godt at jeg havde kørt lidt promille etc, men at de kom med badehætter - nægtede at tale - og førte mig væk - det fik mig til at tænke over hjemstavn. I bund og grund falder det tilbage på en selv: naivitet: tænk ikke at tænke at Per Stig & co ikke er en samling gangstere - det er for utroligt. Da jeg atter på katastrofekanalen så tårnene kollapse nød jeg det - næsten.

Autobahn

Du taler til manden
som skar sig i to
og efterlod det forgangne
hos alle mennesker.

Det er ikke sært
Tyskland er Tyskland
kraftværket buldrer -
vi buldrer og lysstreger vejen
sandt nok -
men i formen næsten uændret
das neue som tonesatelitter viel macht -

Randtekst

Han rører sig ikke længere. Mærkeligt. Lige før. Armen falder. Armen falder mod jorden. Måske lidt varme? Hen med ham til bålet. Virker ikke. Mere benzin? Heller ikke. Så tager jeg det. Det samme - det samme skete i bjergene. Et øjeblik levende. Et øjeblik død. Der er heller ikke mere benzin. Nem sag at kravle over hegnet. Hvis de kommer er jeg væk. Det gør slanger og papegøjer det samme. Så suser alle motorerne. Helikoptere man skal i skjul. Over hækken, fredeligere, så cementen, men ingen mennesker. Nem sag. Vride, brække. Under skyllen med dunken, og så væk i en fart. Måske er han vågnet? Over hegnet igen, mørk, ingen mennesker, men lyde som i junglen, men i junglen havde vi lært hinanden at kende. Det er en mærkelig verden her.
Ikke stået op.
Mere til Nobi.
Sidde rart. Forsigtigt. Altid forsigtighed. Kommer længst sådan. Pirker i bålet, han er livløs. Måske han fryser? Får flamme ind i siden på ham, det hjælper, han skriger som dem i junglen og prøver at komme op, men kommer ikke op. Det er altid det samme. De kommer ikke op. Op med fælder alene, stege slanger alene, altid. Men en ven giver man hvad man har, han får det samme, og vand? Han nægter. Junglen bedre, sådan er det.
Den retning er farligere, det ved en mand.
Retning benzinen nemmere, forladt sten. Men hvad er der i vejen? På den hvide stue (klinikken) varmt, men ikke rart. Men han var der.

X-faktor

Jeg var ikke vågnet da han ringede. Det er Ekstra Bladet, det er Mogens Gutenhal, det er i orden! Det sidste råbte han ind i røret, og jeg kom til at tænke på Sabroe, sad i morgenkaffen, slubrede og drømte og forbandede - han havde hørt at man i forbindelse med turen til Grønland havde hørt - nå - han kunne skaffe pengene - nå - fire - fem - otte - øh kunstnere, der tager op til den der lufthavn, hvor - CIA - mellemlander, stor ting - fed ide - om jeg kunne komme - Vesterbro, sorte negle? - dårligt koncept, siger jeg - mener, uudviklet - op i røven, brøler Mogens og bestiller en taxi - jeg tager kåben af og ser jeg ikke har forstået noget som helst -

Fuglen er fløjet

Så er Solvej Balle fløjet fra - kabinettet?

Jeg er fed

Igår på baren var det som om alle mennesker anså mig for at være en paria. Jeg havde sikkert for lange ben og lagde ikke nok an på pigerne, og jeg har en ørering, hvilket folk sommetider påpeger. Derefter spørger de om den er ægte? Den er ikke ægte, men den garderer ligesom mit jura-look, så jeg føler mig mere i harmoni med mig selv. Udover det synes jeg folk er nogle spassere for tiden - I kender: man ser pludselig verden monotont-monoklet, helt igennem grim (Bernhard) og så får man stirret sig blind på det bærende, suveræne princip: egoismen. Så heldigvis blev mors mand drønet ned i Østen et sted, så hun daffede afsted, hvorefter jeg måtte passe-basse Iggy og Bowie - realitet. Det er som om en hjertefyr som mig er så sårbar. Det er måske derfor ingen ringer, men jeg er knuget af en vilter optimisme til at forandre radikalt - at få den druk-bachelor ud til højre og blive gift og møde sødere mennesker, og så gøre noget ved Grønland f.eks. Kunne man ikke kombinere lidt kultur med læring og forsødelse for de rådne eskimoer? Det slår mig de er så danske alligevel. Jeg skal også snart have skrevet mit spil til Betty Nansen, så jeg kan dandere ind af bagindgangen og drikke et glas med folk med overskud. Jeg beundrer efterhånden folk som Clement, der står op når jeg går i seng, og jeg vil anse det for et fremskridt at udvikle sig fra doperyger til virkelysten. Ind imellem tænker jeg på Peter Greenaway når jeg rubricerer noget som innovativt. Der er også den nye boghandel i Møllegade, en kirke vi rygere sled ned inden andre tog over. Hvis nogle kan komme på gode ideer angående arrangementer, så kan undertegnede muligvis åbne bogshoppen Paludan. Hvad laver Beck-Nielsen? Ingen kokain idag. Hundene sover, Rilke sover og i romanen, som jeg tyvær skriver om - skal Nobi vist gøres til en alien. Det var dejligt at spise med Ea, hun er et mere sympatisk menneske, og hun delte ud af karrysaucen. Min næste bog skal iscenesætte den gamle luder barndom - fantasi - leverpostej, jeg har overordnet set besluttet mig for at fortælle hist og her, men jeg knokler med at finde en stil, der så at sige kan komme overens med skrivekvalmen, utilstrækkeligheden, og jeg er overbevist om at jeg ikke tror på en vis tendens herhjemme med at tænke sobert, ansvarligt og i sidste ende næsten akademisk. Men det skal en røjser sig. At skære igennem metaltrætheden, oversagtheden, kort sagt ironien er en opgave, ligsom de mest opfindsomme, radikale prosaforsøg (Joyce - Beckett) på en måde mangler en vis overudsagt kølighed, som måske ikke kan gentages. Jeg har af-humaniseret Stein, men det skal en røjser sige.

Blogs: kulturkrigen

Der bliver snakket lidt om hvad blogs er, og hvad de kan - eller ikke kan, og så videre. Det er Graff, som begyndte at spørge lidt. Jeg kan huske at Serup på et tidspunkt skrev en manifest-agtig tekst, med masser af energi, hvor han gav sit besyv med. Ellers har der vist ikke været noget særligt teoretisk eller blog-ånd-koncentreret? Jeg synes de forskellige blogs falder i cirka grupper: der er de poetiske, ofte unge blogs - der er de informative, samlende, anmeldende blogs - der er de selv-profilerende blogs, og så vist ikke flere. De første er okay i ånden, de citerer løs og brænder vel. De andre er nyttige, lidt kedelige blogs, som kan give en lidt overblik. De sidste er jammerlige og udbrændte. Min egen blog lider af konceptløshed og en slags anti-socialitet - blandt andet har jeg ikke lavet links, hvilket jeg havde dårlig samvittighed over, men jeg orkede det ikke og vidste ikke hvordan man gør. Jeg skriver på den blog mere eller mindre stille og roligt fordi stilen passer til mine jævne eruptioner. Men sandt at sige er der ikke ret mange litterære blogs, der producerer tekster, der er spændende. Der er højst et par stykker, blandt andet Renes. Ofte er blogs skrevet af de unge citation. Jeg sidder i øjeblikket og fifler med en ny bog, så det bliver ikke til så meget (Sigurd). Få blogs har skaffet sig indflydelse (Eslund/ Serup), resten er martrede af kommentarløsheder og måske ensomme befamlinger som min egen. Få blogs hænger ligesom sammen i klynger, kollektiver, sommetider småpatetisk, selvom kulturkrigen legitimerer denne nepotisme. Som regel er kæden af blogs hurtigt overstået, og man vender tilbage til det man nu gør. Man kan sikkert alt muligt med dette medium, og vi får se hvad der sker.